Nu bryder isen, Natalie – Jesper Wung-Sung LIDT BERØMT, MEGET BERYGTET
LIDT BERØMT, MEGET BERYGTET tager fat i den såvel sødme- som smertefulde skoletid, og byder på muligheden for at vende tilbage og måske denne gang gøre det rigtige. Det er underholdende og præcist, men niveauet kan ikke holdes gennem 500 sider med lidt for svingende historier.
I et lille hjørne af Danmark sidder en skolelærer og fortæller sin historie. Om de to elever han fik et særligt forhold til. Eleverne var engang kærester og stod det til læreren, blev de det igen. Men den unge mand rejste væk og pigen tog en anden. Læreren har selv et hemmeligt forhold til en gift kvinde, og egentlig burde han tage hende, men det gør han ikke. Til gengæld vender den unge mand tilbage og så må læreren én gang for alle gøre regnskaberne op.
LIDT BERØMT, MEGET BERYGTET betegner sig som ’En skolelærerroman’ og har lånt ovenstående plot fra den mest berømte sådanne i dansk litteratur: LØGNEREN. Martin A. Hansens klassiker er på knap 200 sider, mens LIDT BERØMT, MEGET BERYGTET er en moppedreng på over 500. I LØGNEREN holder Johannes Vig kortene tæt til kroppen, mens Wung-Sungs hovedperson fortæller alt om, hvad der førte ham til det punkt, hvor noget uafvendeligt vil ske. Men som Vig er han langt fra at være den tilskuer eller biperson, han forsøger at give indtryk af. Han er hovedperson og iscenesætter. Og følelsen af det personlige svigt er fælles for de to antihelte.
Netop ordet svigt er helt centralt i Wung-Sungs beskrivelser af skolen. Børnene bliver svigtet af hinanden, af lærerne, af forældrene og måske først og fremmest af et samfund, der lægger al energi i Pisa-tests og principper, mens ungernes ve og vel ofte synes ligegyldigt.
Bogen betoner at det at være barn og gå i skole er en evindelig gentagelse af roller og mønstre. De samme udstødelser og tørre tæsk, for temmelig ofte fremstår de små poder som de rene ondskabens kræ. Romanen er klart bedst i sine afdæmpede dele, hvor det vises hvordan enkle og tilsyneladende banale situationer ofte åbner for et afgrundsdybt helvede for barnet – eller i få lykkelige stunder giver et forjættende løfte om paradiset.
Ind imellem brydes realismen, uden at det bliver hverken rigtig fantastisk eller morsomt. Af samme grund bliver selve skelettet med de tre unge og den gamle lærer som slet skjult medspiller heller ikke fængende nok til at bære de mange sider. De unge er for absolutte. Den smukke helt er fx et talent til alt, men har en del op- og nedture og hver gang trættende konsekvent og dramatisk. Han er en ide mere end et menneske og overbeviser derfor ikke rigtig.
Barndommen er dog et evigtungt emne og Wung-Sung har både øje og øre for dens stemninger, forbandelser og håb. I lange passager sluger man romanen, som var man der selv. Dér, tilbage i skolen, hvor hunden ligger begravet.
