Af | 28. februar 2014

Nederen, mand – Torben Munksgaard I VIRKELIGHEDEN

Langtrukne portrætter af uinteressante, prætentiøse mænd spænder ben for en kollektivroman, der er ambitiøst lagt op.

Citat

Hun er temmelig spinkel, med der er alligevel noget formfuldent feminint over hende, fordi hun for det meste går uden bh i stramme trøjer, der fremhæver al hendes friskspirende kvindelighed. Noget, der ikke sjældent fravrister kunsthistoriske emner Sørens opmærksomhed, så han kan mærke blodet suse i skridtet.

Torben Munksgaards mandlige figurer er ikke bare dybt ynkelige, selvoptagede og ufrivilligt morsomme. De har allieret sig med en forfatter, der udpensler deres trængsler, så man får en ubehagelig fornemmelse af, at han er på deres hold.

Det skyldes ikke bare, at flere af mændene i I VIRKELIGHEDEN arbejder med kunst, og at de fleste af dem således kunne mistænkes for at være yngre alteregoer for Munksgaard. Det har langt mere at gøre med den særlige retfærdiggørende og forklarende tone, som Munksgaard anvender, når han forklarer om den slags mænd. Ikke at han er ukritisk overfor personerne, som går og nosser uendeligt i det med kvinder (både døtre, mødre og partnere) – og i øvrigt de fleste andre ting, de giver sig i kast med. Men fordi han deler så meget ud af deres mærkeligt rationelle nå-derfor!-agtige bevæggrunde, at man føler, at han virkelig sympatiserer med dem!

Det er tåkrummende ud over almindelig over-sharing. Tag nu for eksempel denne scene, som optræder tidligt i bogen: ‘Der er to kvinder i hans liv, disse to: Miriam og Ursula. Nu trænger han op i den ene for at trænge den anden langt væk.’ Som en vigtig detalje bør nævnes, at den ene (gæt selv hvilken) af disse kvinder er bemeldte mands mor. Okay, hun er en strigle ud over det sædvanlige – og troværdige – og den anden kvinde er tilsvarende spændende og mystisk af op til flere forskellige grunde. Men det virker simpelthen ikke rimeligt, at sex med den ene også skal løse problemerne med den anden. Det giver ikke bare en masse grimme billeder inde i hovedet på læseren, det er også drengerøvsagtigt og småfornærmende med den der penis, der kan bane sig vej ét sted, samtidig med den skubber noget andet – MOR! – ud. Det ville være lidt vammelt, hvis det ikke var så klichéagtigt.

Heldigvis er der andet end mænd i Torben Munksgaards bog. Den er bygget op som en kakofoni af forskellige stemmer, der alle sammen er forbundne i et større netværk af venner, familie, kolleger og studiekammerater. Gennemgående er temaet det skjulte, overraskende, grænsende til det vanvittige, som lurer under overfladen – og som gør det svært at vide, hvem (om nogen) vi som læser skal tro på. Selvom ‘Short Cuts’-fortællingen er flittigt brugt i nyere tid, er den stadig forfriskende og giver én fornemmelsen af, at man skal stå tidligt op for at følge de mange forskellige forbindelser og skjulte dagsordener.

Læg dertil at Munksgaard er overraskende effen, når det kommer til at beskrive tankerne hos (yngre) kvinder – og han må indrømmes at have forfattet en bog, man som læser glæder sig til at læse videre i. Også selvom man med jævne mellemrum skal trækkes med nogle af dem her:

– Han var nået til et punkt i sit forhold til Vera, hvor han følte behov for at lægge afstand til hende. Degradere hende. Seksuelt kom det til udtryk ved stadig flere krav om, at hun ydmygede sig, enten ved at tilfredsstille ham oralt eller ved at stille sig til rådighed analt […]

Som mand, om mænd, er Torben Munksgaard ikke rigtig til at leve med. Hvis bare hans mænd overlod lidt mere til fantasien, ville vi bedre kunne sætte pris på alt det, forfatteren også kan og vil I VIRKELIGHEDEN.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også