Neglebånd og permanentvæske – Astrid Saalbach MÅNENS ANSIGT
Genudgivelsen af Saalbachs 20 år gamle noveller viser levedygtigheden af klare og stilsikre noveller, der alle rammer kvindens særart med elegant med-videnhed.
Af samlingens 16 noveller er de fire nye eller har været trykt i anden sammenhæng. Det gør ikke noget, for novellerne hænger fint tematisk sammen og det lidt uhyggelige og introverte kvindeunivers, som Saalbach fremskriver, gennemsyrer alle novellerne. Kun samlingens sidste novelle, som også står i en afdeling for sig, bærer præg af at have været trykt i ‘Ud & se’og derfor være mere umiddelbart tilgængelig og med typiske novellekendetegn.
Som læsningen skrider frem, afdækkes et fælles persongalleri, som man følger gennem forskellige tider og med forskellige protagonister. Man får fornemmelsen af en fragmenteret slægtskrønike, der optræder som de billeder, der tilfældigt er dumpet ud af familiealbummet og nu ligger til fri afbenyttelse. Et intimt rum er blevet tilgængeligt for læseren, som sidder tilbage med en flov fært af en – unægtelig meget behagelig -voyeurisme. Novellerne skildrer den del af det kvindelige univers, der oftest forbliver fortroligt for kvinden selv. Vi er med til frisør, til hårfjerning og oprydning i en afdød mors klædeskab.
Synsvinkelen skifter, så der både fortælles i 1. og 3. person, hvilket er med til at nuancere det familieportræt, der langsomt tager form. Det er op til læseren selv at koble fortællingerne med hinanden og det er en fryd, når det går op i en højere enhed. Fortælleren i de enkelte historier er så tilbagelænet og diskret, at der ved hjælp af nærmest ingenting fortælles alenlange historier. I dette eksempel sættes det implicit, at der er en spørger tilstede:
– Han ser ud af vinduet. På ingenting, siger han.
Der er ikke noget eksplicit stillet spørgsmål, men der bliver svaret og vi ved, at der flere tilstede i rummet og at de vil have hans opmærksomhed. Det er svineelegant og der er nok at vælge imellem.
Genremæssigt placerer novellerne sig nærmere den minimalistiske novelle med antydende stemningsbeskrivelser end den klassiske novelle med krav om et indbrud fra en anden orden. Her er ikke så mange store begivenheder, som der er småsnak, diminutive detaljer og indforståetheder. Et tematisk fokus er det daglige spil mellem mennesker og den selvforståelse, der ligger til grund for individets handlinger. Til tider bliver det endda temmelig uhyggeligt, når hændelser ikke kan forklares naturligt og levende væsener ikke vil dø, hvilket sker i hvert fald tre gange undervejs. De uforståelige elementer er med til at holde læseren fangen og påpege, at der er mere mellem himmel og jord, end vi lige forestiller os. Kvinder befinder sig mellem himmel og jord, og deres veje er heller ikke altid lige ransagelige.
Et klassisk kvindedomæne er frisørsalonen og i dette citat er en kunde ved at være færdig med en gang permanent:
– Da hun igen sidder på sin plads på den hvide stol, tager hun mod til sig, og ser i spejlet. Det våde hår sidder i bløde krøller om hendes ansigt, og får det til at se yngre, og mindre skarpt ud. Bare de nu ikke bliver til krus, når de bliver tørre. Rebekka står bag hende med hårtørreren. Først nu lægger hun mærke til hendes hænder, der flammer af eksem.
Det lyder som rigtig tyk kvindelitteratur, men det subtile lag af underforstået kvindelig fortrængning og selvhad lægger alen til stereotyp kvindelitteratur.
Kan – med fordel – også læses af mænd.
