Nye samfundseksperimenter – Svend Åge Madsen DET SYVENDE BÅND
Forholdet mellem kontrolsamfund og den personlige frihed sættes til debat i Svend Åge Madsens nye roman. Det gøres med et fragmenteret sprog og forskellige fortællervinkler, som både understreger bogens tematik på fineste vis og tildeler læseren en speciel rolle.
Citat
Der er de spørgsmål vi stiller der er afgørende for hvordan verden præsenterer sig. Det er så at sige os, altså vores spørgsmål til verden, der former den.
Svend Åge Madsen er efterhånden blevet Danmarks Grand Old Man hvad angår sociale eksperimenter på romanform. Gang på gang undersøger han, hvordan mennesket reagerer, hvis samfundets rammer ændres radikalt. Hvad sker der, hvis man vågner op til et nyt liv hver dag (som i SE DAGENS LYS) eller hvis mennesket kunne se alt i fortiden, sådan som den nøjagtig udspillede sig (som i MNEMOSYNES BØRN)?
I DET SYVENDE BÅND har samfundet med et enkelt redskab skåret kriminalitet og ondskab ned til et minimum. Og redskabet er den gensidige overvågning. Hvert menneske følger et andet menneskes liv via et meget udviklet sensor-net, som optager alt 24 timer i døgnet, og som man kan spole frem og tilbage i. Så hvis man begynder at planlægge en kriminel handling eller bare udviser mistænkelig adfærd, vil ens overvåger straks tage affære.
Romanens omdrejningspunkt er en gruppe mennesker, som er forbundne i overvågningskæden, og som (selvfølgelig) ikke formår at tilpasse sig fuldstændig. På denne måde får bogen sat sit tema i spil, hvor overvågningssamfundet sættes op imod den personlige frihed.
Dette gøres fra forskellige fortællervinkler, som understreger personerne som led i overvågningskæden. F.eks. møder vi kun hovedpersonen gennem hans overvåger, som så at sige ”fortæller ham”. Dette hænger sammen med bogens andet tema, som er gennemgående hos Svend Åge Madsen: Hvem fortæller menneskerne, hvem skaber deres identitet?
Sproget er med til at understrege denne tematik. I sin fragmenterede form peger det på sig selv som fiktion, og man må spørge: Hvem fortæller romanen, og hvorfor peger denne på den konstruktion, som bogen udgør? Eller peger det hele i virkeligheden på, at det er læseren, som i sin irritation over det fragmenterede sprog bliver tvunget til at være romanens fortæller?
Se, det er god litteratur! DET SYVENDE BÅND stiller krav til sine læsere, men giver også belønning i form af uundgåelig eftertanke. Både over samfundets og romanens rammer.
