Offentlig idéhistorie – SLAGMARK NR. 50 – DANSK IDÉHISTORIE
Jubilæumsnummeret af Slagmark er et forsøg på at rette blikket mod et hidtil overset felt: den ikke-akademiske idéhistorie i Danmark. En god idé der dog mangler engagement i selve udførelsen.
Citat
Vi har en tendens til at forklare vores studenter, at deres egen filosofiske tænkning må gå gennem Kant og ikke uden om ham, men det er ikke klart, hvad vi mener med dette, udover at de ikke kan forstå vores egne bøger, hvis de ikke har læst Kants bøger. Når vi lægger afstand til den filosofiske kanon på den måde, der muliggøres gennem læsning af de detaljerede og tykt sammenflettede fortællinger i intellektuel historie, så kan vi spørge om, hvorvidt det overhovedet er vigtigt for studerende at forstå, hvad vi nutidige filosoffer laver.
– Richard Rorty
SLAGMARK, et tidsskrift fra Århus Universitets institut for idéhistorie, har tradition for variation og for samklang mellem det interessante, det dybsindige og det forståelige. Som markering af udgivelse nummer 50 har dristigheden så fået et nøk opad. Hvor idéhistorie almindeligvis har holdt sig indenfor universiteternes vægge, følges nu de spor, de store tænkere og deres ideer har sat ude i den virkelige verden, nærmere bestemt i den danske, offentlige debat.
Artiklerne er let forståelige og udgør en udmærket collage over kampen mellem klassisk, latinsk humanisme, grundtvigiansk nyhumanisme og naturvidenskab i debatterne om folkehøjskoler, gymnasier, universiteter og folkeuniversiteter i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet (med en enkelt afstikker til nyere tid). Emnet er interessant, den praktiske idéhistorie i den offentlige debat ervirkelig underbelyst og undervurderet, og man kan kun byde SLAGMARKS forsøg velkommen. Men det skranter desværre lidt med dybsindigheden.
For at komme lidt nærmere ind på problematikken vil jeg gøre en omvej til en meget spændende artikel uden for tema – Richard Rortys diskussion af genrer i filosofihistorien (fra 1984). Rorty skelner mellem fire måder at arbejde med filosofihistorien på, hvoraf én, doxografien, ikke fører noget godt med sig. Desværre er denne form også den mest udbredte. Doxografi (græsk: ’at skrive kanon’) er betegnelsen for en fremgangsmåde, der stiller en kanons forfattere overfor samme problem, fx ’hvad er det gode?’ (’forfatter X mener det gode er: …’). Man tvinger derved en kanon sammen med en bestemt problematik.
Rortys argument er, at en filosofisk kanon ikke kan frigøres fra de problemer, den skal løse. Derfor bør ethvert fællesskab skabe sin egen kanon ud fra sine egne problemer. Det gør doxografien ikke. Den kobler kanoner og problemer på kryds og tværs, ud fra forestillingen om at kunne skumme fløden af filosofiens historie. Men produktet bliver monotont og uengageret. Filosofien skal netop have noget på spil i de problematikker, den ønsker at løse – ellers er der intet at vinde. Det har doxografien ikke:
– Selv de mest ærlige og samvittighedsfulde og omfattende bøger med titlen Filosofiens historie – i særdeleshed disse faktisk – har tendens til at nedbarbere de tænkere, de diskuterer.
For at vende tilbage til temaartiklerne i SLAGMARK, så synes dette netop at være problemet. Ikke totalt – bevares, artiklerne er både interessante og forståelige, men der mangler dybde. Man mærker, at denne mangel ikke er udtryk for manglende intellekt hos forfatterne, men på manglende engagement i enten de tænkere og debattører de beskriver, eller i disses problemer.
