Mesterdetektiven Nestor Burma – Jacques Tardi og Léo Malet RUE DE LA GARE 120
Faraos Cigarer har udgivet et luksuriøst bokssæt med alle fire albums af Tardis Nestor Burma-serie. Det første album, RUE DE LA GARE 120, er en moderne tegneserieklassiker.
Citat
Men det udelukker da den teori, at morderen dræbte Colomer ved synet af mig. Ikke så få er ude efter mig, men de kunne ikke vide på forhånd, hvornår jeg blev befriet. Bob og jeg foretog altid vores undersøgelser sammen… makkere, som man siger. Måske har en eller anden gavtyv, som vi engang fik buret inde, besluttet at hævne sig på Colomer… det kan man ikke helt udelukke.
Den franske tegneserieskaber Jacques Tardi (f. 1946) har for vane at kaste sig over Frankrigs historie i sine værker. Fra pariserkommunerne i 1817 (LE CRI DU PEUPLE) til 1. Verdenskrig (ADIEU BRINDAVOINE m.fl.) til nærværende serie, som er en tegneserieudgave af den franske kriminalforfatters Léo Malets bøger om den piberygende detektiv Nestor Burma, men i lige så høj grad et portræt af et besat og lidt for samarbejdsvilligt Frankrig under 2. Verdenskrig.
Malet skrev romanoplægget i 1943, hvor Frankrig var besat af tyskerne, og landet delt op i en besat nordlig del – herunder Paris – og marionetregeringen i Sydfrankrig kendt som Vichy-regeringen, og ledet af marskal Philippe Pétain. Vichy-regeringen kollaborerede i stor stil med nazisterne, og var med til at sende franske jøder i gaskamrene.
Malet kunne ikke direkte udtrykke sin kritik af kollaborationsregeringen, men sneg den ind mellem linjerne. Tardi, derimod, ekspliciterer denne kritik uden at være utro mod det tekstlige oplæg. Der kommer til udtryk i de mange historisk korrekte plakater, der optræder på husmurer i baggrunden. Her er propaganda for Pétains styre og anti-semitiske budskaber.
Nestor Burma er en sælsom blanding af krimiens guldalderdetektiv som Hercule Poirot og Sherlock Holmes og af den hårdkogte detektiv som Sam Spade eller Philip Marlowe. Burma (kæde)ryger pibe som Holmes, og er bestemt ikke uden humor, han bruger samtidig den deduktive metode til sit opklaringsarbejde og sætter fælder for de mistænkte som en anden Poirot. Samtidig er han ikke bange for at skrue bissen på og gå lidt mere håndfast til værks i sine forhør af mistænkte.
Ved albummets start er Burma indespærret i en tysk krigsfangelejr, efter en kort karriere som fransk soldat. Her møder han den mystiske fange 60202 som lider af hukommelsestab. Fangen bliver pludselig syg og dør i Burmas arme, men ikke inden han når at udånde sin sidste kryptiske sætning ’Giv Hélene besked. Rue de la Gare 120”. Det kan mesterdetektiven Burma ikke sidde overhørigt, især ikke da hans gamle kollega, Colomer, bliver skudt ned foran Burma på banegården i Lyon, med samme adresse på læberne.
Herfra går det slag i slag. Burma efterforsker først Colomers død og de spor, den efterlader i Lyon, herfra tager han til Paris, og genåbner sit gamle detektivbureau Fiat Lux og fortsætter sin efterforskning i den mystiske adresse og fangens identitet. I bedste Agatha Christie-stil samler han til sidst alle mistænkte og genopridser dramatisk sagen for både gæsterne og læseren, før han til sidst peger på den skyldige.
Det tager sin tid at komme ind i RUE DE LA GARE 120, som fortælles i et usædvanligt langsomt tempo, men det tilgiver man den gerne, for Tardis sort/hvide tegninger er simpelthen fænomenale. Det er et pudsigt sammenstød mellem hans tegneserieikoniske karakterer og så hans næsten fotorealistiske baggrunde, men det fungerer rigtig godt. Baggrundene er fantastiske, og det er tydeligt at mærke, at Tardi har godt kendskab til de tre lokationer, der tegnes – Stalag-lejr XB, Lyon og Paris, som oversætter Søren Vinterberg siger i sit efterord. Ja, man kan nærmest genskabe Lyon og dele af Paris efter Tardis baggrunde.
Faraos Cigarer har givet os endnu en luksusudgave af en moderne tegneserieklassiker – tak for det.
