Øjensoklerne blomstrer – Rasmus Halling Nielsen SKUBBER PÅ LUFTEN SOM EN FJER
Med genudgivelsen af Halling Nielsens debut slås døren op til et forfatterskab, der i årevis har levet sit liv i forskellige afsides rum. Det er en bragende genintroduktion.
Digt
4
sneen lægger et skævt lag og
tyk hvid røg afslører grenenes fingre
der griber himlen ind som et netværk
af bedende blomster der knækker
som sløve tegnestifter5
i et røntgenbillede af sproget6
udenpå hænger lungerne som våde
plasticposer der ridser i luften og
filmen knækker midt over og stråene
kilder gennem kinden som åbent smiler
et vejskilt af tænder og myrerne bærer
øjenbrynenes udråbstegn væk
Rasmus Halling Nielsen har længe været en oplagt kandidat til titlen som dansk litteraturs best kept secret. En undergrundsforfatter, der har smag for det obskure, og kan banke tekster ud i et hæsblæsende tempo, med den ene krøllede præmis efter den anden. Ikke mindst på sin egen hjemmeside Mutilation Avenue har Halling virket som en uudtømmelig kilde til skrift, der både vokser og overskrider grænser, men som også forputter sig i forskellige rum og afkroge. Men i de senere år, hvor nogle ret forskellige værker er udkommet på Samleren, Arena og OVBIDAT, har Halling efterhånden skrevet sig ind på mange forskellige platforme, og er begyndt at få opmærksomhed på et helt andet niveau.
Hos Asger Schnacks forlag har man nu valgt at genudgive SKUBBER PÅ LUFTEN SOM EN FJER, en samling af ti forskellige digtlignende tekster, oprindeligt trykt i bare 50 eksemplarer. Målet synes at være at genintroducere Halling til et, måske større, publikum. Det virker både klogt og rigtigt gjort, for Hallings debut er ikke kun interessant for fans af hans seneste monstrøse output – det er en generøs og potent lille poesibog i sig selv.
Bogen er en oplagt lejlighed til at blive hooked. Hvis man kan tale om typisk Halling’ske træk, kan mange af dem faktisk spottes i SKUBBER PÅ LUFTEN SOM EN FJER. Der eksperimenteres med opsætning og typografi, ligesom vi kan fornemme forskellige spor, der taler med og mod hinanden. I det hele taget er det mest Halling’ske poetiske værktøj nok den indre modsætning – i et værk, i en stemning, eller sågar i et enkelt billede.
For selvom billedstoffet gerne er basalt og klassisk, er dét at læse Halling også en tur ind i et sprogunivers, hvor den materielle verden opfører sig helt forkert. Forholdet mellem fysiske størrelser og årsagssammenhænge er vendt om eller forskudt. Bare titlens fjer, der skubber på luften – man kan se den for sig, den faldende eller vajende fjer, selv om sætningen har vendt sammenhængen om. Og så er subjektet endda hevet ud af sætningen. Tilbage står spillet på styrke og svaghed, autonomi over for påvirkning; Halling kan skrive en forvreden og uhåndterbar verden frem og få den til at føles så luftig og let.
Tag f.eks. det første digt, der er bygget op om et mantra, ‘imens falder/ øjnene som/ nøglehuller’, der bliver gentaget og modsvaret af udsagn som ‘fuglene sovser skovbrynet til’. Billederne som disse er kompakte og absurde. Generelt ville mange af bogens linjer virke fjollede, hvis ikke de samtidig føltes så ildevarslende. Som om virkeligheden er på nippet til at knække midt over, og at det er sproget, man må bruge til at få øje på det.
Teksterne er markeret med forskellige genrebetegnelser: digtet, skitsen, krydsningen, samplingen, etc. Men snarere end at have en konceptuel pointe virker Hallings egensindige former mere som en udsmykket ramme om sit billede, små skæve indhegninger til fabeldyrene. Det spænder fra nogle ret genkendelige digt-tekster til grafisk konceptuelle størrelser som tekst nummer 9, samplingen: spreder neglene som sne, hvor 52 linjer bestående af store U’er illustrerer titlens linje grafisk. Konceptet vil flere kende fra Simon Grotrian, hvor 2-tal f.eks repræsenterer svaner. Men her vækker det et anderledes ubehag – måske på grund af afstanden mellem linjens helt groteske billedmateriale og U’ernes grafiske klodsethed. Johannes L. Madsen syreætsende 60’er-digtning nævnes gerne som en inspirationskilde. Et andet referencepunkt kunne være dansk 20’er-ekspressionisme, f.eks Harald Landt Mombergs PAROLE (1922).
At bogen er blevet kedeligt layoutet, virker til gengæld mærkeligt. Men nogen coffee-table forfatter bliver Halling alligevel aldrig, og gudskelov for det. For mange læsere vil Hallings forfatterskab føles krævende. Han kan virke demonstrativt obskur på en ikke så lidt konfronterende måde. Men det, der kræves, er ikke nogen kæmpe viden eller for den sags skyld belæsthed. Hvis man derimod er klar til at indlade sig på at se, hvad han ser, dukker et univers frem, der er rigt på det foruroligende og det skrøbelige, det dragende og det hovedrystende. SKUBBER PÅ LUFTEN SOM EN FJER er et oplagt bud på en nøgle, der kan åbne ind til det dunkelt glimtende univers. Nye guldgravere kan starte her.
