Nino Mick: Tjugofemtusen kilometer nervtrådar
Jeg begyndte at græde på side tretten, skrev jeg, i et opslag på Instagram i 2019, efter at have læst Nino Micks Tjugofemtusen kilometer nervtrådar. Samlingen fylder seksoghalvfjerds sider. Nogle er blanke eller med få linjer, andre med tekst fra top til bund. På side tretten står der:
Jag har efterkonstruerat allt
pojken flickan och autisten
men utmattningsdepressionen har jag papper på
Med diagnosen som en slöja ett skydd skred jag genom korridorerna
mitt i puberteten slapp jag könet
slapp tjejfester og pojkproblem
slapp bestraffningar och utfrysning
slapp lära mig av gruppen
hur kvinnor målas fram i ansigtet
(…)
dom blev kvinnor
jag blev inte kropp
I oversættelse:
Jeg har efterkonstrueret alt
drengen pigen og autisten
men udmatningsdepressionen har jeg papir på
Med diagnosen som et slør et værn gled jeg gennem gangene
midt i puberteten slap jeg for kønnet
slap for pigefester og drengeproblemer
slap for afstraffelser og udfrysning
slap for at lære af gruppen
hvordan kvinder males frem i ansigtet
(…)
de blev kvinder
jeg blev ikke krop
Tjugofemtusen kilometer nervtrådar berører mange tematikker; (trans)kønnethed, mentale diagnoser, (behandlings)systemer, (kultur)kapitalisme, kristendom, familie, kærlighed, sex, og i alt dette spørgsmål om normer og sprogbrug, arv og skam, om lydigheden over for vreden, om at være et skrivende og skabende menneske, og dette desuden fra en position som hurtigt reduceres til “en liten fotnot / i dom stora rapporterna / om dom stora könen” (en lille fodnote / i de store rapporter / om de store køn).
Rammen er et jegs besøg hos den officielle Kønsudredning, hvor jeget med egne ord er, fordi hen vil lades i fred. Scenen er altså paradoksal. Herefter følger jegets reflektioner over sig selv og samfundet, hens erfaringer, som poet og menneske, krop, der kønnes, sind, der diagnosticeres. Teksten er delvist polyfon; kønsudredningen, Spejlet, Forlaget, afkræver svar af eller indgår i en art (skin)forhandling med jeget, der beskriver sin afmagtsposition; “vid ankomst lämnar jag namn och agens i receptionen (…) radar
upp orden på bordet framför psykologen” (ved ankomst efterlader jeg navn og agens i receptionen (…) placerer ordene på rad og række foran psykologen).
At stille ordene frem – at fortælle og forklare sig. Jeget skal definere sig selv over for et system, der ikke har ord eller rum til at begribe, så hele kroppen bliver en “retorisk cancersvulst” (kræftsvulst), fordi
hjernen er plastisk og kønnet en reaktion, et “dubbeltydigt tvetydigt) svar,” i konstant transition. Det gentages hjerteskærende. Men samfundet kræver form. Behandlingstilbud kræver det – bogforlag ligeså; forlaget meddeler jeget, at der er behov for en mere konstrueret helhed. Mødet med verden og den lyriske
proces hænger sammen fra start; jeget spørger sig selv, om hen er digter, for at kunne holde til kønsudredningen, eller om kønnet må udredes, for at hen skal kunne klare at være digter. I de kreative
branchers selvforståelse fremhæves åbenheden over for dræbende kassetænkning. Vi hylder det sofistikeret fragmenterede, men hvis der alligevel kræves en tilgængelighed, et budskab, en værkbeskrivelse “på max 50 ord,” risikerer det fragmenterede så ikke at blive ren stiløvelse, modsat en reel udfordring af vores forestillingsevne og måder at kategorisere på?
