Nobody does it better – Henrik Nordbrandt PJALTEFISK


Der er ingen der skriver Henrik Nordbrandt-digte bedre end Henrik Nordbrandt. Men måske er Nordbrandt selv blevet lidt for dygtig til det?

Henrik Nordbrandt har været med længe. Fra debuten DIGTE i 1966 har han udgivet over 35 bøger, med alt lige fra digte til erindringer til dagbogsoptegnelser.

Han er absolut en af dansk digtekunsts ”Grand Old Men”, en af de mest populære og elskede digtere vi har herhjemme. Og det er vel egentlig lidt mærkeligt, taget i betragtning at hans digte som regel cirkler om død, adskillelse, afsavn og det specielle Nordbrandt’ske fænomen ”bortnærværelse”.

I PJALTEFISK får vi mere af det samme. Hvilket selvfølgelig er godt, men også lidt skuffende. For selvom ingen kan skrive digte som Henrik Nordbrandt, så er det faktisk lidt et problem, at Nordbrandt SELV er så forbandet god til det. Nogle af digtene i PJALTEFISK er således så Nordbrandt’ske at de, hvor gode de end er, bliver til en slags ufrivillig pastiche på sig selv:

Sjældent har solen føltes så mæt. / På jorden har den intet mere at hente. / Så meget mere / blænder dens efterskær. // Skyggerne strækker sig i det uendelige / men bliver aldrig til nat. / Dagen varer evigt / ligesom det år, der lige er gået.

Dette sidste billede, ”Dagen varer evigt ligesom det år, der lige er gået” er hvad professor Thomas Bredsdorff i sin bog om Henrik Nordbrandt kalder for paradoksale metaforer. Hvordan kan et år, der allerede er gået, vare evigt, spørger man sig selv, og opdager at Nordbrandts specielle poesi er paradoksalt inde i selve sproget, og altså ikke kun ”udenpå”, i det sproget udtrykker. Det er fascinerende og flot og overraskende. Men samtidig så er det på en eller anden måde ”old news”.

Man kan måske ikke klandre Nordbrandt for at skrive digte på sin egen specielle måde, men faktum er, at hvis man blev sat til at skrive et digt som Nordbrandt KUNNE have skrevet, ja så ville man nok ende med digtene i PJALTEFISK. Eller i hvert fald de dårligste af dem.

Måske er det urimeligt at bedømme en digtsamling på, om hvorvidt man mener at have kigget digteren i kortene eller ej. Men det er nu engang sådan, at de digte der i PJALTEFISK virker mest levende og friske, er dem hvor Nordbrandt dropper disse paradoksale udtryk. Der hvor Nordbrandt er værst, er han på autopilot. Der hvor han er bedst, bliver man hvirvlet ind i Nordbrandts mytologiske univers, befolket med prikkede elefanter og kvinder der først rigtig er til stede, når man tænker på dem bagefter.

For tag ikke fejl: PJALTEFISK er stadig en glimrende digtsamling. Kredsende om resignationen og tabet, med et nøgternt og konstaterende sprog. Hvis man sine steder bliver skuffet over at have kigget digteren ud, så hænger det vel dels sammen med, at man har læst så meget af Nordbrandt i forvejen og at man altid har så store forventninger til ham.

PJALTEFISK vil måske primært overraske nye Henrik Nordbrandt-læsere, men vi gamle kan sagtens få en masse ud af at kigge med. Nobody does it better.

Skrevet af Kristoffer Holm Pedersen

Kristoffer er cand.mag. i Dansk og Moderne Kultur.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *