Ofelia i rosenbedet – Olga Ravn DEN HVIDE ROSE
Olga ravns poesi er som svale stykker af ost i munden, men jeg bliver ikke rigtig rørt.
Digt
32
Du skal
sove
her i
skyggen
af min hånd
33
Jeg ønsker
at knuse dig
helt ind
i mit eget
billede
Olga Ravns nye digtsamling DEN HVIDE ROSE får 10 ud af 10 point får sin fuldfede stemning og suggestive billedkraft.
Alene begyndelsen er hele bogen værd: ‘1/ Alt/ hvad jeg/ har gjort for at/ beholde dig/ blomstrer’, som besværges tre gange i rap. Det er sprogligt minimalt, men maksimalt godt! Ved første læsning følte jeg, at strofen blev intensiveret af gentagelsen. Nærværet i ‘blomstrer’ forstærkedes, og rummet ekspanderede. Eneste variation var i en fantaseret oplæsning: først hviskende, så talende, til sidst råbende som åbningsdigtet i Mette Moestrups DØ, LØGN, DØ (2012). Men når jeg vender tilbage til strofen, understreger gentagelsestvangen snarere en magtesløshed. I dette tilfælde bankes udsagnet ned, gentagelsen demonterer betydningen, kraften fiser ud. Alt hvad jeg’et har gjort for at beholde du’et, synes frugtesløst. Det er dybt melankolsk. Rummet omklamrer og virker klaustrofobisk.
Stemmen tilhører Olga Ravn. Fra debuten JEG ÆDER MIG SELV SOM LYNG (2012) over romanen CELESTINE (2015) til DEN HVIDE ROSE genkender læseren den rasende furie, en lidt hjælpeløs og ensom Ofelia-figur. Hun har lagt sig midt i et prikkende rosenbed, hun er febril og ved at gå til i sorg og smerte. Det er stemmen fra en person på tærsklen til vanvid. Hun taler for at holde op med at tale, og for at holde op må hun netop det – tale! Digtene er den forbandedes alfabet:
– 59/ Kærligheden/ glider/ ud af mig som/ sæd fra en handske// 60/ Kærligheden glider/ ud af mig som/ sæd fra en/ handske som/ den sidste mælk// 61/ Ved daggry vasker jeg/ roserne/ jeg gnider mit ansigt/ mod fedtet/ dette er den hvide rose
Som citatet levendegør, er Ravns poesi tyktflydende. Se bare på omslaget, hvor titlen er skrevet med dryppende horrortype. Bogstaverne savler simpelthen. Sproget klistrer til betydningen og til læseren, så man får lyst til at slå den mentale paraply op for ikke at blive smurt ind i olie, fedtdråber, sæd, blodblomster, cremet aske og betændelsesmælk.
Men citatet fortæller også noget om gentagelsesmønsteret, som pågår igennem hele digtsamlingen. Der er noget tvangsneurotisk eller OCD, som psykiatrien kalder det i dag, over jeg’ets serielle besværgelser. Der tilstræbes en messende, monoton klagesang, hvor inventaret af roser, den syge, plejeren, ansigtet, hånden, handsken og alle slags væsker må klaskes sammen i forbavsende billedkonstruktioner:
– 92/ Den er syge er faldet/ og ligger i græsset/ og venter på pleje/ dagen slår/ sin hinde om øen// 93/ Den syge er faldet/ og ligger i græsset/ og venter på pleje/ som et overmodent hjerte/ som et hjerte i vækst// 94/ Den syge er faldet/ og ligger i græsset/ og venter på pleje/ og ligger i græsset/ det våde våde græs
Opsætningen er enkel og minimalistisk. 160 nummererede strofer eller digte på fem verslinjer, og mellem dem er der blanke sider, næsten altid på venstre side. Bogen er læst på 30 minutter. Og når man er færdig, kan man begynde forfra. For hold nu op, hvor det klæder Ravns poesi, at konceptet er stramt. Var CELESTINE anstrengende med sine lange, bulimiske sætninger, rokokoguirlander af metafor på metafor, så medfører konceptet i DEN HVIDE ROSE en velgørende strenghed over for billedernes ekspansive kraft. Der er intet i vejen for at skrive bulimisk, slet ikke, men det virker i Olgas tilfælde bedst, når det møder modstand i en form, der aftvinger en hulens masse præcision.
Men selvom opsætningen således forærer læseren åndehuller og mulighed for pauser, så er stemningen intens, den er dramatisk og alvorlig. Man rives med, bladrer videre. Teatralsk? Måske. Eller ja, det er dét, den er – teatralsk. Man hviner af overraskelse, når et digt pludselig står på venstre side! Hvad laver det der og stråler for?
Misforstå mig ikke. DEN HVIDE ROSE er en glimrende bog. Glimrende og overbevisende. Olga skriver fuldfed og klam, klam poesi. Jeg læser en velformet smerte. En omhyggelig, uhyggelig sanselighed. Men men men – og det er mit eneste aber dabei – jeg er ikke bange. Jeg bliver ikke rigtig berørt af fx sygdomshistorien. Jeg ved ikke, hvad den vil mig. Dertil er teksten for symbolsk, synes jeg. For metaforisk. For teatralsk. Det bliver simpelthen for meget. Det kammer over, og jeg må le midt i alvoren over den fortabte Ofelia i rosenbedet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på ræven i Lars von Triers ANTICHRIST (2009) – skal jeg grine eller græde? Jeg synes bare, det er ærgerligt, når bogen på så mange niveauer er en ustyrlig nydelse.
