Nuet er en nullermand – Merete Pryds Helle DET GLADE VANVID


Pryds Helle vil det hele, men når kun det halve i sin nye roman, der aldrig rigtig træder i karakter.

Forsiden til DET GLADE VANVID sætter en lystfuldt fantasi i gang om at blive drevet langt ind i romanens labyrintiske univers og lade sig opsuge af spekulationer og ordenes generelle vanvid. Når man lader sit blik fistre rundt på forsidens optiske illusion, begynder cirklerne at bevæge sig i forhold til hinanden som tandhjul i et sindrigt system. De indikerer, at verden hænger sammen og at alting er til i forhold til noget andet. Det kunne fint have været Pryds Helles teoretiske indgang til denne roman, men forsiden er desværre mere overbevisende end romanen.

Romanen er komponeret med to sideløbende spor, som efterhånden løber mere og mere sammen. Det ene spor handler om kvinden, manden og barnet i hverdagsnære situationer. Det andet spor er småfilosofiske udredninger om grænsedragninger mellem ude & inde, lyst & ikkelyst, krig & fred, dig & mig, det man gør & det man siger etc. Flere kapitler er skrevet fra overraskende synsvinkler, fra rødspættens, fluens, drømmens og gråspurvens. Perspektiverne skifter klædeligt og i lykkelige øjeblikke ser læseren verden fra en overraskende anden vinkel.

Familieafsnittene er fine i deres lavmælte registreringer af hverdagens trivialiteter, kærtegn og opvask. Læseren får et en serie snapshotportrætter af familieliv, som det formodentlig ser ud for folk flest. Havde Pryds Helle holdt sig til dette spor, ville DET GLADE VANVID nogenlunde tage form som en roman af navnesøsteren Helle Helle, men desværre brydes portrættet op af ungdommelige overvejelser om dette & hint. I et rodet sprogligt udtryk keder de mere end de åbner nogen øjne. Når flere passager ligefrem en uforståelige, kalder grænseafsøgningerne på fremdrift, originalitet og bare en smule mere personlighed end tilfældet er:

– Uden den uophørlige sanseregn ville der ikke være noget jeg, for det er dråberne, der får jeget til at vokse.

Eller:

– Tidsånden krammer ordet solidaritet sammen til en snebold og kaster det ind i solen.

Det forekommer plat, ufærdigt og kunstlet og med Pryds Helles tidligere overbevisende udgivelser i baghovedet, er det en ærgrelse at slæbe sig igennem DET GLADE VANVID. Havde det så bare været en glad eller en vanvittig bog, men den er jævnt kedelig, sine steder direkte enerverende og med for mange genkommende motiver. Et særligt ord som ’obsidianspejl’ mister dyrebare karakteristika ved at blive brugt i flæng og det er trist for så smukt et ord.

Med en strammere redigering kunne Pryds Helle både have skrevet to gode bøger i stedet for én lunken: et fintfølt familieportræt og en filosofibog for teenagere:

– Smagen undviger sproget. Sproget må kalde farver, metaforer og erindring til hjælp. Smagen kan ikke rummes af ord, den er altid uenkel, aldrig bare sød eller sur.

I DET GLADE VANVID rammer hun hverken det ene eller det andet og læseren sidder tilbage med en tam fornemmelse af, at der er skudt grundigt forbi målet.

Lad os slutte i nuet:

– Nuet er en nullermand, han bøjer sig og samler op under sofaen. Det bliver ved med at komme tilbage. Han går på broen over øjeblikket, hilser på sig selv i mange afskygninger, han ser det første samlejes nu, han selv tåget af fremtid, der venter uden for gymnasiet, hvor datteren bliver student om femten år.

Syntaksen halter og billederne peger forbi hinanden. Alt for ofte ender et godt afsæt i vrøvl og pladderpsykologi og DET GLADE VANVID risikerer desværre at lide samme fordømte skæbne som nullermanden. Fred være med den.

Skrevet af Anne Vindum

Anne er cand.mag. i dansk og har et svagt punkt for nordisk litteratur. Redaktør på iBureauet under Dagbladet Information.

Skriv til Anne

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *