Når reglerne følger os – Rasmus Nikolajsen ALTING ENDER MED ET BRYLLUP
Rasmus Nikolajsen tyr til talmagi i sine nye digte, men det hjælper lige lidt; hans digterjeg slipper ikke fra det med sin elskede i behold.
Digt
Hvor andre samler på syner
af solopgange der knaser
sig som tis ind i disen der
daser som sultne spøgelser
over heden samler jeg på
syner af kvinderøve der
som champagnepropper lirkes
op af et par slidte jeans
Rasmus Nikolajsens fjerde digtsamling, ALTING ENDER MED ET BRYLLUP, har stirret sig blind på tallet otte. Bogen består af 64 digte på hver især otte ottestavelseslinier. I disse 64 digte træder fire serier af fire enslydende formulardigte omkring ordet ’som’ i øjnene. Formularen er enkel: Som dit, som dat, som dut og sekvenserne er placeret symmetrisk i bogen: 8 digte + 4 digte (1. sekvens) + 8 digte + 4 digte (2. sekvens) + 16 digte + 4 digte (3. sekvens) + 8 digte + 4 digte (4. sekvens) + 8 digte = 64 digte.
Blandt flere andre genkommende markeringer indgiver som-sekvenserne, hvad man kunne kalde en udstrakt kadence i læsningen af bogen. Læseren, der snildt kan læse alle 64 digte i rap, får således talsystemet bag ordene at føle, rytmisk, let og elegant. Værkkompositionen står flot orkestreret, og den er Nikolajsens nye bogs egentlige jackpot.
Ligesom Nikolajsen benytter matematikken samt forskellige faste forlæg fra litteratur- og populærkulturen, virker metaforen også som et udgangspunkt for teksterne i ALTING ENDER MED ET BRYLLUP. Nikolajsen vender f.eks. om på gængs praksis i forhold til, hvad for størrelser der kan agere det beskrivende og det beskrevne led i en metafor:
– At fare vild i en svensk
skov er som at elske med dig
Hos Nikolajsen er coitus billedet, mens skoven er udgangspunktet, der skal forklares, og vupti er der presset ny facon i en udtrådt poesirutine. Et andet godt eksempel på Nikolajsens sprogtekniske bravur lyder:
– Åh, skal du nu leve dit liv,
parallelt med mit? Som vimpel
og vind, ja, eller togskinner
Her er der ikke vendt op og ned på metaforens formel. Den er tvært imod bibeholdt i fuldt udtræk, og de togskinner er slet og ret et velvirkende billede på adskillelsens pine.
Én af de 8x8x8 ottestavelses linier lyder: ’som når reglerne følger os’. Der er tale om en karakteristisk halv metafor uden forkrop, og Nikolajsens ærinde i ALTING ENDER MED ET BRYLLUP er netop dette reciprokke, at få reglerne til at følge os. Gennem sin regelgymnastik (8-tabel, forlæg, metafor m.v.) øjner digteren en måde at komme ind på nært hold af tilværelsen, det vil her sige kærligheden, parforholdet, begæret, døden, sågar små indstik af en geopolitisk virkelighed. Ved at følge et sæt meget kontante regler er digterens håb, at reglerne vil få teksten til at sige noget alment om ’os’, noget digteren ikke ville være i stand til ad ekspressiv vej.
Hvis det nogenlunde er, hvad Nikolajsen forsøger, så må man notere sig, at han når i mål. Han griber modigt og belevent fat i et af poesiens mest gennemtrawlede områder, kærligheden, og får gennem systematikken sagt noget inciterende. Men det skranter alligevel, synes jeg. Alting ender ikke med et bryllup, bare fordi man kalder en bog netop det. Titlen får lov at stå tilbage som et naivt håb om happy end fra et digterjeg, der må sande, at systematikken nok kan holde orden på ordene, men ikke på kærligheden. En banal gnalling af en pointe, der selv i Rasmus Nikolajsens flotte servering stadigvæk er en banal gnalling af en pointe.
