Noir i flere farver – Bo Tao Michaëlis (red.) COPENHAGEN NOIR
Saftig og subtil samling noir-noveller fra Københavns bronxske og borgerlige kvarterer, hvor helvedes forgård lurer i baggården. Et tilfældigt møde. Dyr whisky. Glasbordets djævelske kant.
Nordens Bangkok. Jo, det er skam(mens) København, der er tale om. Novelleantologien COPENHAGEN NOIR levner ikke plads til turistens beundrende betragtninger eller stilrene designertoiletter. Her barberes tæt og blotlægges dét, som Bo Tao Michaëlis i sin veloplagte introduktion til genren kalder ”vrangen af det moderne”. En underverden af tæskesex og kriminalitet. En hovedstad, hvor det stadig er lovligt at købe en krop. En kollektion af flossede liv, der lever med voldens kolde korte overfrakke.
Men genren er mere end det. Tao definerer klart, at noir ikke kun handler om forbrydelsen eller den seksuelle overskridelse. Omdrejningspunktet er det pludselige chok, når det trygge penetreres af noget udefra – det berømte tab af kontrol. Hermed er der gjort plads til en bredere palet af fortællinger og forfattere, end man umiddelbart forbinder med den hårdkogte krimi.
De krimivante forfattere som Jonas Bengtsson og Susanne Staun har tydeligvis et solidt greb om det rå miljø, uden at det bliver rutinepræget . De leverer begge historier med poetisk syntaks, der spiller godt sammen med volden og det uforløste begærs brutalitet. Der er sprogligt flow og rødt bankekød i Bengtssons beretning om tæskeholdet fra Nordvest og en vred og sårbar messende rytme i Stauns ode til dødsruten i Indre By. De mere litterære skud affyres af Aidt, dobbelt Helle og Rifbjerg.
I den mere underspillede og filosofiske afdeling finder man SLEIPNERS OPGAVE af Georg Ursin og Kristian Lundbergs BYEN OG GRUSOMHEDEN. Førstnævnte skildrer med en embedsmands præcision og forkærlighed for stringent kausalitet privatdetektiven Sleipner på det pæne Frederiksberg. Ursin mestrer en stramt distanceret tone, der på lækker vis understøtter en fortælling om økonomisk kriminalitet, hvor våbnet er et skarptslebet intellekt, og truslen om bøllebank forbliver uforløst på den gentleman-agtige måde.
Lundbergs BYEN OG GRUSOMHEDEN er et af de bidrag, hvor selve byen fungerer som en vigtig medspiller, som man ofte ser det i noir-filmens univers. Københavns forstad Malmö er centrum i beretningen om betjent Forsberg, der kæmper mere med indre dæmoner end de nådesløse handlinger, han oplever på gaden. Klædt i lyrisk prosa betragter Lundberg det kollektive i mennesket og konstaterer nøgternt, at vi er dyr. Der er nydelse i drabet. Alt er behov og begær.
Et par skandinaviske indslag er der også blevet plads til fra svenske Kristian Lundberg og norske Gunnar Staalesen, der qua et historisk og geografisk blik på København giver byen status som Malmös Manhattan og porten til kontinentet. Novellernes tematik er dog holdt i klassik rent noir-snit – kvinder, penge, død.
COPENHAGEN NOIR er en vellykket pose blandede bolsjer, der viser rummeligheden i genren uden at gå på kompromis. De svageste led er efter denne anmelders mening de litterære, der prøver ihærdigt, men virker underligt konstruerede. Noir fungerer bedst, når den taler til følelserne, drifterne og en vis portion ånd. Man gider ikke Holger Fortolker her. Men når det er sagt, så er niveauet højt, byen hård – og resten en smagssag.
