Når fortiden banker på – Fjodor M. Dostojevskij DEN EVIGE ÆGTEMAND
Hvad den ellers så selvsikre verdensmand, Veltjaninov, af tidligere dadelværdige ugerninger har kunnet henkaste med en ligegyldig latter, tynger ham pludselig med moralske spekulationer. Noget har bragt vor hovedperson ud af fatning i den glimrende, men knap så kendte DEN EVIGE ÆGTEMAND af Fjodor M. Dostojevskij.
Citat
Efter hans mening bestod den slags ægtemænds væsen i at være “evige ægtemænd” så at sige, eller bedre udtrykt: kun ægtemænd her i livet og intet andet. “En sådan mand fødes og udvikler sig ene og alene for at blive gift, og for, når han er blevet det, øjeblikketligt at forvandle sig til sin hustrus vedhæng, også i tilfældet af at han tillige skulle være i besiddelse af en personlig ubestridelig karakter. Det vigtigste kendetegn på en sådan ægtemand er en velkendt prydelse. Han kan ikke andet end blive hanrej lige så lidt som solen kan lade være med at skinne; og ikke alene har han aldrig nogen anelse om det, han vil, ifølge naturens love, aldrig kunne få det at vide”.
Vi er i de støvede og sommerhede petersborggader i Rusland. Veltjaninov har fået et svært tilfælde af tankemylder efter et sporadisk glimt af en hatteklædt mand med et sørgebånd. Denne herre er Pavel Pavlovitj Trusotskij, en gammel ven, med hvem Veltjaninov deler en fælles fortid: en kvinde, ja faktisk Trusotskijs nu afdøde hustru.
I DEN EVIGE ÆGTEMAND fra 1870 spøger fortidens synder i en tragedie om utroskab, ansvar og skyld. Den er muligvis noget selvbiografisk, idet man aner en vis lighed med Dostojevskis første ægteskab, og set i det lys er visse elementer skrevet med en besk selvironi. Det er trist, men undertiden god komik, eksempelvis når hanrejen Trusotskij trynes af en flok teenagepiger i et par absurde scener. Det er næsten, som når klassens tykke dreng bliver valgt til sidst.
Nok har historien et spændingsmættet og nervepirrende plot, men den store oplevelse findes i det greb bogen tager om forholdet mellem de to arketyper: Veltjaninov er en pigernes Jens og Trusotskij lidt af en tøffelhelt. I en række højspændte møder afprøver de hinanden som to finalister i en pokerduel. Dialogerne er på mesterlig vis gennemsyret af lumsk dobbelthed og spydige insinuationer. Det uudtalte er med stor finesse listet ind mellem linjerne, og som siderne vendes, hvirvles man godt og grundigt ind i dette spind af uvished. Man gruer, men længes også efter, at én af dem går all-in.
Dostojevski kan noget særligt i sin karakterskildring, og DEN EVIGE ÆGTEMAND er ikke en undtagelse. Som handlingen skrider frem, bliver man tiltagende usikker på Veltjaninov og Trusotskij som klicheer, som arketyper. I deres gøren og laden “forlader” de nemlig deres grundkarakter, og der er tidspunkter, hvor man vitterligt ikke forstår deres handlinger, de opfører sig ikke som man forventer. Dette er en dejlig underspillet pointe der understreger, at menneskets bevæggrunde ikke altid er rationelle. Veltjaninov og Trusotskij er altså hverken entydigt hanløve eller tøffelhelt, god eller ond, men nærmere alt derimellem. Dostojevskij skildrer dette bedre end de fleste, så er det sagt.
I nyoversættelsen af DEN EVIGE ÆGETMAND får man en klar fornemmelse af, at man sidder med et stykke litteratur fra en anden og mere nobel tid. Den mere gammeldags og formelle tone i sproget er bevaret, mens læsningen er let og harmonisk. Flere gange har Ole Husted Jensen været i gemmerne efter herlige udtryk, der rammer plet. Tag bare Veltjaninov, der i sin frustration omtaler Trusotskijs med skurkeord som ’halunk’ og ’kanalje’.
DEN EVIGE ÆGTEMAND er en lille perle i et stort forfatterskab af den litterære yndlingsrusser. Dostojevskij tryllerbinder med sin karakterkompleksitet og spidsfindige dialog, hvori den evindelige magtkamp udspiller sig. Den er en mundret godbid med sine 170 sider og sit krimiagtige plot, men puds læsebrillen for bogen skal læses opmærksomt, hvis alt mellem linjerne skal med.