Noget om at skrive med et viskelæder, Viggo Madsen – GRÆNSEFLADNING
Et tophemmeligt manuskript af Viggo Madsen kom frem i lyset ved en udgravning af arkæologiske dimensioner foretaget på et loftsrum i Sorø sidste vinter. Der er dømt kuriosum af fineste slags.
Mytologiseringsknappen er drejet helt i bund i de to følgeskrivelser, der dumpede ud af mit eksemplar af GRÆNSEFLADNING, bedst som jeg skulle til at gå om bord. Sagen er den, at Peter H. Olesen (fatter for rockduoen Olesen-Olesens storartede sangtekster, der sidste år blev udgivet i kompileringen JACK KEROUAC I JYLLAND) engang sidst i 80’erne drev et derangeret forlag. Her modtog Olesen manuskriptet til GRÆNSEFLADNING samt forfatterens egen anbefaling. ’Take it or leave it,’ skrev Viggo Madsen, og Olesen gjorde det sidste.
Nu 18 år efter er den uret blevet gjort god igen, og GRÆNSEFLADNING er udkommet på det lillebitte men agtværdige ADRESSENS FORLAG. Det, der dumpede ud, var altså Madsens anbefaling fra 88 og Olesens undskyldende brev til Madsen fra 04. Hvem sagde, at man aldrig skal lade være med at sige aldrig?
Al dette udenomsskræp giver et ikke helt ueffent rumhyl i og omkring bogen. Det er schlageren om, at en perle er blevet fisket op fra havets bund, der afspilles, men målt og vejet af et absolut objektivt blik som undertegnedes, er der bombesikkert substans nedenunder al den spin’ende hurlumhej. GRÆNSEFLADNING er simpelthen lækker og skide god, og når det nu ér tilfældet, er der jo ingen grund til at spare på lanceringskrudtet.
Efter at have gravet mig ind til bogen, må det konstateres, at sprededysen kun fortsætter sit konglomerate virke her. Dels er hoslagt det fotokopierede (men flotte) bonushæfte KONGREGATER. En slags ’Limited First Edition Bonus Tracks’, der angiveligt skal virke som madding for den hurtigt huggende lyrikkøber. Hertil skal yderligere lægges et omfangsrigt billedmateriale på alle GRÆNSEFLADNINGs venstresider, kreeret af Jesper Fabricius.
Pyha. Alt dette rumsterer altså distraherende og fantastisk lebendigt udenom og ind imellem Madsens digte, der som modvægt til sprededysen er et forsøg på, ’at se, hvor få ord det korte digt kunne udformes med’, som det hedder i Madsens selvanbefaling. Som sagt så gjort: Store hvide flader af tom plads uden sidetal dominerer bogen. Den er limet på den forkerte led og får derved et aflangt blødt snarere end et højt stift format.
I det vuggende papirs spændstighed tegner skriften sig som ophold i det hvide; en rest, ladt tilbage efter et viskelæder har renset ud. Netop her har vi Madsens metode, der fjerner og rydder et sprogfelt, snarere end skaber og udvider ét. Sine steder er vi nær konkretisme, andre steder haiku og tredje steder højpandet sprogfilosofi. Det hele hele tiden serveret med hævet mundvig og fuldblods tæft.
Lad os bare tage et par afhug: ’små dyrs tillid/ store dyrs skræk’, ny side: ’jeg/ sker/ igen’. Og et par selvtematiserende: ’At/ forstå/ det/ er/ at/ trække/ lod’, ny side: ’det ændrer ikke ved det/ faktum at det står her’.
Billedmaterialet virker i den forbindelse velanbragt. Fabricius har med bævrende hånd molesteret både familiealbummet og fedtede kulørte blade fra 70’erne i stumper og stykker. Den sjuskede afklipning af møbler, ben, pornografisk kød, gulvtæpper og mennesker vidner just om alt det, der ligger udenfor de vindskæve klippesnit. Når Madsen sender ordføjningen på skrump, flades en grænse for det, der kan siges, ud. Hin læser kan så tage plads på grænsen, og som god gammeldags illustrering af dette, fungerer billedhalvdelen glimrende.
I GRÆNSEFLADNING ligger den 62-årige flodhest stor og bred i dyndet. Der bliver ikke skrevet på hvide ark papir, men der viskes ud i pløret tekstmassiv. Når det uudslettelige, Madsen får slettet frem, ’er skrevet på tavlen/ med en våd svamp’, som det hedder tilslut, ja så er skarpsindigheden indsmurt i mums honning. Det er filosofi for mig. Hurra!
