Norsk pessimisme – Øystein Lønn SIMENS STORME
Som læser skal man holde tungen lige i munden. Mister man koncentrationen et øjeblik, er man fortabt i romanes enorme netværk af handlingstråde. SIMENS STORME er depressiv og ubehagelig læsning, men der er belønning til de tålmodige.
Nogle gange skal det gøre ondt for at gøre godt. Dette ordsprog, der passer på mange af hverdagens små begivenheder fra tandlægebesøg til rengøring, kunne passende stå som prolog til norske Øystein Lønns nye roman SIMENS STORME. Romanen er nemlig uhyre ubehagelig læsning – både på det formmæssige og det indholdsmæssige plan – men har et behageligt afkast.
Formmæssigt udgør SIMENS STORME et rendyrket og fuldblods postmodernistisk værk. Romanen består af en flakkende tekstkollage, hvor synsvinklen skifter uafbrudt og ubemærket, og hvor der springes frem og tilbage i tid og rum. Der er altså nærmere tale om en lang række øjebliksbilleder, end om en kronologisk fremadskridende fortælling. Af samme grund er et handlingsreferat uvæsentligt, men for god ordens skyld skal det nævnes, at romanen kredser om hovedpersonen Simen, hans erotomane kone Sofia og hendes mange elskere. At bogen starter med Sofias død og slutter med Simens første møde med hende illustrerer, i hvor høj grad kronologien er ophævet. Som læser skal man derfor holde tungen lige i munden. Mister man koncentrationen et øjeblik, ved man pludselig ikke, hvor i verden, man befinder sig, om det er fortid eller nutid og, ikke mindst, med hvis øjne man betragter hændelserne. Af denne grund kan SIMENS STORME ikke kaldes behagelig og afslappende læsning, og gudskelov for det! Man forundres hele tiden over Lønns fantastiske evne til at bemestre sprog og komposition.
Man skal dog som bekendt være varsom med at skue hunden på hårene. Selv om hårene i dette tilfælde er postmodernistiske, er hunden det langt fra. På romanens indholdsmæssige niveau overskrider Lønn nemlig postmodernismens verdensfjerne væsen, og værket vækker herved mindelser til meget dansk litteratur fra senhalvfemserne. Netop som postmodernismens selvrefleksive leg var på sit højeste, har man kunnet konstatere, at der blandt mange danske forfattere er sket en tilbagevenden til den verdensvendte, engagerede og endda politiske litteratur, man ikke har set meget til siden halvfjerdserne. Ligesom man i det tyvende århundrede talte om en ‘sproglig vending’ i forbindelse med tekster, der opfattede sproget som et selvstændigt og lukket univers, taler man derfor nu om en ‘vending mod verden’. I SIMENS STORME er blikket i høj grad vendt mod verden, og det er ikke med milde øjne. Parallelt med fortællingen om ægteparret løber nemlig et kulturpessimistisk og samfundskritisk spor, hvori der jamres over alt fra kapitalisme og religiøs fundamentalisme over miljøkatastrofer til den internationale terrortrussel. Og det er derfor, jeg mener, at romanen heller ikke på det indholdsmæssige plan er behagelig læsning. Det er ren undergangsstemning.
Med ét ord vil jeg karakterisere romanen som prætentiøs – på den gode måde. Det er et værk, der har en agenda, og som kræver noget af sin læser. Men væbner man sig med tålmodighedens smertefulde vinger, kan man være sikker på en kostelig og intellektuelt udfordrende belønning.