Neal og de andre rødder – Jack Kerouac VEJENE – DET OPRINDELIGE MANUSKRIPT
Den ukronede beatkonge måtte omskrive papirrullen om sine rejser gennem Amerika hele fire gange, før et forlag accepterede den. Man forstår hvorfor.
Citat
Hele mit elendige liv svømmede for mit trætte blik og jeg blev klar over, at uanset hvor man tager hen, så er det til syvende og sidst spild af tid, så derfor kan man lige så godt gå fra forstanden. Det eneste jeg havde lyst til var at drukne min sjæl i min kones sjæl og nå ind til hende gennem de sammenfiltrede ligklæder der er kødet i sengen. For enden af den amerikanske vej er der en mand og en kvinde, der elsker med hinanden på et hotelværelse.
’Den ændrede mit og alle andres liv’, lyder det fra Bob Dylan på forsiden. En noget unfair citering, eftersom den før er blevet brugt som sælgende linje på forsiden af Jack Kerouacs endelige version af romanen VEJENE, der udkom i 1957. Og eftersom det er dén, Dylan taler om.
Med undertitlen DET OPRINDELIGE MANUSKRIPT udgiver Rosinante Kerouacs første udkast til VEJENE i sin klassikerserie. Den version af klassikeren vi i dag kender, er nemlig ingenlunde den første. Oprindeligt blev rejseberetningen nedfældet på en papirrulle i en litterær rus på tre uger, og flere redaktører sendte den direkte retur til forfatteren. Og han måtte så foretage en del korrektioner, inden beretningen forelå i den form, der blev klassikeren. Det er beatflanørens automatskrift af en førsteversion, man nu kan læse på dansk.
Det er da også interessant læsning for så vidt, at den oprindelige tanke bag et værk altid er spændende at få fingrene i. Det selvbiografiske aspekt, at den maniske Johannes Døberen-skikkelse hedder Neal Cassady og ikke Dean Moriarty, og at det symbolladede navn Salvatore Paradise er erstattet af ingen ringere end Kerouac selv, giver en anden dimension til bogen og forankrer den i efterkrigstidens amerikanske virkelighed.
Men man keder sig desværre. Og det er ikke papirrulleformatets totale mangel på afsnit og kapitler, der gør det. Her følger form og indhold hinanden på en fin og glidende måde, så man drøner derudaf sammen med Jack, Neal og de andre rastløse og søgende sjæle. Grunden til kedsomheden ligger mere i den manglende udvikling. Rejsen ud ad landevejen er fortalt lige ud ad landevejen, på en måde så det alt for hurtigt bliver svært at holde interessen. Der er ingen narrativ spænding til at fængsle læseren, i hvad der kommer til at virke som en meget lang bog. Ikke mindst fordi vi jo for så vidt kender både forfatter og historie: Kerouac gør livsstil til litteratur og mytologiserer vejene, blafferlivet og USA. De legendariske veje er både en velsignelse og en forbandelse for den unge hovedperson, der har alle muligheder for at skabe sig et almindeligt liv, men alligevel drøner søgende rundt i frihedens land, hvor han er sin egen lykkes smed.
Peter Laugesen skriver i sit udmærkede og berigende forord, at det er denne oprindelige bog, man nu forsøger at gøre til klassiker, på trods af at det er den redigerede romanudgave, der har erobret så mange længselsfulde hjerter siden udgivelsen i 1957. Man bør jo have respekt for det oprindelige, beundre det ægte, forherlige den kunstneriske intuition. Og Kerouac, der i det hele taget knytter an til en intuitiv tradition – der på beat-poetisk vis ville repræsentere livet på en ny og mere umiddelbar måde, sprænge rammerne for sproget og for læseoplevelsen – skulle i den forbindelse også være vigtig at hive frem. Med udgivelsen af DET OPRINDELIGE MANUSKRIPT er det imidlertid nok mest vigtigt for Kerouac-fans, der allerede har gennemtygget den endelige version, og for hvem ‘vi-har-fundet-noget-nyt-effekten’ vejer ligeså tungt som kvaliteten.
Det kan være svært at nyudnævne en klassiker, og VEJENE – om man så mener, den er redigeret i skyggen af forlagsbranches bornethed og smagsdommeri – er og bliver den bedste læseoplevelse af de to.
