Nederlaget der skabte det moderne Danmark – Tom Buk-Swienty DOMMEDAG ALS
Fantastisk spændende historiebog om Slaget på Als i 1864, som endte med nederlag og småstaten Danmark.
Citat
Hvor længe den hårdt sårede officeraspirant Erik Skam og hans kammerat fra det 5. regiment med kuglen dybt inde i knæet egentlig ligger der ved gærdet, ved han ikke. Skram har mistet tidsfornemmelsen. Stivheden i kroppen tiltager, mens hans tanker bliver mere og mere urolige. I sine fantasibilleder ser han prøjsiske tropper myldre frem. Hvordan kunne det være gået til, at danskerne i den grad var blevet løbet over ende? Han kan ikke slippe spørgsmålet. Hvordan?
Som ny historiestuderende fik jeg et råd af professor Ole Feldbæk: ’Hold dig fra det slesvig-holstenske spørgsmål!’ Selvom det pædagogisk set var en fadæse, som vakte min nysgerrighed, så var intentionen god nok. Forholdene omkring Slesvig, Holsten og deres tilknytning til Danmark er utvivlsomt noget af det mest komplicerede i Danmarkshistorien.
Ikke desto mindre indtager hertugdømmerne en helt essentiel plads i den danske historie. De udløste stormagtspolitiske stridigheder og eklatante politiske fejlvurderinger, som kulminerede i, at Danmark i 1864 måtte afstå hertugdømmerne. Da blev den danske nationalstat født, og det gamle imperium var reduceret til en småstat, som ikke kunne blande sig i de stores affærer. Vi måtte nøjes med at koncentrere os om landbofællesskab og velfærdsudvikling helt indtil begyndelsen af 1990’erne, hvor Olfert Fischer blev sendt i golfen, og vi endelig fik hævn over tyskerne ved at vinde EM i fodbold.
At tabet i 1864 stadig har en prominent plads i den danske kollektive erindring, kan ses af den succes historikeren og journalisten Tom Buk-Swienty har haft med bogen SLAGTEBÆNK DYBBØL fra 2008. Den blev revet ned fra hylderne, og Buk-Swienty fik en strøm af henvendelser fra folk, hvis forfædre havde deltaget i krigen.
Men succesen må også tilskrives det faktum, at Tom Buk-Swienty er en aldeles fremragende formidler. Det viser han endnu engang i sin nye bog DOMMEDAG ALS, som tager fat på slaget på Als 29. juni 1864, der førte til det endelige nederlag for Danmark.
I DOMMEDAG ALS bruger Buk-Swiety de samme fortællemæssige tricks som i forgængeren – f.eks. at beskrive begivenheder ved hjælp af nøglepersoner fra både regeringsniveau, fra borgerskabet i København, blandt generalstaben og endelig blandt de menige soldater i felten. Sammen med brug af cliffhangers, oversættelse af citater til mundret dansk og en sans for dramaet, gør det DOMMEDAG ALS til en sjældent spændende historiebog.
Kildematerialet er selvfølgelig også fyldt med godbidder. Især de danske politikeres fuldstændige fejlvurdering af den stormagtspolitiske situation, Danmarks militære styrke og deres egne evner som taktikere er nærmest tåkrummende. I den kontekst er Christian d. 9.’s intention om at få helstaten Danmark indlemmet i Det Tyske Forbund nærmest et forsøg på ansvarlig realpolitik. Men Christian d. 9.’s diplomatiske og taktiske evner var lige så håbløse som de danske politikeres, og forslaget blev skudt ned af Bismarck.
Kun få steder er der unøjagtigheder i fremstillingen. Men en enkelt fejl må pointeres: flere steder skriver Buk-Swienty, at slesvig-holstenerne gjorde oprør mod den danske konge i 1848. Men slesvig-holstenerne gjorde først og fremmest oprør mod de nationalliberale, der netop havde fået magten i København, og som ville dele Slesvig og Holsten.
Men det er en lille ting i en fremstilling, som er grundig, indsigtsfuld og ikke mindst sindssygt spændende. Bare der var flere historikere, der kunne og turde skrive som Tom Buk-Swienty.