Af | 5. januar 2009

Nyt fra Hogwarts – J.K. Rowling BARDEN BEEDLES EVENTYR

En samling ellers fine eventyr fra magiens verden drukner i klichéer, papskårne fortolkninger og andet muggle-metasnak.

Citat

Der var engang tre brødre, som vandrede ad en lang, snoet vej ved tusmørke. Pludselig kom brødrene til en flod, der var for dyb at vade igennem og for farlig at svømme over. Man da disse brødre var velbevandrede udi magisk lærdom, svingede de bare med deres tryllestave og fik en bro til at rejse sig over det lumske vand. De var halvvejs ovre, da en tilhyllet skikkelse spærrede vejen for dem.
Og Døden talte til dem. Han var vred over at blive snydt for tre sjæle, for vandringsmænd druknede som regel i floden. Men Døden var snedig. Han lod, som om han lykønskede de tre brødre med deres magi og sagde, at han ville belønne hver og en med en gave, fordi de havde været kløgtige nok til at undslippe.

Samme år som udgivelsen af den sidste bog i Harry Potter-serien, HARRY POTTER OG DØDSREGALIERNE, kom THE TALES OF BEEDLE THE BARD i en eksklusiv udgave på kun syv håndskrevne eksemplarer. Det sidste eksemplar blev sat på auktion hos Sotheby og indbragte to millioner pund(!). Overskuddet gik til østeuropæiske børn. Men når Potter-markedet er så stort, som det er, varer eksklusiviteten sjældent længe. Derfor kan danske Potter-fans nu glæde sig over en udmærket oversættelse af et besynderligt sammensurium af klassiske eventyr krydret med anekdoter fra den magiske verden og (desværre) en utidig indblanding fra forfatters/forlæggers side. Stadig er overskuddet hensat til de østeuropæiske børn – hvilket man jo ikke kan finde andet end sympatisk.

De fem eventyr er hver især udstyret med et lille fortolkende efterord af professor Albus Dumbledore, (den nu afdøde) rektor på troldmandsskolen Hogwarts. Selve eventyrene er underholdende, men mangler beklageligvis både originalitet og den psykologiske udviklingsdimension, som genren traditionelt rummer. Specielt de to første er for flade og karikerede, eksempelvis i deres påtvungne tretalssymbolik. Så kommer til gengæld en hårrejsende gyser om hjerteløs troldmand i lighed med fortællinger fra gysermestre som E.T.A. Hoffmann og Edgar Allan Poe. Fortællingens uhyggelige eftervirkning ødelægges imidlertid af professor Dumbledores selvindlysende udlægning. Det sidste eventyr, ’Eventyret om de tre brødre’, vil være bekendt af læserne af sidste bind i Harry Potter-sagaen, da det spiller en meget central rolle for historien om de såkaldte dødsregalier.

Dumbledores læsninger fylder omtrent halvdelen af bogens indhold, og meget af det er banale og overpædagogiske udlægninger af eventyrernes meget selvfølgelige moralske pointer. Men få steder forvilder Dumbledore sig ud i anekdoter om Hogwarts historie, og det er faktisk her, det hele fungerer bedst. Eksempelvis kan hungrende Potter-fans få forklaringer på, hvorfor Hogwarts tidligere rektor forbød skolekomedier, eller hvad der udløste Dumbledores konflikt med dødsgardisten Lucius Malfoy. Ud over den generelt belærende stil afslører fortælleren Dumbledore sig samtidig som moraliserende og narcissistisk. Selvdyrkelsen topper i noter, hvor han gentagne gange skødesløst nævner sig selv som ligeværdig med selv de allerstørste troldmænd i historien.

Der er en god regel om, at forfattere ikke skal kommentere for meget på egne værker. Den har Rowling ikke overholdt. For eksempel fandt hun – efter udgivelsen af den sidste bog i Potter-serien – det bydende nødvendigt at indvie sine læsere i Dumbledores homoseksuelle orientering. Ligeledes har hun heller ikke kunnet dy sig for at udstyre Dumbledores efterord med parentetiske noter med signaturen JKR, formentlig med det mål at komme lidt af indforståetheden til livs.

Skulle BARDEN BEEDLES EVENTYR for alvor have nået sine forgængeres fortryllende univers blot til sokkeholderne, skulle Rowling have afholdt sig fra i eget navn at kommentere og forklare de magiske navne og begreber (det kunne hun passende have fået eventyrernes fiktive oversætter Hermione Granger til). Hun skulle have reduceret Dumbledores utidige indblanding og sidst, men ikke mindst have udeladt efterordet, hvor forlæggeren takker for støtten til børneorganisationen. Når man først har entret den magiske verden, er det så ærgerligt at blive revet ud af illusionen og bragt tilbage til virkeligheden – hvor velgørende et projekt, der så end er tale om.

Nyeste anmeldelser i kategorierne

Læs også