Nutidig sædeskildring – Karen Joy Fowler JANE AUSTEN-KLUBBEN
Med JANE AUSTEN-KLUBBEN vil Karen Joy Fowler spejle nutidige romanpersoner i et tohundrede år gammelt forfatterskab. Ideen er original, men fuldførelsen er ikke helt vellykket. For romanen kommer hverken i dybden med Jane Austen eller med sine personer.
Fem kvinder og en enkelt mand – med meget lidt tilfælles udover en passion for EMMA og MANSFIELD PARK – danner en Jane Austen-læseklub. En gang om måneden mødes de for at diskutere en af miss Austens seks romaner, og hen ad vejen overskygger hændelserne i medlemmernes egne liv handlingen i månedens bog. Karen Joy Fowler vil i JANE AUSTEN-KLUBBEN belyse nutidige menneskers problemstillinger gennem et tohundrede år gammelt forfatterskab. Det er en god, sjov og utraditionel ide – der desværre ikke helt bliver forløst.
Hvis Jane Austens bøger prøver at lære sin læser noget, er det, hvordan man træffer kloge valg her i livet. Hendes hovedpersoner er altid unge kvinder med en ufavorabel social position, der skal prøve at få det bedst mulige ud af deres situation, så de ikke bliver nødt til at gifte sig med egnens dødssyge, hykleriske præst eller må leve af krummerne fra deres rige svigerindes bord. Medlemmerne af JANE AUSTEN-KLUBBEN står også over for at skulle træffe svære valg i livet, og hensigten med Fowlers roman er tydeligvis at lade de to generationer af romanpersoner; nutidige og fortidige, spejle sig i hinanden.
Men nye og gamle romanpersoner og temaer kommer aldrig rigtigt til at svinge sammen. For på den ene side står Austen-temaet i vejen for, at man kommer ordentligt ind under huden på Fowlers personer. Og på den anden side kommer romanen heller ikke til at handle om Jane Austens bøger. Parallellerne fra Austens persongalleri til læseklubbens medlemmer synes noget påklistrede og umotiverede, og læseklubbens analyser er overfladiske og letkøbte (ikke mindst for en Austen-afficionada som undertegnede). Der går alt i alt lige lovlig meget Smagsdommerne i den, og romanen kaster derfor ikke det nye lys over Austens forfatterskab, som man kunne have håbet på.
Det mest vellykkede i Fowlers roman er ubetinget bogens leg med forskellige stemmer. Romanen skifter hele tiden synsvinkel mellem læseklubbens medlemmer. Snart hører vi den nyligt fraskilte Sylvia fundere over, om hun skal tage sin ægtemand tilbage. Snart hører vi hundeelskeren Jocelyn tænke tilbage på en traumatisk ungdomshændelse. Romanens øvrige passager er imidlertid ikke på klassisk vis beskrevet af en almindelig alvidende fortællerinstans. I stedet taler et ”vi”, som man har svært ved at placere og forholde sig til. ”Vi’et” er nemlig på en og samme tid læseklubbens medlemmer og en mere abstrakt streng og fordømmende almen mening. Dette kommer fx frem, da Prudie, klubbens yngste medlem, begår den fodfejl, at kalde kultforfatteren ved fornavn.
– Vi vekslede hemmelige blikke. Jane. Hvor letkøbt. Det var helt sikkert mere intimt, end miss Austen havde tiltænkt.
Fowlers ”vi” udtrykker den gode takt og tone, som overklassen repræsenterer hos Austen. Austens romaner er imidlertid én lang kritik af den almene mening og det gode selskab, der er hyklerisk og umoralsk bag den pæne facade, og som derudover hæmmer unge kvinder i at gøre og sige, hvad de vil. Fowlers ”vi” understreger dermed implicit, at kvinders frihed måske ikke er blevet så meget større i dag, end den var for tohundrede år siden. Og at Austens sædeskildringer på ingen måde har mistet deres relevans i dag.
