Nøgen kvinde tror, hun er en bæver – Madeleine Hessérus ISOLA
En velrenommeret kvindelig læge får nok af sit civiliserede liv og flygter ud i skoven, hvor hun møder sig selv i naturen. Idéen er så god, at den er blevet en kliché, og Madeleine Hessérus’ debutroman lugter desværre også klichéfyldt af forspildt liv og bitter kvindelighed.
Tessa Björk er 38 år, ortopædkirurg og bosat med Tom, en travl arkitekt. Deres liv går op i arbejde, ansvar og drømmende søndage med boligtillægget. Gennem de seneste måneder har Tessa fået uforklarligt udslæt på kroppen; hun lider af søvnløshed og svimmelhed og er i det hele taget ikke rigtig med længere. Da hun ved et tilfælde opdager sin mands utroskab, flyder bægeret over. Hun forlader det fælles hjem, overnatter på en kirkegård og begynder herfra sin lange vandring – ud i naturen og ind i sig selv.
Så enkelt er det åbenbart. Og naturligvis finder Tessa ud af, af det var civilisationens overfladiske – den urbane – kløe, hun led af, og at skoven og dyrene er af samme slags som hende selv. Langsomt forvandler hun sig til en af skovens egne, svømmer som en fisk, springer nøgen som en rå (!): bliver en mimicry i den altfavnende natur. Over sommeren klarer hun sig, men da kulden trænger sig på, opsøger hun et afsidesliggende hus, hvor en eneboer uden spørgsmål tager hende til sig. Tessa finder ro i at kløve brænde, se på stjerner og lære at vaske op på den fede måde. Og hun ser, at det er godt.
Det er et tidstypisk, sympatisk og efterspurgt projekt at udføre civilisationskritik i litteraturen. Men at skære ud i pap, at livet i storbyen er fortravlet og overfladisk, og at livet i naturen er ægte og dybt, det kan gøres mere subtilt, humoristisk eller reflekteret end Hessérus her gør. Fikspunktet i romanen er kvinden, kroppen og de forventninger, der ligger til begge om civil lydighed; der er ikke øje for muligheden at kombinere natur og kultur, hvilket havde været mere interessant. Romanen er blottet for selvindsigt, og de lange forklarende passager trækker det sidste luft ud af den. Fortælleren taler ned til sin læser, minder om, hvad der tidligere er fortalt og at ’Man må tænke på, at jeg ikke havde andet værktøj end min kniv til hjælp.’ Det må Man (hvem det så end er) vel selv om.
Jeg vil citere fra det eneste sted, hvor der er lidt pondus i sproget. Tessa har netop reddet en tigger fra total ydmygelse i en butik og tiggeren nedkalder hævn over ekspedienterne:
– En dag kommer de til at tigge om det, sagde han. Men de vil blive strafkneppet med slap pik.
Samme fortælling – om at vende verden ryggen og drage til skovs for en tid – kan i andre aktuelle værker læses på den sjove måde i Erlend Loes DOPPLER og på den vidende og perspektiverende måde i Wolfgang Büschers BERLIN-MOSKVA. Begge alternativer er langt bedre end ISOLA.
Hej Anne,
Interessant hvor forskelligt en roman virker på en. Det er dog ikke så overraskende. Vi kan ikke gøre andet end at opleve virkeligheden subjektivt og det samme gør sig gældende med det vi læser.
Jeg er meget overrasket over din oplevelse af bogen og din konklusion, derfor vælger jeg at opleve din anmeldelse som et forsøg på en faglig/saglig kritik af en roman. Andet vil være det samme som at sige at romanen har provokeret dig så dybt at den smule objektivitet som kan forventes af en anmeldelse er røget i svinget.
Måske er det det som er sket, måske handler det om livserfaringer? Kun du ved.
Vi er kun mennesker, irrationelle både i vores følelser og vores refleksioner. Det er bl.a. det som gjorde bogen værd at læse for mig. Hovedpersonen “kommer til kort” med at rumme, forklare og beskrive de følelser som gang på gang overvælder hende. Hun magter ikke, kender ikke til det sprog som kan beskrive det hun oplever.
Det gør vi sjældent når livet fører os ud til dets ukendte grænser.
Med venlig hilsen
Hervé