Af | 30. oktober 2019

Noveller til tiden før jorden (måske) går under – Lauren Groff FLORIDA

Lauren Groff skriver elegante og tankevækkende noveller om den amerikanske kernefamilies tilstand i klimaforandringernes tid.

En orkan rejste sig over Det Caribiske Hav, men kun spidserne af den strejfede kysten. Alligevel skurrede kamfertræets grene mod bilens tag, mens vinden hvinede, og vognen rystede så meget, at hun var bange for, at metallet ville bøje sig og vinduerne gå i stykker. Regnvandsbassinet svømmede over, og vandet slikkede op ad hjulkapslerne. Hun lå så stille, som hun kunne, og lyttede og kiggede: Hun var en tynd skal af glas og stål fra sit indres ømme punkt. Hun kunne mærke stormen komme nærmere, den var meget tæt på; hun ventede med en smertelig stakåndet tålmodighed. Men hun faldt i søvn, inden den kom.

Det er ikke overraskende, at en novellesamling med titlen Florida handler om staten Florida. Men Florida handler ikke om det Florida, vi tror, vi kender. Lauren Groffs Florida er ganske anderledes end et rigmandspensionistparadis, hvor palmetræer står på række langs solbeskinnede hvide sandstrande og kokain-gangstere promenerer i kortærmede skjorter. Det her Florida er ‘Et fugtigt, tæt vildnis. Et paradis af farlige ting.’, som der står i novellen ‘Blomsterjægerne’.

Statens natur er både mægtig og utilregnelig, fascinerende og frygtindgydende, en kilde til både ro og uro og med magt til at forstærke eller dulme menneskelige følelser. Det kan være koldt og vindblæst i Florida, og det kan være skoldhedt og kvælende fugtigt, med somre der i ‘Yport’ beskrives som ‘et brændende helvede. Statens eneste konstanter synes at være slanger og orkaner. Og så er der de mennesker, Lauren Groffs karakterer, der hver og en er bundet til staten, hvad enten de prøver at flygte fra den eller forsøger at falde til og leve et (nogenlunde) lykkeligt liv i den.

I de 11 noveller møder vi mødre, der forsøger at holde sammen på deres familier og beskytte deres børn mod en utilregnelig og voldsom natur; mod orkaner, jordfaldshuller, slanger, og pantere. Og så møder vi aldrig rigtig de fædre og ægtemænd, der enten kommer, når det er for sent, eller slet ikke kommer.

Når novellerne er bedst, skærer Groffs sætninger sig ind i kroppen på læseren med præcise og sanselige billeder, der skaber en forbindelse mellem naturen og karakterernes psykologi. Sætningerne blotter og udstiller karakterernes sårbarhed i mødet med naturen med en særlig blanding af nøgternhed og empati, der rammer læseren som hårde og velplacerede sproglige mavepustere. Som når solens stråler bringer kortvarig lindring til hovedkarakteren i ‘Blomsterjægerne’, hvis overdrevne neuroser omkring jordens mulige undergang, og særligt hendes frygt for jordfaldshullet i baghaven, der bare vokser og vokser, har fået hendes bedste veninde til at tage en pause fra deres venskab; ‘At lægge sit hoved på sin vens skulder og lugte sæben på hendes hud. At lade solen glide hen over ens ansigt uden at bekymre sig om kræft eller indlandsis, der smelter.’

I Lotte Kirkebys kompetente oversættelse bevarer sætningerne skarpheden i fremstillingen af forholdet mellem en indre og en ydre verden. Sproget knytter også an til det der fungerer så glimrende i novellerne; at karakterernes frygt for klimaforandringerne ikke er en abstrakt angst for verdens undergang. Det er snarere en nærværende frygt for, at alle de minder og mennesker de allernødigst vil miste, går tabt, når jordfaldshullerne sluger deres huse, orkanerne knækker deres broer, og panteren bryder ind i spisestuen.

Når novellerne er allerbedst, trænger denne frygt helt ind i privatsfæren og udstiller, hvor skrøbeligt et fundament kernefamilien hviler på, hvor hurtigt de sammentømrede roller knækker og vendes på vrangen, når naturen er i ubalance. I ‘Spøgelser og returgods’, den første novelle i novellesamlingen, forlader en mor hver aften sin familie og overlader bad og godnathistorier til sin mand for at tage på løbetur i sit gentrificerede forstadskvarter i det nordlige Florida, fordi hun med egne ord ‘på en eller anden måde er gået hen og blevet sådan en kvinde, der råber’. Hendes vrede skyldes en afhængighed af at læse om jordens forfald, ‘ […]om gletsjerne, der dør som levende væsener, om affald i Stillehavet, der hvirvler rundt, om de hundredvis af arter, som er uddøde, men ikke registreret, årtusinder tilintetgjort, som om de overhovedet ingenting betød.’

Løbeturene i naturen skal afhjælpe hendes trang til at råbe, men klimaforandringerne er også begyndt at vise sig i hendes lokale forstadskvarter. Hun hører aircondition-maskiner, der kører for fuldt drøn og fuldstændig overdøver Floridas fauna, og det giver yderligere næring til hendes vrede.

Dysterheden er dog ikke altomsluttende i FLORIDA. Groffs karakterer eksisterer ikke i en post-apokalyptisk verden, som i andre amerikanske værker, fra Denis Johnsons FISKADORO til Cormac McCarthys THE ROAD, men i vores samtid, der kan vise sig at være præ-apokalypsens tid. Florida er således en skarp og tankevækkende samtidsdiagnose, der ser kernefamilien svigte og i stedet leder efter nye fællesskaber, der kan blive et værn mod det mørke, der muligvis er på vej.

I ‘Grådige hunde’ formår to søstre, der er alt for små til at blive efterladt på en stormhærget ø, at overleve ved at fange krabber og spise læbepomade med jordbærsmag. I “Over og under” forsøger to kvinder at komme igennem endnu en fortvivlende dag i en teltlejr og beslutter sig for at dele deres enormt knappe ressourcer med hinanden. I passager som disse, udviser særligt Groffs kvindelige karakterer en ukuelig overlevelsesevne, og selv i mødet med en overvældende natur og umenneskelige omstændigheder formår de at finde hinanden gennem små, men fundamentale, handlinger af medmenneskelighed. Spørgsmålet er, om medmenneskelighed er nok til at redde os, hvis klimaforandringerne bliver den katastrofe, som karaktererne i FLORIDA frygter. For selvom verden ikke er gået under endnu, bliver ‘det brændende helvede, som hedder sommer i Florida’, kun varmere i fremtiden.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Ikke kategoriseret, Roman,

Læs også