Når mellemtiden bliver tilværelse – Caroline Albertine Minor PURA VIDA
Caroline Albertine Minors debutroman fortæller punktvist og i episoder om Viktorias år, der bliver til flere. Det er en tæt og præcis skildring af vægtløshed og jagten på tyngde.
Citat
Hun aer det tynde, silkeagtige, trækker varsomt i de kølige nosser. Jeg er syg, siger han og tager fat om hendes hånd med en ny voldsomhed, fører den længere ind mellem benene, presser hendes fingerspidser op imod det spændte stykke mellem pikken og røvhullet. I leveren, stønner han, jeg skal dø af det. Viktoria svarer ikke, hun masserer ham med hårde cirkelbevægelser. Hun kan mærke pikken rejse sig, vippe op og falde ind mod låret. Han holder så stramt om hendes håndled, at fingrene begynder at snurre.
Viktoria har sabbatår, rejser rundt, først til Paris senere til New York og senere igen til Santiago. Det er en vægtløs periode, tiden skrider og går. Caroline Albertine Minor skildrer det i sensible sætninger og distinkte iagttagelser, ’som at gå på strømpesokker et sted, hvor man normalt har sko på’, står der for eksempel et sted. Viktorias tre år er regelløse, men de er skrøbelige.
Efterhånden bliver det tydeligere, at Viktoria især jagter en tyngde, noget der kan veje til. I Paris forsøger hun at gøre op, hvem der egentlig kender hende i det fremmede, hvad hun har.
– Tre mennesker og en ulvehund. Hun mærker meget tydeligt, hvor lidt det er, som om hun holder det i hånden, og det ingenting vejer, en plasticpose med et brev i. Hun må passe bedre på.
Det er en tanke, der når hende under indkøbene i et supermarked. Sammenligningen med den vægtløse plasticpose er fin og hverdagslig, sådan en pose kan let blæse ud af hånden og forsvinde. Et billede, der gør det enkelt og håndgribeligt at forstå frygten for at miste og ikke længere høre til. Minor kan skabe billeder ud af velkendte situationer, ud af almindelige kropslige oplevelser og fornemmelser. Det er et greb, der gør beskrivelserne virkelige og præcise, og som spiller godt sammen med Viktorias betragtende fortællerposition. Det er som om, Viktoria befinder sig uden for begivenhedernes centrum, men det er kun en pointe, hun mærker tingene med sin krop, men der er ingen plan.
Minor har sans for mellemtiden. At der kan være uoverensstemmelser mellem det, man forestiller sig, og det der bliver.
Viktoria skal rejse let, hun skal smide de uvæsentlige ting væk, ’som en ballonskipper omtrent’ siger hendes mor på et tidspunkt. At rejse ud, det er først et spørgsmål om at komme af med en dødvægt, at slippe af med noget af den gamle tid, finde et sted at gøre af den. I Paris tænker Viktoria på sin fordrukne farmor, der er død, på en smule opbevaret duft af hende, en parfumerest. Og hun tænker på sine skatte fra barndommen.
Senere bliver det også et spørgsmål om at holde sammen på sig selv. I New York lader Victoria sig fotografere af fotografen Lennard, et blik udefra: ’Slap af, tøm dig fuldstændig. Og så var der ingenting tilbage, intet det giver mening at forevige.’ Viktoria mister sig selv, hendes krop bliver en fremmed flade, hun kan undersøge med indadvendt selvoptagethed. Lårene føles fede.
Viktoria møder en række af forskellige personer, men det mest interessante forhold er til den ældre mand Felipe, det udfoldes gradvist og blødt. De mødes i Sydamerika, Felipe hjælper Viktoria, der er syg, og hun følger efter ham til Santiago. Felipe er selv syg, og de to bliver gensidigt afhængige af hinanden. Det er i mødet med Felipe, at Viktoria kommer ud af sabbatårenes apatitilstand, her bliver hun helt tydelig. Kontrasten mellem den unge kvinde og den ældre mand bliver hverken overdreven eller tung, men er en troværdig relation, måske en forelskelse.
PURA VIDA er en vægtig skildring af en mellemtid, der bliver tilværelse. Viktoria når ikke at finde sit tyngdepunkt, men svæver videre som en zeppeliner.
