Nilkraft og vandmagi – Katarina Frostenson FLODTID
Katarina Frostensons FLODTID er flydende Nilkraft og vandmagi; her fosser sproget durk ud af jordens indre og rammer din rystende hverdag som flod!
Digt
Måle
Den der måler sørger
den som sørger måler, som om det at måle holdt fastsorg er sorg, målet er fuldt, det kan kun strømme over
vand skader ikke forstå – der er ingen fareingen fare mere for noget
en flod
er på vejdet gør ingenting, det gør ingenting
Katarina Frostensons digtbog er som en flod; flod forstået som en bevægelse, flod forstået som en struktur, som metafor eller metonymi, floden som myte og som fremtid; først og fremmest er det en bevægelse mod fremtidige udløb. Sproget i FLODTID løber vildt, det gør opmærksom på sin egen eksistens og funktion som sprog, sin egen strukturering helt ned på det grammatiske niveau – som flod. Og floden er i virkeligheden anti-struktur, dér hvor alting støder sammen, kaotisk, for at blive noget nyt, der er mulighed for noget nyt – en flodtid! – bragende, plaskende, pludrende.
Formen er både sejlende, opsplittet og organisk, men hele tiden fortryllende klar. For floden vil et sted hen, eller flere. Tydelige visuelle opbremsninger i sætninger eller ord markerer strømmens rytme og retning, og sproget er sommetider musisk, sommetider abrupt og skærende. Betydning, grammatik og rytme er som alt andet overladt til flodens kaotiske præmisser. Men det er ikke det, at årsag og virkning er sat ud af spil, de er blot flydende og hele tiden i bevægelse. Der opstår konstant små dramatiske optrin i Frostensons flod, når sproget giver tingene en ny lejlighedsvis sammenhængskraft eller udvikling.
Bogen er opdelt i tre digtsuiter; ’Bare linjer’, ’Ordene mod’ og ’Flodtid’. Suiterne fastslår indtrykket af et forløb; fra en retning, bare linjer, til retningens indhold af ordfragmenter, der flyder af sted til en decideret indvarsling af flodpoesiens æra – ordenes flod som en ideologi, en ny tid, vor tid? I hvert afsnit har digtene titler, der spænder fra et enkelt bogstav, ’A’, til længere titler, ’Maden man spiser / Klagen’. På samme måde forandrer digtenes form og længde sig uproblematisk fra at strække sig over mange sider til enkelte linjer. Det er karakteristisk for FLODTID, at spørgsmålet om det oprindelige udgangspunkt, flodens udløb, hele tiden sammenblandes med den senere udvikling for at finde heling, finde brydninger, finde håb? De blotte linjer, der bliver til flod, mimer den lille moseskurv, der flyder ad floden, og de myriader af myter, tankesæt, handlinger og begivenheder, som den har affødt, afføder; historisk, social, kulturelt, etisk, teologisk, sprogligt.
Man fornemmer, hvordan mennesket, religion, tankesæt og hverdagskvaler, tidernes tider og nu’er flyder sammen til en nærmest ceremoniel fælles rensning af det moderne livs korpus. Samtidig med, at det hele konstant går i opløsning; muld, vand og sprog – marker og ild, men også lydene i ordene, de enkelte bogstaver og grammatikken, selve ideen om en flod falder fra hinanden i sprogets bevægelse og finder sammen i nye sammenhænge. For selv idet det ikke ‘gør noget’, som digtet i citatet siger, så gør det jo netop noget, sproget.
ALT – ord, sætninger, betydninger og brydninger – synes at være kastet i digtets flod. Det strømmer og fosser og svømmer over. Moses i kurven, kristendommens oprindelse, ’N i l e n’, flyder over i hverdagsdrama og overtro – ’f a s t e l a v n s r i s’ – og videre ind i ’duften af kaffe’, ensomhed. Der er en osmosevirkning, en samlende vandkraft, der går igen i hele samlingen og forlener den med en egen piblende magi og en ur-agtig styrke. Frostenson har som ingen anden kraften til at sige: Digtet har ikke tabt verden af syne! Floden er lige her!
Med denne oversættelse af Pia Tafdrup er det første gang Frostenson, der har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris to gange og senest for nærværende samling, kan læses på dansk – og det indvarsler forhåbentligt en egen flodtid her. Det håber jeg! For det synes vigtigt at bade i Frostensons vilde sprog.
