Nedsmeltninger i vinterkulden – Ingvild H. Rishøi VINTERNOVELLER
Kærligheden, den har de. Men alt det andet er noget vanskeligt noget. Personerne i Ingvild H. Rishøis tre noveller er fabelagtige stemmer fra Undernorge. Det skærer i hjertet uden at flyde over.
Citat
Hvor gammel er din søn. Det ved jeg da godt. Hvis der er noget jeg husker, så er det den dag han blev født, sneen var begyndt at smelte og det dryppede fra alle tage da jeg gik op mod fødeafdelingen, og der lå han, i en kasse af plexiglas, og han smilede til mig, er der noget jeg går op i, så er det hans fødselsdag, jeg fik udgangstilladelse til at gå i legetøjsbutikken, jeg sendte en Lego-helikopter og en ulv af plastik, jeg sendte det to uger før for at være sikker på at det nåede frem i tide, men min hjerne er en tom tavle nu, og jeg ved hvorfor, det er stress i frontallappen, som får hukommelsen til at svigte, og jeg sveder og det stinker og når hun ser på mig på den måde, med den frisure og den mund, så aner jeg det ikke, min hjerne fungerer ikke, så bliver jeg som en lille dreng.
– Det er jo vinter.
– Og folk kommer alle steder fra. De står på fortovet og spiller harmonika, de løber over fodgængerfelterne og bærer store kasser ud af lampeforretningen, og jeg er vant til at vide hvem der kommer ud af hvilken dør, men nu har jeg ikke noget overblik, de har frostrøg ud af munden og de har børn i hænderne, jeg kan ikke huske at verden var så fuld af ting.
Stykket er fra bogens stærkeste novelle ‘Den rigtige Thomas’. Thomas er for nylig blevet løsladt og får besøg af sin lille dreng til natten over. Han vil tilberede en kylling med lime og koriander, og han vil købe en ny hovedpude til sin søn. ‘Jeg er en almindelig mand nu. Jeg har en plan’, gentager han for sig selv. Planen er såre simpel: Ind i sengetøjsforretningen. Køb en pude. Ud igen.
Men så glat går det ikke for Thomas, for verden er fuld af ting, og han har svært ved at strømline tankerne og gøre det fornuftige. Meget bedre går det ikke for personerne i bogens to andre noveller. I ‘Vi kan ikke hjælpe alle’ møder vi den unge mor, som kun har 60 kr på lommen til weekenden. Datteren har igen tisset i bukserne, og vejen hjem fra børnehaven er lang, for bussen er for dyr, og vinterkulden bider i både fingre og gennemblødte trusser. Og i bogens sidste novelle ‘Søskende’ tager tre halvsøskende på flugt fra børneværnet. De ender i knæhøje snedriver og kan hverken komme frem eller tilbage.
Det skinner ikke igennem, men der er helt klart et eventyrligt skær over Rishøis socialrealisme. Det er noget med fortællingernes varme og vinterlandet. Noget, der ligesom bøjer mørket af og gør det lidt mindre trist. Der er også noget med alvorens karakter. Den skifter hele tiden, synes jeg. Fx er det jo ret trist, at Thomas ikke magter at købe en ny pude, men det er også absurd, og i et helt tredje lys er det også noget, som jeg har grint af undervejs. I virkeligheden tror jeg, det handler om, at Rishøis noveller er nøje afbalancerede. De er usentimentale, men varme, og har et skjult glimt i øjet.
VINTERNOVELLER handler først og fremmest om kærlighed. Om hvor svært det nogle gange kan være at være menneske. Om at gøre sit bedste, men sjældent lykkes. Rishøis formidable personskildringer stråler af indlevelse. De bedste steder i novellerne er, når hun skriver helt inde fra det dybeste dyb af sine karakterer. Når uoverkommeligheden vælter ind over dem. I stramme og skarpt opsatte sætninger indkapsler hun splitsekundets myriader af tanker hos det stressede sind. Et virvar af usammenhængende tankerækker, der skyder til alle sider, når det hele tilter, og hjernen har en nedsmeltning. Det er et smukt kaos, der river læseren ud af fatning og ind i dybet på karaktererne. Man efterlades stakåndet og medrevet. Læs blot scenen fra sengetøjsforretningen (se citatboksen).
Rishøi holder niveauet fra forrige novelleudgivelse HISTORIEN OM FRU BERG, og igen er dramaturgien aldeles veldrejet med et diskret thrill, der skærper læsningen. Hun udkommer igen på forlaget Batzer & Co i en fin oversættelse af Jannie Jensen. VINTERNOVELLER kan læses året rundt. Hermed min varmeste anbefaling.