Nemt at være død – Bo hr. Hansen DØD OG STATUS
Selvudslettelsen piber, storhedsvanviddet skryder og døden smiler i Bo hr. Hansens nye digtsamling DØD OG STATUS. Læseren griner.
Citat
Det er på mode blandt danske forfattere at fingere død. Jeg føler mig således ikke synderligt original, når jeg fortæller om min død. Original er jeg ikke. Det har jeg aldrig påstået. Jeg hopper med på næstsidste mode. Det er selvfølgelig en fiktion, det her. Men det var kedeligt at ligge i det kolde rum og stene.
Bo hr. Hansen udgav for 11 år siden digtbogen KNÆK.IDIOT.EIK. Den fascinerer mig stadigvæk. Heri bekender digteren, manuskriptforfatteren, ekspunkeren, at han som digter ’ikke frygter det letforståelige’. Med rejst pande og spændt nittebælte nævner han Piet Heins platte hensigtsorientering og Vita Andersens sproglige naivitet som litterært sigtepunkt. Uden ironi. Det giver sig udtrykt i en paradeløs tekstmodus, der tillader uppercuts’ene at ramme digterjeget i stimer, alt imens sproget kommunikerer befriende klart.
I den nye bog, DØD OG STATUS, placerer Bo hr. Hansen atter sit selv i denne varme stol: Tandlægelyset fejer henover ufiltreret forhippelse på anerkendelse, patetisk privathed og ynkelig narcissisme uden sidestykke. Når man kigger på bogens meget lidt kønne cover, ser man forfatteren tegnet dels uden bukser på og dels som da Vincis idealmenneske. Det er her, DØD OG STATUS befinder sig. I hvert fald når nøgen selvudlevering danner par med oppustet selvovervurdering, og gør det tvingende nødvendigt for os andre at høre om Bo hr. Hansens private, 1:1 virkelige liv. Og død.
Bogens sidste del handler netop om forfatterens egen død inkl. begravelse, nekrologer og i farcens triumferende form: facebookprofilens afterlife. I og efter døden er Bo (og slet ikke Gud, hvis nogen skulle tro det) al opmærksomheds centrum. I ’Himmelby’ finder han sit egos bibliotek, et bibliotek fyldt op udelukkende med Bo hr. Hansens fem digtbøger:
– På alle hylder står de fem bøger i et ukendt antal variationer. Som læderindbundne klassikere. Som små gnidrede paperbacks (’I want to be a Paperback Writer’). Som telefonbøger på tusinde sider, hvor der kun står et bogstav på hver side. Som bogklubudgaver. Som lufthavnskrimier i stift bind, der vrider sig skæve, når man åbner dem. Som pixi-bøger…
Dette enhver forsmået forfatters drømmescenarie modsvares i bogens indledning af en forkommen og foragtelig søn, ’en skide manuskriptforfatter en simpel formatør’, der har computeren med ved sin mors dødsleje og ’fik skrevet en god dødsscene’, og går fra sin døende far for at nå gallapremieren til ’Søren Kragh-Jacobsens Skagerak/ som en af de udvalgte få/ i Imperial om aftenen den 13.03.03’. Forfængelighed vinder over mor og far, status over død, og læseren får de ubærlige bekendelser lige i synet.
DØD OG STATUS cementerer, at det er svært at være levende og samtidig og mindst lige så vigtigt, at det er tilsvarende nemt at være død. Den umiddelbart anmassende og utidige investering af forfatterens eget privatliv virker i dét lys vedkommende – eller mere præcist: ukunstlet og sympatisk. Jeg møder ikke samme arrogance og forcerede ekstremitetssøgning, som når Das Beckwerk udfolder sin død. Jeg irriteres ikke af blotlægning for blotlægningens egen rislende effekts skyld, som når Lone Hørslev skriver i og om sin skilsmisse.
Jeg har til gengæld fornemmelsen af et menneske – naiv, selvoptaget, narcissistisk men også medmenneskelig og let forståelig: ’Vi er mennesker vi siger hurra/ fordi vi er mennesker’.