Man kan bytte sin fortælling til noget, kapitalisere på den, hvis man er i stand til at give den en form, som omverdenen efterspørger; man kan få en diagnose og behandling, man kan få en bogkontrakt og en
potentiel karriere. Men den totale blotlæggelse kræves samtidigt paradoksalt. Man skal dele ud af sin smerte. Den intime selvudstillelse, eller selvfremstillelse, ‘sælger.’ Hvorfor? Ser vi bort fra den trist banale underholdningsværdi i at snage i andres liv og (behandlings)bureaukratiets insisteren på Big Brotherrettigheder, så kræves blotlæggelsen måske også for, at omverdenen skal kunne forstå og dermed føle empati. Der skal være noget relaterbart.
Der er et kredsløb mellem forestillingsevnen, ens egne erfaringer og empatien. På den citerede side tretten, ramte jegets erfaring brutalt sammen med en del af min egen. Jeg genkendte noget. Så mine tårer var for mig selv, så meget som for digtets jeg, i første omgang. I enhver læsning finder en projicering sted; vores kompetencer, når det kommer til at finde sammenhæng og mening, er ikke afhængige af vores egne fortællinger. Desuden kræver empatien en reel aktivering af ens egne følelser, uanset hvor distanceret.
Ethvert møde er en oversættelsesproces, som kan være mere eller mindre smertefuld (og risikabel i ulige magtforhold), afhængig af, hvor tæt man er på hinanden ‘sprogligt’, forstået som noget mere end ord. Man kan tale forbi hinanden, fordi man abstraherer forskelligt, sproget under sproget. Jeget “önskar språkvård
(sprogbehandling), översättning / är en så våldsam process.” For trods jegets beskrivelse af den indre dialog og transition i forholdet til kønnet, så er der jo en identitet, der er et jeg, naturligvis, og ønsket er ikke formløshed, men friheden til at undersøge sin egen form i fred. “Dom sa att våra kroppar är tempel / men när ska deras tempel bli mer som våra kroppar” (de sagde at vores kroppe er templer / men hvornår bliver deres templer mere som vores kroppe).
Og selvfølgelig er protesten konstant ledsaget af tvivlen, i et univers, der modsætter sig et enten eller. Kan man finde en måde at være i den indsigt? “Att i varje kropp är den inneboende möjligheten att vara främmande från sig själv” (at i hver krop findes den iboende mulighed at være fremmed for sig selv). At jeget er og flyder. At betydningerne findes, men at de også er i bevægelse. At der er en “källtext” (kildetekst), “en lustgård begraven” (en paradisisk have begravet), men at det, der vækkede den “ursprungliga vägran” (oprindelige vægren) ikke kan udskilles, at jesusbarnet ikke bare kan skylles ud med badevandet. Tvivlen: Spejlet vil vide, om jeget forankrer sig i omverdenens blikke, fordi jeget ikke har en fast kerne og alene kan finde eksistens som noget at protestere imod. Det gør ondt at læse den tvivl på selvet, som resultat af, at ingen ser det; jeget søger ud i skoven, måske et forsøg på at finde tilbage til sin egen natur, hænger spejle i grenene, for at nogen skal se. Det er lettere at holde fast i et selvbillede og -fortælling, som omverdenen hele tiden spejler og genfortæller; den ensomme identitetsfastholdelse er noget ganske andet.
Vi skal som læsere og mennesker kunne balancere på knivsæggen; at forståelse og empati er naturligt knyttet til vores egne erfaringer, men at vi kan misforstå og reducere i et blink med øjnene, at vi ikke må stjæle narrativet og påtvinge det vores form. Dermed er denne tekst også sin egen kritik. Nino Mick, som også er en prisbelønnet spoken word poet, har naglet sin flydende tale fast, og ikke bare på papir, men i et hardcover (et valg, der bliver flertydigt symbolsk), så fortællingen kan lægges i en boghandel, oversættes af læsere som jeg.
Et værk kan, og et menneske gør det uundgåeligt, rumme mere end én fortælling, og dermed mere end én læsning. Vi kan øve os i at turde opholde os i et rum fuld af sprækker, fuld af for os umiddelbare selvmodsigelser og fremmede paradokser. Et rum, hvor vi udfordrer vores behov for et afrundet hele, før vi kræver en afslutning af sætningerne hens kønsidentitet er … og denne bog handler om …
Nino Mick
Tjugofemtusen kilometer nervtrådar
Norsteds
2018
76 sider
