Odyssé, manifest, poesi? – Das Beckwerk SUVERÆNEN
Med demokratiet i en kasse og et nomadisk parlament i form af et telt rejser Rasmussen og hans assistent, Nielsen, fra Europa og Irak til Amerika for at genintroducere demokratiet, sådan som Alexis de Tocqueville i 1835 beskrev det i sin DEMOCRACY IN AMERICA.
Citat
Hans mission, vores klassiske europæiske helteepos var efterhånden blevet reduceret til en endeløs 60’er art movie, spole efter spole af improviseret sludder og vrøvl, sikkert helt vildt – »frigørende«, hvæsede han, – »freewheelin’«, men samtidig så arketypisk amerikansk og, – ja det mangler sgu da bare, Nielsen, lad os få den med On The Road som voice over! – On the road? sagde jeg, – hvad for en vej? – Det er lige meget savlede han, – bare skyd løs, De kan kalde mig Thomas! – Okay, sagde jeg, – jeg skal prøve. – Take seventy five!
!PARENTAL WARNING: Contains European points of view!
VOICE OVER
[…]
Hvad der egentlig blev sagt, hvad de der ærkeamerikanere på New Yorks kunstscene egentlig mente om og med politik og kunst og »politisk kunst« … husker jeg ikke. Alt det vigtige, alt det, Thomas havde bedt mig om at notere mig og skrive ned, alt materialet til hans vilde roman om Demokratiet i Amerika, det havde jeg glemt. Kun de mest pinlige eller bare ligegyldige situationer og stumper af samtaler står tilbage.
Hvor starter og slutter man i præsentationen af en bog, der på en og samme tid handler om et forsøg på at vælte Bush, om ideal vs. virkelighed, om demokrati, poesi og den danske kunstscene, om Manhattan, Irak og den fynske flække Horne, som indeholder kort over Ithaka (Odysseus hjemø), reklamer for kamphelikoptere og som afsluttes med et manifest for kunst og virkelighed – alt sammen skrevet af en mand (Claus Beck Nielsen), der har erklæret sig selv for død og derefter påtager sig midlertidige identiteter? In medias res.
– [Da] Thomas Skade Rasmussen Strøbech i slutningen af januar 2004 vendte levende hjem fra en rejse op gennem det krigsramte Irak […] var han overbevist om én ting: Kunsten i det enogtyvende århundrede hører hjemme på et museum.
Derfor forsøger Rasmussen nu at genindføre kunsten i storpolitikken via en genindførsel af demokratiets ideal i virkelighedens verden – en virkelighed der domineres af Abu Graib, spin og Bush.
– Det bedste ville være […] hvis verden ville få det indtryk, at det ny billede af den amerikanske drøm og forestillingen om det universelle demokrati i virkeligheden var skabt i fællesskab af folk udefra, af arabere og verdensborgere i fællesskab og så at sige indført i USA udefra.
Dette er grunden til Rasmussens (og Nielsens) mission, en mission som ophæver alle niveauer – mellem præsident og folk, individ og offentlighed, utopi og virkelighed. Kampen foregår, ifølge Rasmussen, på gaden, på Starbucks og i universitetsparken, i det Tocqueville kaldte ’det offentlige rum’. Men ak, nederlag følger nederlag, for hvordan kan man genindføre en idé, et ideal i ’den største idé menneskeheden har skabt: America.’?
– Amercia is utopia achieved, citerede jeg, – which means that no one is able to appeal to action by mobilizing the generally human longing for utopia.
Han nikkede.
– Men hvad betyder det? sagde jeg.
– Når man endelig når frem, Nielsen, så er der ingen vej videre. – Nej, sagde jeg. Han sukkede. – Men heller ingen vej tilbage, sagde han […]
På denne måde overskrider bogen konstant de skel, den selv sætter op og opløser alt hvad der er fast. Ligesom Claus Beck Nielsens egen identitet forsvinder ved hele tiden at blive overtegnet af nye, opløses demokratiets ideal i bogen af demokratiets virkelighed, der igen opløses af den politiske indignation, der videre går op i røg af filosofi og poesi etc. Alt in absurdum. Bogen er et virvar over denne umulige mission, og selvom den (missionen) på overfladen mislykkes, så er spørgsmålet, om ikke der opstår noget nyt af asken fra de nedbrændte ideer, idealer, den forældede kunst og politik?
Bliver man først fanget i Das Beckwerks verden er der ingen vej tilbage. SUVERÆNEN er blot ét element i et værk, der desuden inkluderer musik, en forførende hjemmeside, diverse performances m.m. Man kan elske eller hade Claus Beck Nielsen og hans projekt (og mange gør det sidste), men man må give ham, at hans værk på godt og ondt er kompromisløst fremadrettet, kunstnerisk såvel som filosofisk, politisk og eksistentielt. Det skal han have en stor hånd for.
