Nye ører for ny musik – P.K. Westergaard NIETZSCHE ‘… FRA 1888 SOM ÅR ET…’
ET STUDIE I NIETZSCHES DER ANTICHRIST er den beskedne undertitel til disse godt 300 siders idehistoriske udredning – et grundigt og velgjort stykke akademisk arbejde for at trække den lille pamflet af Nietzsche ud af de skygger, det efterfølgende års psykiske sammenbrud har kastet over værket.
Citat
[Fra ANTIKRIST]
Lov mod kristendommen
Givet på helbredelsens dag, på den første dag i det første år (- den 30. September 1888 efter den falske tidsregning).
Dødskrig mod lasten: lasten er kristendommen
FØRSTE SÆTNING. – Lastefuld er enhver slags modnatur. Den mest lastefulde type menneske er præsten: hanlærer modnaturen. Mod præsten har man ikke begrundelser, man har tugthuset.
ANDEN SÆTNING. – Enhver deltagelse i en gudstjeneste er et attentat mod den offentlige sædelighed. Man må være hårdere mod protestanter end mod katoliker, hårdere mod liberale protestanter end mod bogstavtro. Det forbryderiske i at være-kristen tiltager i omfang, idet man nærmer sig videnskaben. Forbrydernes forbryder er følgelig filosoffen.
Der er gode muligheder for at sætte sig ind i Nietzsches banebrydende filosofi i disse år. Hertil har særligt Peter Thielst og Det Lille Forlag i det sidste tiår bidraget med en række dygtige oversættelser og indførende værker – heriblandt også ANTIKRIST.
Og netop ANTIKRIST har været genstand for megen debat. Manuskriptet er udgivet længe efter Nietzsches psykiske sammenbrud som en del af EFTERLADTE SKRIFTER. Og sådan er den blevet læst: som et udtryk for Nietzsches psykiske sammenbrud – ikke mindst grundet værkets krigeriske og polemiske stil. Først langt inde i det 20. århundrede begyndte man at anerkende bogens status som selvstændigt og afsluttet værk. Dette har naturligvis givet anledning til mere sympatiserende læsninger, men traditioner har det jo som bekendt med at hænge ved. Og det er netop denne tradition – for en reserveret læsning af ANTIKRIST som et af Nietzsches mindre betydelige værker – Westergaard ønsker at dementere én gang for alle. Ja, man bør sågar overveje, om ikke bogen er selve kronen på værket.
Historien om ANTIKRIST
Et vist bekendtskab med ANTIKRIST forudsættes her. Det giver vel sig selv, når der er tale om et studium af denne, kunne man indvende. Men faktisk er Westergaard meget længe om at nå frem til substansen i værket – vi får både en biografisk indføring samt en særdeles grundig analyse af de forskellige aspekter ved Nietzsches filosofi op til affattelsen af ANTIKRIST. Og ikke mindst en betragtelig redegørelse for sidenumre i det oprindelige manuskript, tilføjelser, fraklip og rettelser, korrespondancer og meget mere – alt sammen for grundigt at godtgøre værkets status som selvstændigt og afsluttet værk, forfattet længe inden Nietzsches sammenbrud, og at dokumentere værkets særdeles høje ambitioner.
Til gengæld er man lykkeligt fritaget for mere løse fortolkninger af den kontroversielle tænker og for mere underholdende indslag, som vandrehistorierne om årsagerne til Nietzsches sindssygdom (den pinte hest, syfilis?), hans forhold til kvinder eller til antisemitismen – den slags er fuldstændigt udeladt hos Westergaard, der går strengt videnskabeligt til værks. Dermed hæver bogen sig også op over den brede hob af introduktioner og biografier, der efterhånden er tilgængelig på dansk. Ikke at disse ikke har deres berettigelse – men enhver, der måtte have lyst til at gå grundigere, mere systematisk og detaljeret til værks, kan takke Westergaard for hans uvurderlige bidrag.
