Nye læsere kan begynde her – Gretelise Holm UNDER FULD BEDØVELSE


Som novice udi krimilæsning må jeg bukke og sige, at dette var en god velkomst at få til den danske krimiverden. Hvis det er sådan en fornøjelse at læse danske krimier, som det var at læse denne krimi, så regn med mig som læser en anden gang.

UNDER FULD BEDØVELSE er den tredje krimi i serien om journalisten Karin Sommer, og jeg taler af erfaring: nye læsere kan begynde her. Karin Sommer trådte hurtigt frem for mig som en handlekraftig kvinde, der ikke finder sig i for meget af sine unge mandlige kollegaer. Hun omtaler sig selv som Klidmoster, jeg vil nærmere betegne hende som en sej kone, der ikke tuder over spildte liv, og som står med sine ben solidt placeret på jorden trods trusler på livet. Hun er et godt selskab at være i.

Der er flere spor i denne krimi, og denne læser ventede med spænding på at finde ud af, hvordan disse spor kunne komme til at krydse hinanden. Både geografisk og tidsligt kommer man vidt omkring, og selvom jeg forsøgte at løbe hurtigt, så kunne jeg ikke lure sammenhængen, før den snedige forfatter ville afsløre det for mig, (jeg er blot en novice, men jeg er sikker på, at man skal løbe meget hurtigt for at nå den store pointe før forfatteren).

De vigtigste spor i UNDER FULD BEDØVELSE kredser om problematikken om Danmarks indblanden i Irak. Der er efterhånden skrevet meget om Danmarks rolle i dette spil. Det seneste jeg læste var fra Ib Michaels GRILL. Men Gretelise Holms interesse for dette problem, og hendes måde at behandle det på, er meget bedre ramt og mere nuanceret end Ib Michaels. Denne problematik bliver især interessant og chokerende læsning, når man støder på et af de andre spor i krimien, nemlig det, der sender os 60 år tilbage i tiden. Dette spor begynder i Østpreussen, hvor kvinder og børn flygter til Danmark fra Tyskland og krigens sidste rædsler. Hvad disse tapre kvinder ikke ved er, at de blot kommer til nye og næsten lige så skræmmende oplevelser, som dem de flygtede fra. Det er to meget interessante politiske spor, som virkelig giver kød til krimien og stof til eftertanke.

Udover disse to spor tager Gretelise Holm læseren med til gidseltagningen i teateret i Moskva 2002, til møde med USA´s præsident i Washington, et smut til DDR i 1981, samt en tur til det vinterkolde Sønderjylland. Forvirret? Meget forståeligt. Men det hele giver mening efter de mange spring i tid og rum og efter de 271 sider.

Ingen krimi uden mord, og disse får man også serveret med blod og regn og grusom kulden. Der skal to uskyldige menneskers liv til samt to ikke så uskyldige mænds liv, før politiet kommer ind på det rette spor. Jeg trøstede mig med, at politiet arbejdede lige så langsomt i opklaringen, som jeg gjorde!

Velankommet ind i denne danske, grumme krimiverden er jeg sikker på, at jeg ikke slipper ud igen. Men det er fint med mig. Det er et spændende, men også et uhyggeligt og pirrende sted at være. Jeg håber bare, at Gretelise Holm også vender tilbage til denne krimiverden. Og mon ikke der venter den seje Karin Sommer endnu uhyggelig vinter? Det håber jeg!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *