Et ødelagt hjerte plus to ødelagte lunger – Kjersti Annesdatter Skomsvold 33
33 er en smuk fortælling om kærlighed, logik og lungesygdom, men læseren drukner i snirklede forestillinger.
Citat
Jeg har forsøgt udelukkende at tænke på Samuel som binære tal lige siden vi mødtes til en konference her i Irland. Ferdinand var lige død, og selvom jeg længe havde været bange for at miste ham, skete det hurtigt, da han holdt op med at trække vejret, var det som om en albatros lettede, og siden dengang har jeg for det meste forsøgt at tænke på Samuel som 1-taller og 0’er uden at det er lykkedes. Jeg har været bange for at gøre ham for virkelig og på den måde risikere også at miste ham.
Man kan ikke klantre Kjersti Annesdatter Skomsvold for at skrive den samme bog igen og igen. Indtil videre er hendes tre romaner oversat til dansk: Debuten JO HURTIGERE JEG GÅR, JO MINDRE ER JEG (2011) var en lillebitte bog om et lillebitte menneske, der prøver på at sætte sit eget generte fodaftryk i verden, inden hun er væk. Herefter kom den autobiografiske mursten MONSTERMENNESKE (2013) om en ung kvinde, der må flytte på plejehjem på grund af sygdom. Og nu er romanen 33 så udkommet. En kort lille sag om en lungesyg kvinde, hendes to elskede og barnet hun bærer.
Præcis som de to foregående romaner oser 33 af sprogligt overskud, og jo, det er endnu en fortælling om at leve med døden tæt på, og også endnu en bog om en ganske ung kvinde med en sygdom, der giver hende skavanker, hun ikke burde have i sin alder – som er den alder, Jesus havde, da han døde, står der et sted, dvs. 33. Men her stopper sammenligningen så også. Desværre, vil jeg sige, for jeg synes ærligt talt, at 33 – meget modsat Skomsvolds to første romaner – er en unødigt forvirrende fortælling.
K både sørger og elsker. Hun sørger over tabet af Ferdinand, elskeren, der hoppede ud fra en balkon i Paris, og som nu ligger begravet på Cimetière des Longs Réages. Og hun elsker Samuel, sin cricketspillende, skrivende irer, der måske/måske ikke kan få hende i gang med den roman, hun så gerne vil skrive, og som også Ferdinand prøvede at få hende til at skrive. I stedet har hun udgivet en matematikbog. K taler stadig med Ferdinand – og så bærer hun på barnet. Noget hun forsøger at skjule for inspektøren på den skole, hvor hun underviser i matematik. Hun skjuler også sin lungesygdom for skolen.
Selvom man har skrevet to (fabelagtige!) romaner med et klart, enkeltsporet forløb, betyder det jo ikke, at man skal afholde sig fra at skrive anderledes. Men det er, som om 33 ikke rigtig vil gå op. De to mænd, barnet, K med alle sine sorger og traumer, der ikke kan bearbejdes, det hele flyder sammen. Skomsvold mimer K’s komplicerede sindstilstand, men drukner samtidig læseren i sin hovedpersons snirklede forestillinger. Vi krydser mellem Ferdinand, Samuel, det ufødte barn, barnet efter fødslen, Irland, Norge, og Frankrig. Det hele er ret sublimt skrevet, men fikspunktet, forløbet, fornemmelsen af at glide fremad i fortællingen, indtræder først meget sent i romanen.
Alligevel kan vi svømme i smukke sætninger og gribende dialoger i 33. K’s telefonsamtaler med Samuel om fortid, fremtid, fortvivlelse og romanskrivning er drømmende, fragmenterede og rammer hendes afmagt ind på fineste vis. Beskrivelsen af hendes hverdag med eleverne og det skuespil hun opfører på sin arbejdsplads for at skåne sig selv, rammer også én – takket være Skomsvolds fint flettede billeder:
– … Det er som om vejen mellem mine tanker, som må befinde sig i lungeblærerne, og eleverne bliver for kort, og vejen bliver hele tiden kortere og kortere, hvis det altså er en vej, der er tale om …
Gisp! Flere steder lykkes det hende at blande kærlighed, matematisk logik, lungesygdommens afmattelse og sorgens samme. Men man savner alligevel enkeltheden at støtte sig til midt i alle billederne.
Er det tarveligt at kritisere en bog for ikke at være, hvad en forfatters tidligere værker er? Ja! På den anden side er jeg ret overbevist om, at jeg ikke havde vurderet denne smukke, men kaotiske lille roman anderledes, hvis den havde været mit første møde med Skomsvold.