Her er det først og fremmest arbejdet med at sætte Nietzsches lakoniske og polemiske udfald i ANTIKRIST ind i deres retmæssige sammenhæng i det øvrige forfatterskab. Ja, faktisk er der langt flere henvisninger til Nietzsches øvrige værker, til hans breve og skitser, end til selve ANTIKRIST – dels fordi dette værk i sig selv er temmelig obskurt, dels fordi Westergaard hermed viser, hvordan ANTIKRIST er fuldt forenelig med det øvrige forfatterskab.
Hertil kommer, at den nøjsomme og langvarige arbejdsproces (for det er et arbejde at læse denne bog!) i sig selv er meget givende for forståelsen af dybderne i Nietzsches filosofi (og antifilosofi – se citat), der ikke just formuleres i klare syllogismer. Hvad kan man også forvente af en mand der har udtalt: ’Jeg frygter, at vi ikke slipper af med Gud, fordi vi stadig tror på grammatikken’? Ifølge Westergaard er dette netop anledning til en del af miseren omkring ANTIKRIST – bogen er Nietzsches mest radikale forsøg på at omgå grammatikken – at omgå sprogets faldgruber med henblik på at etablere en filosofi hinsides Gud.
Antikrist og Guds død
At komme af med Gud er ikke så lige til. Det er nemlig ikke nok at han er død, sådan som Nietzsche allerede erklærede ham i 1882 i DEN MUNTRE VIDENSKAB. Gud er ikke så meget en person – snarere en art tendens i det enkelte menneske, i samfundet og i filosofien.
Titlen ANTIKRIST er således ikke et blot og bart opgør med en dogmatisk kristendom for dens overtro og dens vildfarelser. Tværtimod! Som Westergaard citerer fra Nietzsches selvbiografi, ECCE HOMO:
– Det er ikke fejltagelsen som fejltagelse, der forfærder mig ved dette syn [den kristne moral] … det er manglen på natur, det er den rystende kendsgerning, at selve det naturstridige tilkendes de højeste æresbevisninger som moral og blev hængende over menneskeheden som lov, som kategorisk imperativ!
Med ’det naturstridige i den kristne moral’ henviser Nietzsche til kristendommens forestilling om godt og ondt. Nietzsche spørger indledningsvis i ANTIKRIST: ’Hvad er godt? – Alt hvad der øger magtfølelsen, viljen til magt, magten selv i menneskene.’ Hermed menes ikke i første omgang magtover andre mennesker, men snarere en art eksistentiel magt – en magt over sig selv. Det handler om med et skarpt (og nådesløst!) blik at kunne se indad, gennemskue sig selv, sine reaktionsmønstre, tilbøjeligheder og sin selvindbildning og ud fra denne indsigt at sætte nye, højere værdier – ikke abstrakte, men ’immanent’ i konkrete handlinger.
Viljen til magt er for Nietzsche synonym med en art eksistentiel ytring. Og så kan det da godt være, der ryger nogle skæbner med i købet, men hvem interesserer sig herfor? Ja, det gør selvfølgelig de, der måtte falde for den nådesløses hærgen – de, der ikke evnede at modsætte sig barbarens svingende sværd. De kristne, som opfinder moral for at kunne fordømme disse overmennesker – som sætterunaturlige værdier i verden. Værdier, der netop er unaturlige derved, at de henviser til noget hinsides, noget ikke-eksisterende, som man kun kan tro på (og føle lykke i hengivelsen til sin tro!). Et menneske, der fulgte Nietzsches forskrift med at gennemskue sig selv, ville hurtigt opdage hvorfor det tror og (nådesløs over for sin egen lykke!) kaste troen fra sig.
