Litteratur, fugle og Facebook – Jonathan Franzen LÆNGERE VÆK
Franzen blander smukt fuglearter, Facebook og frihedslængsel med skeptiske tanker om Middelhavet og moderne teknologi. Det hele krydres med stimulerende begejstring for litteratur.
Citat
Og dette er grunden til at det næsten aldrig er nemt at skrive god skønlitteratur. Det punkt hvor det ser ud til at blive nemt for forfatteren – og jeg vil lade enhver finde sine egne eksempler på dette – er som regel det punkt hvor det ikke længere er nødvendigt at læse vedkommende forfatter. Der findes, i det mindste i USA, en kliché om at ethvert menneske har én roman i sig. Med andre ord en selvbiografisk roman. For mennesker der skriver mere end en roman, kan klicheen sikkert udvides til: Ethvert menneske har én nemt skrevet roman i sig – en readymade meningsfuld fortælling. Her taler jeg naturligvis ikke om underholdningsforfattere, ikke om P.G. Wodehouse eller Elmore Leonard, hvis bøger ikke bliver mindre underholdende af at de minder om hinanden; vi læser dem netop på grund af den behagelige tryghed deres universer byder på. Jeg taler om mere komplicerede værker, og det er en af mine fordomme at litteratur ikke kun kan være en opvisning: at medmindre forfatteren har noget personligt på spil – medmindre bogen for forfatteren på en eller anden måde har været et eventyr ud i det ukendte; medmindre forfatteren har stillet sig selv en opgave som ikke er nem at løse; medmindre den færdige bog repræsenterer overvindelsen af en stor modstand – så er den ikke værd at læse. Eller for forfatterens vedkommende, efter min mening, ikke værd at skrive.
Med LÆNGERE VÆK er man i godt, intelligent selskab. Her er det Franzens personlige holdninger og værdier, som er drivkraft, og dermed bliver indtrykket af forfatteren bag de fremragende romaner KORREKTIONER og FRIHED mere fyldigt. Han fremstår til tider både krukket og arrogant, men mest af alt reflekteret og passioneret. Primært omkring litteratur og fugle.
Budskaber om de sociale mediers ulidelige lethed, skønlitteraturens vigtighed og nødvendigheden af at passe på vores planet, i særdeleshed vores vingede venner, formidles medrivende af den suveræne essayist, og trods skiftende tyngde i teksterne – der er skrevet fra 1998 til 2011 og veksler mellem alt fra formelle taler og forelæsninger til dybt personlige overvejelser om bl.a. sorg, tab og resignation – er det litterære niveau højt. Eneste undtagelse er et temmelig kikset, satirisk interview med New Yorks ånd, som helt burde være udeladt.
De begejstrede introduktioner til bøger og forfatterskaber, Franzen selv har nydt at tygge sig igennem, stimulerer i den grad læselysten hos overtegnede. Det er ikke så overraskende. Derimod kom det bag på denne ornitologiske analfabet, at Franzen viser sig i stand til at gøre sin næsten overdrevne sociale ansvarlighed over for fugle så vedkommende. Eks. lyder det empatisk engagerende fra et fuglemarked i Kina:
– Jeg hadede at se dem sådan, men de så kun halvvejs virkelige ud, for jeg kendte dem ikke fra deres naturlige levested. Det svarede nærmest til at se en eksotisk udlænding i en pornofilm og at se sin bedste ven sammesteds: dem det gør mest ondt at se i fangenskab, er dem man kender bedst – kernebidere og drosler og spurve.
Titelessayet, bogens ubetinget længste og bedste, samler bogens tematiske tråde flot. Den truede natur, litteraturens sande formål og længslen efter at undslippe den moderne verden er her tæt forbundet. Franzen ankommer i forsøget på at finde ro og opnå ægte samhørighed med naturen til en fjern stillehavsø 800 km ud for Chile. Den er opkaldt efter den skotske sømand Alexander Selkirk, som menes at have inspireret Daniel Defoe til klassikeren Robinson Crusoe, og den ligger langt længere væk, end kragerne vender. De lokale har af samme grund opkaldt øen Isla Más Afuera (Længere væk-øen), og meget fint er den nærmeste nabo Isla Más a Tierra (Tættere på-øen).
Med sig har Franzen lidt af sin ven og kollega David Foster Wallaces aske, et google maps-kort og omtalte Robinson Crusoe-roman – samt en ikke ubetydelig mængde high tech overlevelses-gear og fuglekiggerudstyr. At blive ét med naturen er dog ikke så ligetil som moderne menneske godt vant til bekvemmeligheder. Hårdt prøvet af dårligt vejr og selvmedlidenhed skriver han ikke desto mindre et rørende essay frem. Om erkendelsen af, at intet menneske er en ø. Om sin gode ven Wallace, der tragisk valgte at begå selvmord i deprim fortvivlelse over udsigten til sine egne fremtidige bøger. Om det geniale ved Defoes isolerede Robinson Crusoe-skikkelse. Om menneskelige grundvilkår og om øen såvel som rejsen i konkret og metaforisk forstand. Kort sagt, om at skabe og være, skrive og læse.
LÆNGERE VÆK er livet i stort og småt fortalt forstandigt og smukt. Et forsvar for koncentration og fordybelse. Detaljeret og inspirerende. Intet mindre.
