Når man ser rødt – Barbara Vine BLODLÆGEN
Barbara Vine, alias Ruth Rendell, har skrevet en psykologisk farmor-thriller om blod, der adler og dadler. Romanen har mange forsonende træk men formår alligevel, på snigende vis, at lumre sig selv i søvn.
Barbara Vine bevæger sig inden for rammerne af de psykologiske spændingsromaner, og det har hun flere gange gjort ganske godt, ikke mindst med den prisbelønnede GRÆSHOPPEN fra 2000.
Nu er romanen fra 2002, THE BLOOD DOCTOR (titlen lyder faktisk, rent undtagelsesvis, bedre på dansk!), blevet oversat og ligger fremme og venter på det danske publikum.
Og hvad skal vi vente os? Et enigmatisk mysterie er naturligvis hovedingrediensen, i dette tilfælde blodet, både i konkret og abstrakt forstand.
Fortælleren er Martin Nanther, der ud over at være biografiforfatter også er den 4. Lord Nanther med en fast, arvet plads i Overhuset. Adelstitlen har han arvet efter sin oldefar, Henry Nanther, der var Dronning Victorias livlæge, og som forskede i hæmofili – dvs. blødersygdommen. Flere af den royale familie var på det tidspunkt blødere, og derfor blev Henry Nanther tæt knyttet til hoffet og senere adlet.
Fortælleren beslutter sig for at skrive sin nye biografi om sin oldefar Henry, der ikke blot var en fremtrædende offentlig skikkelse og forsker men tilsyneladende også bar på flere hemmeligheder i sit privatliv. Hvorfor valgte han af gifte sig med en fattig og trivielt udseende kvinde, når han kunne hav giftet sig til skønhed, berømmelse og pengetanke til anden side? Hvad sker der, da hans fattige forlovede bliver myrdet, og han i stedet blot gifter sig med søsteren? Hvorfor var alle hans døtre så angste for ham men ikke den syge søn?
Spørgsmål af denne art hober sig op i fortællerens undersøgelse af forfaderens privatliv og forskning, der viser sig at være fatalt knyttet sammen. Sideløbende med denne udredning af gåden Henry, følger læseren to nutidige historier, der naturligvis er beslægtede og fletter sig ind i blodtemaet. Fortællerens position, som arveligt medlem af Overhuset, er ved at blive afskaffet, et hverv han holder særdeles meget af. Derhjemme forsøger hans kone igen og igen at blive gravid, men aborterer hver gang. Er der mon en forbindelse?
Vi kan uden den store overraskelse afsløre, at ja, det er der, og det kommer desværre ikke bag på nogen. Og der ligger problemet. Læseren ser forbindelserne mellem de forskellige spor og antydninger, samt de sideløbende historier, langt før den noget sløve biografiforfatter overhovedet kommer op af sengen. I stedet gør fortælleren rede for en lang række af uvedkommende slægtstavler, der ikke rigtigt følges op på eller anvendes senere i fortællingen.
Desuden skal vi belemres med en kvindelig forfatter, der forsøger at se gennem en mands øjne, når han ser på sex, svangerskab og abort. Og dette lykkes altså rigtigt dårligt. På den ene side fremstilles fortælleren med gustne penselstrøg af en mand, der venter sig et barn, med ”Åh-for-fanden-hvad-skal-jeg-med-den-unge-og-ble-men-skidt-konen-er-sgu-for-lækker-til-at-kyle-ud”-stilen, og på den anden side med en kontrastfyldt påtvungen feminisme, der tilsyneladende er anvendt for at anlægge en mere (ud fra kvindens stereotype udgangspunkt) sympatisk vinkel. Og nej Ruth, den køber vi altså ikke.
På den ene side er der grundlag for en spændende og interessant historie, og langt hen af vejen fortæller Barbara Vine den også ganske udmærket. Der er dog flere lunkne lure på sofaen i vente, hvis man kyler sig derhen på en stille søndag, og forventer et brag af en spændingsroman. Gådens løsning tager tid, og der er mange blindgyder man må forbi, inden fortælleren regner den ud.
Echo “Hello, World!”;
?>
