Når hænderne åbner sig og alt falder bort – Hanne Ørstavik PRÆSTEN


Hvordan leve med sig selv og andre? Hvordan formidle sig selv gennem sproget og slår sproget overhovedet til som kommunikation? Disse og andre væsentlige spørgsmål er centrale i Hanne Ørstaviks urovækkende og dragende roman PRÆSTEN.

Hanne Ørstaviks godt oversatte 7. roman er læsning i frisk modvind. Sproget er fyndigt og kompakt og rummer lige så mange refleksioner over tillid, sprog, væren og vejr, som konkret handling. Den tyngde, som kræves af og skrives frem af erkendelsesmæssige spørgsmål kompletteres af de mange skønne betragtninger over landskaberne, himlen og luften; hænderne, der holder om sig selv og andre; vinden, der kan holde én i blæsevejr – men forråde én, hvis den pludselig vender. Faldet er et centralt billede i romanen, hvor karaktererne falder på stribe. Havde de været bedre til at gribe hinanden, kunne de dødbringende fald undgås, men i øde egne kan vinden hurtigt vende.

35-årige Liv har været præst i en lille by i det nordligste Nordnorge i et år, da fortællingen, som løber over knap en uge, tager sin begyndelse. Liv er taget til Norge efter et studieophold i Tyskland, som både bød på hendes teologiske afhandling om sameopgøret i Kautokeino i 1852 og veninden Kristianes pludselige selvmord. Begge begivenheder trækker spor gennem romanen og viser sig at have skæbnesvanger betydning for den indadvendte præst i det forblæste nord. Vi følger Liv blive hun kaldt ud til et selvmord i et lille fiskerleje og opleve et selvmordsforsøg hos en af sine kære. Det kolde klima sætter sig i sjælen.

Liv – med et noget symboltungt navn – er ikke en empatisk og talende præst. De fleste overvejelser foregår inde i hendes hoved, så omverdenen ved kun sjældent, hvad hun tænker, og hvor dybt hendes overvejelser i grunden går. I en scene, hvor Liv er på besøg hos moderen til en nyligt selvmordsdød datter, bliver hendes fåmælthed tydelig. Liv spiser et stykke kage, men siger ikke ret meget og formår ikke at tage moderens hånd, som den ligger midt på bordet, åben, søgende.

I det hele taget er Liv dårlig både til at tage andres hænder og til at række sin egen frem. Hendes stolthed og usikkerhed byder hende afstand til andre mennesker, hvor meget hun end vil dem. Tydeligst er afstanden til omverdenen i skildringen af forholdet til Kristiane, som altid lo så hjerteligt, men som tog sig af dage uden at sige verden ret farvel. Først for sent forstår Liv, at de trængte til hinandens hjælp, men ikke turde se det. Det samme gør sig gældende i de søgende forhold Liv har til veninden og samboen Nanna og hendes småflippede datter Maja. Alle ved de, at de har brug for hinanden, men der må et mislykket selvmordsforsøg til, før de kan finde hinanden – og måske sig selv.

Undervejs reflekterer Liv over sprogets evne til at række ud mellem mennesker. Kan man fylde mening i sproget, kan man bruge sproget som våben, kan man helt undsige sig det? Tvivlen springer bl.a. ud af afhandlingen om det blodige sameopgør, som fandt sted på baggrund af en ny Bibeloversættelse. Pludselig fik samernes tro et sprog, men bl.a. fordi samerne kun forstod at læse bogstaveligt, resulterede det i drabelige opgør. Liv har opsøgt den egn, hvor opgøret fandt sted for at kunne livagtiggøre det og sætte sproget i spil.

Ørstavik er fantastisk dygtig til at skrive landskabet ind i sine betragtninger og på den måde lave fine koblinger mellem tro, sprog og den evige natur:

– Nogle gange ønskede jeg at kirken havde en glasvæg for enden i stedet for en altertavle sådan at blikket hos den der var der, ikke standsede ved alteret, men fortsatte ud gennem glasvæggen, frem. Sådan som også sproget skulle være, prædikenen, ordene, bare en hinde, gennemskinnelig.

De nænsomme lokale betragtninger projiceres ud i Livs eksistentielle overvejelser, hvilket giver et billede af et menneske i tvivl. I tvivl om den evige afstand mellem ideal og praksis og afstanden mellem mennesker, der dog sover så tæt. PRÆSTEN er rig på uudgrundelige spørgsmål, men lader det være op til læseren at dømme selv. For præsten dømmer ingen.

Skrevet af Anne Vindum

Anne er cand.mag. i dansk og har et svagt punkt for nordisk litteratur. Redaktør på iBureauet under Dagbladet Information.

Skriv til Anne

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *