Af | 19. oktober 2006

Når modsætninger mødes – Jens Winther DIGTEREN OG PARTIFORMANDEN

Henrik Nordbrandt og Pia Kjærsgaard får sig en høflig sludder for en sladder om muslimer og alting og ingenting. Det var der ingen, der havde behøvet at skrive ned og udgive.

Citat

Hvad er det værste ved Danmark?

HN: Dansk Folkeparti.

PK: Nå, så er det godt!

HN: Der er nok nogle af mine forfatterkollegaer, som ville give mig ret i det og også mange af mine indvandrervenner, skønt de faktisk er mere tolerante –i det store og hele.

PK: Vi kan da i hvert fald sidde og grine sammen. Der er mange af dine forfattervenner, som jeg ikke kunne det med. Jeg ved ikke, hvad der er det værste. Mente du det virkelig, var det virkelig dit svar, Henrik?

HN: Nej, selvfølgelig kan jeg ikke sige, at det er et parti, der er det værste ved Danmark. Det var for at være lidt hurtig. Ligesom humoren er noget af det bedste ved Danmark, kan man også sige, at humoren er noget af det værste, når den bliver alt for plat.

Baggrundshistorien for at skrive bogen er lige så lidt interessant, som bogen selv. Henrik Nordbrandt gjorde en dag i et supermarked plads for en travl kvinde, som senere viste sig at være Pia Kjærsgaard. Denne gestus satte Kjærsgaard selvfølgelig stor pris på, da de fleste af Nordbrandts forfatterkollegaer nok i stedet ville have spændt ben eller meldt hende for racisme. Derfra kom ideen om et møde mellem de to.

Udover den – ikke særligt medrivende – historie er oplægget til denne samtalebog selvfølgelig, at Kjærsgaard og Nordbrandt er vidt forskellige; Kjærsgaard er tidligere hjemmehjælper, nuværende politiker og elsker alt, hvad der er dansk. Nordbrandt er digter, bosat i Tyrkiet og er en slags kulturradikal. Ordstyreren er journalisten Jens Winther, som stiller spørgsmål om bl.a. ytringsfrihed, Muhammed-tegninger og Tyrkiet i EU.

Så burde der jo være lagt i ovnen til den helt store verbale fægtekamp, men det er der desværre ikke rigtig noget af. Det er nemlig tydeligt, at Nordbrandt og Kjærsgaard ikke kender hinanden særlig godt og først lige skal se hinanden an. Specielt Nordbrandt, der normalt har en giftig tunge, holder igen. Det kunne selvfølgelig være fordi, at han slavisk følger bogens præmis om at hylde ”den ægte og oprigtige dialog” (som der står på bagsiden), men noget tyder på, at det nok snarere skyldes, at Kjærsgaards banaliteter keder ham.

Anne-Marie Steen Petersens fine forsideillustration viser her lidt for godt stemningen i bogen; Kjærsgaard, der belærende kværner løs, mens en tavs Nordbrandt dovent og overbærende ser til.

Dialogen får mere karakter af meningskonstatering end meningsudveksling. Nogle gange er de enige (om end ud fra forskellige præmisser), men oftest er de det ikke – ”og hvad så?” fristes man til at s(kr)ige. Tomme høflighedsfraser som: ”Jeg anerkender absolut, at man kan have det synspunkt, absolut” (Kjærsgaard), er der mange af, men en frugtbar dialog bliver det ikke til.

Og så er dette jo en samtalebog, med alt hvad det indebærer. Dvs. én stor pærevælling af ofte ikke alt for godt gennemtænkte svar: ”Der ligger nok noget barndoms- et eller andet i det” (Kjærsgaard) og besynderlige talesprogsformuleringer: ”Hvis og hvis og hvis og hvis” (Nordbrandt). Udover det spises læseren af med ligegyldigheder om f.eks. hvor dejlige de græske øer er, hvor flagene fra Kjærsgaards skrivebord kommer fra og Nordbrandts forhold til lugten af brun sovs.

Når chokket over, at disse to personligheder fredsommeligt kan samtale, har fortaget sig, begynder kedsommeligheden for alvor at sætte ind. DIGTEREN OG PARTIFORMANDEN kan, alle gode intentioner til trods, ikke løbe fra, at den til forveksling ligner en afskrift fra en samtale til et bryllup, hvor to vidt forskellige mennesker er blevet placeret ved siden af hinanden, og af ren og skær høflighed taler sammen om stort og småt.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Debat,

Læs også