Af | 3. oktober 2014

Nemesis rammer os alle – Kristina Stoltz PÅ RYGGEN AF EN TYR – EN TRAGEDIE

Begær og miljøkatastrofe mødes i Kristina Stoltz’ moderne tragedie, men den interessante idé bukker næsten under for overfloden af temaer.

Citat

Hun lukker sine øjne og sætter sig på tyrens ryg, rider lige ind i ilden, mens ingen, ikke en eneste på gangen, i stuen ved siden af, vil opdage intensiveringen af hendes smerter, for hun forbliver tavs. Kun den dybe vejrtrækning, der indimellem trækker en ekstatisk lyd fra hendes læber. Måske besvimer hun derinde, i ilden som en heks, men meget mindre forkullet er hun, da hun endelig vågner med erindringen om en mand der omkom under en af Solidaritetsbevægelsens største demonstrationer.

Grækenland er den europæiske civilisations vugge, siger man, og i den græske kulturarv findes fundamentet til fortællingen om Europa. Kristina Stoltz’ nye roman, PÅ RYGGEN AF EN TYR, er formet af den kulturarv, nærmere bestemt af tragedierne – det kan læses af romanens undertitel, og det ligger i dens tre skæbnefortællinger, som alle ender, ja, tragisk på hver deres måde.

Tragediens titel henviser til myten om selve den europæiske civilisations fødsel. Kongedatteren Europa bortføres til øen Kreta af guden Zeus, som har forvandlet sig til tyr. På Kreta voldtages Europa af tyren. Hun føder tre børn, og grunden til den europæiske civilisation er lagt.

Således bliver Europa grundlagt på vold, og volden og voldtægten spiller også en rolle i PÅ RYGGEN AF EN TYR, hvor det mytiske forfald breder sig ud over de enkelte menneskeskæbner og omfatter en hel verden.

Romanens verden er først og fremmest sommerlandet i en dansk kystby. Her ankommer Fanny med sin mor, for at bo i morens elskers sommerhus. Sommerhuset er et isoleret sted, og det synes at være afskærmet fra den omgivende verdens mareridtsagtige tilstand. På havet flyder olien tyk og sort, og døde fugle og fisk skylder i land langs kysten. Fanny redder en dreng fra druknedøden, og de bliver venner. Han samler de døde dyr sammen og holder regnskab med forfaldets dimensioner. Fanny går til gengæld sit eget forfald i møde, da hun møder en tjener på byens badehotel. Undervejs kommenteres Fannys handlinger af et kor, som Stoltz har hentet fra den klassiske tragedies dramaturgi:

– KORET: Du har besluttet dig for det, ikke? Du vil helst være lidt blåøjet. Det er sådan du bedst kan lide det.

Romanens anden fortælling handler om moren til drengen med de døde dyr. Hun har forladt ham og kører nu gennem Europa. Med sig har hun en antik vase med motiv af kongedatteren Europa på ryggen af tyren. Den skal overleveres til Louvre i Paris. Her bliver moren gjort til stjerne; til billedet på et nyt Europa – hun er ikke blot leverandør af vasen, hun ligner tilmed Europa, og hendes ansigt skal trykkes på Centralbankens nye pengesedler.

Et andet sted i Europa, østpå i Polen, ligger en tredje mor for døden på et hospital. Fra sit smerteleje drømmer hun sig væk på ryggen af en stor hvid tyr. Smerterne og begæret smelter sammen i drømmens voldtægt. Hun mindes sin afdøde mand, og hun mindes deres barn.

Kvinderne er både på flugt og på jagt. Fanny, den eneste navngivne, flygter fra sin mors destruktive kærlighedsjagt – og ensomhedsflugt, men hun jager også selv kærligheden. Drengens mor vil gøre sig fri af sit overklasseliv, men rigdommen og berømmelsen synes at klæbe på hende, og hun opdager til sin fortrydelse at hun faktisk nyder det og er grådig efter mere. Den tredje mor på hospitalet flygter i tanken fra dødens hvide lys, men samtidig omfavner hun smerterne, som holder hende fast til livet. Hun jager erindringer om manden, hun mistede til det politiske oprør, og om barnet, der nu er en mand – Fannys tjener.

Disse løst forbundne fortællinger er hver for sig interessante og komplekse. De er begærhistorier, som indkapsler modsætningen mellem undergang og vision – billedliggjort i det sorte hav og de døde dyr i modsætning til visionen om et nyt Europa. Derfor frustrerer det mig også, at Stoltz vil servere alle fortællingerne på én gang i så kort en roman. Temaerne hober sig op i forbindelsen mellem miljøkritik, Europafortælling, moderskab og begærets tragedie, uden at jeg for alvor helt fanger sammenhængen, selvom den sikkert kunne være nok så frugtbar.

Stoltz’ tragedie er på en måde mere tragisk end de klassiske græske, hvor den grumme skæbne i det mindste kan tilskrives gudernes vilje. Kvindernes skæbner, og Europas (?), i PÅ RYGGEN AF EN TYR står alene i en verdslig verden, hvor der ingen mening er med undergangen, og tragedierne kun kan tilskrives mennesket selv. Det er måske en af denne moderne tragedies pointer, men den nås af kringlede veje, hvor for mange historier og temaer forplumrer den ellers interessante idé.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også