Antikrist og Filosoffens død
Det få nu være, hvad det er – der er ingen gale barbarer her, og Gud er død, så hvorfor kære sig herom? Jo, netop fordi den kristne moral ’er blevet hængende over menneskeheden’ i nye former. Filosofien (indtil Nietzsche, indtil ANTIKRIST, indtil d. 30. september 1888) bærer præg af en art sekularisering af det kristne princip: Om det så er Platon, der postulerer en ideernes verden hinsides den virkelige, Descartes, der postulerer en bevidsthedens substans adskilt fra den materielle, eller Kant, der postulerer en verden af ’an sich’ hinsides ’für uns’. Alle som en er de nihilister! De opstiller mere eller mindre verdslige alternativer til den dogmatiske kristendoms himmerige. Og, på mærkværdig vis, er det netop denne verdsliggørelse, der er endt med Guds død, nemlig positivismen og det moderne menneske.
Der er altså en tæt historisk forbindelse mellem kristendommen og nihilismen, sådan som vi forstår begrebet i dag – de, der ikke tror på nogen værdier. Nietzsche ser bl.a. dette udtrykt i den franske revolutions og den fremadstormende socialismes ’alle er lige’. For lige godt er aldrig godt. Det gode var netop viljen til magt – det enkelte menneskes nådesløse selvindsigt og handlen. Og de, der ikke magter dette, er slette. Ja, netop slette – ikke onde, sådan som kristendommen har indpodet sin fundamentale modsætning i os alle. For det gode var jo netop en dyd i ordets gamle forstand – virtù – dygtighed, evnen til at ville magten. Følgelig er modsætningen til ‘god’ også ‘slet’. Nietzsches filosofi er i den forstand moralfri – værdierne har taget moralens og skyldens plads.
ANTIKRIST er altså langt mere end den kristne forståelse af ordet (’Den Onde’). Det er en diagnostik af mennesket, af samfundet og af filosofien. Og læser man bogen således, er den netop kronen på værket i Nietzsches tænkning. Denne skarpsindige indsigt er Westergaards prisværdige projekt.
En bog for alle og ingen
Som allerede antydet er bogens styrker også på samme tid dens svaghed. Westergaard benytter en struktur, der også blev brugt af Nietzsche selv: nummererede passager af alt fra fire linjer til to siders varighed, en kronologisk tilgang til selve værket, hvor de enkelte paragraffer (ja, sågar de enkelte sætninger) tages op og vendes og drejes en efter en, og, måske mest bemærkelsesværdigt: ingen afsluttende konklusion, endsige nævneværdige delkonklusioner eller opsummeringer. Det kunne ellers nok være nødvendigt, når man fx har fået gennemgået flere måneders korrespondance, hvor Nietzsche først har sagt det ene, så det andet og endeligt noget helt tredje. Og i de passager, der er svære at følge betyder det desværre, at man sidder tilbage med en usikkerhed om, hvorfor det lige var, man skulle læse side op og side ned om dette eller hint begreb hos Nietzsche, om hans forhold til Wagner eller Kant osv. Ikke at der ikke kan være gode grunde – de er bare ikke altid lige intuitive.
Netop en art konklusion – eller snarere: diskussion – ville have været meget kærkommen. For man kan langt hen ad vejen sige, at det 20. århundredes filosofi har været nietzscheansk filosofi. Tag bare Heidegger, Foucault og Deleuze som oplagte eksempler. Men også samfundet har på visse (om end kritisable) måder nærmet sig det nietzscheanske – jf. fx Anders Fogh Jensens bog PROJEKTMENNESKET. Ja selv videnskaben, sådan som vi kender den efter Karl Poppers såkaldte kritiske rationalisme, har bevæget sig afgørende fra den naive positivisme, Nietzsche harcelerede imod. Der skulle altså være grunde nok til i det mindste at antyde nogle diskussioner i enden af et værk som NIETZSCHE ”… FRA 1888 SOM ÅR ET…”. Men måske vi får en opfølger: ÅR 122 EFTER NIETZSCHE?
