Oftest sjov. Tit sårbar. Altid til stede.
Der er mange gode grunde til at læse Ulrikke Baks andet værk Book of Psalm (2026).
Psalm er en løve. En fantasi. Et knust hjerte. En lykkelig ejer af hunden Creed. En PR-medarbejder på et modeblad. En kvinde med en hårrutine. Én, der kan være lige hvad camming-kunden ønsker – en delfin, en chef eller en klon. Ja, fortælleren i Ulrikke Baks nye bog Book of Psalm er mange ting. Idéer, bibelske referencer, instinkter, psykologiske indsigter, forskellige dyr og online sexarbejder. Men mest af alt er hun en stemme. Fastbundet til ord og sider med et desperat ønske om at springe 2D-formatet og bryde ud af narrativet. Men frygt ej, denne stemme er oftest sjov. Tit sårbar. Og altid oprigtig og tydeligt til stede. Og det er faktisk mere end rigeligt.
Book of Psalm er udkommet på forlaget Amulet, der også udgav Ulrikke Baks debut Love looks bleak (2024). De to værker har begge graffitilignende typografier på forsiden. De er begge skrevet på engelsk. De er begge fortalt af Psalm. Og det føles som lidt af et nybrud i dansk litteratur, ikke kun på grund af det selvvalgte engelske sprog, men fordi den stemme, der skriver, gør det sådan her:
”I wish I had wings, like a dove. I would fly away and be at rest. But I’m human and earthbound and can’t get out of bed. If I feel like any object from the sky it would be the stars I drew as a child. Small and angular and distant”.
Nostalgisk, drømmende
Det er nostalgisk, drømmende og en faktisk bibelsk reference (Psalm, 55:6-8). Rimene og den rytmiske metrik bærer en anden tid end det sprog, Psalm ellers ofte benytter i værket, som er præget af et hypermoderne internetsprog. Som værkets tyve kapitler, med måske Danmarks hidtil sejeste navne som ”ITS GREEK TO ME” eller ”MEGA QUIET LUXURY”, også viser, eller som når Psalm beskriver sig selv:
”I like to come across as this moaning kitten with a nice complexion and wild, curly hair, dreamy bedroom eyes, a dazzling megawatt smile, a knock-out figure, words that tease, and a voice that hints at sweet possibilities”.
”dazzling megawatt smile” og bibelreferencer – et temamix, det tror jeg vist nok. Bibelen er ikke som sådan til stede eksplicit, men titlen Book of Psalm er en reference til den 19. bog i Det Gamle Testamente, Salmernes bog. Kort sagt kan man sige, at Salmernes bog handler om de store følelser, fra afmagt til tilbedelse, og jeg kan ikke lade være med at gruble over tilbedelsens dobbelthed i dette værk. Psalm beskriver det selv i forbindelse med det breakup, der starter værket, ”And maybe that was what he meant by fantasy. That he had gone to bed with Psalm, and had woken up with me”. Tilbedelsen er på samme tid en form for fantasi, virkelighedsfjern og midlertidig, men også et reelt menneskeligt behov. Det er også det, der driver Psalm mod camming (en slags sex/performance uden udveksling af fysisk berøring med en økonomisk transaktion):
”… it’s just an odd realm I slip into now and then. Shhhh … Swooooosh … I guess I let myself be drawn there this time because I was longing to feel validated. I needed someone to look at me and say that I mattered. ”
Cammingdelen er en mere isoleret tekstsamling i værket. Ikke kun fordi det er kunders mails til Psalm, hvor de beskriver fantasier som kloning, taxa-sex og om at være så små, at de kan hænge i hendes øjenvipper. Og ikke kun fordi det dermed også er andre personer, der træder ind i værket. Men fordi det bliver et slags hemmeligt sted, vi som læsere både bliver inviteret til og får mulighed for at skippe:
”Listen. I have a place I go sometimes and don’t tell anyone about. A cave or cocoon
[…]
If you make your way in, just remember, you can leave at any time. Skip a few chapters, or simply just close the book. I’ll try to keep things vanilla […] So if anyone is underage, close your ears.
(Feeling hesitant? Then turn to BACK ON THIS SIDE OF THE DOOR).”
På den måde bliver vi også guidet til at springe rundt inde i værket, som var det et sted i 3D. Og jeg kan ikke lade være med at tænke over sammenhængen mellem Psalms ønske om at springe ud af narrativet, og at læseren faktisk kan det på grund af narrativet. Pagten mellem læser og værk føles derfor anderledes i Book of Psalm. Og det er lige fra første færd med åbningssætningen “OK, I’m back.”.
Eller et par kapitler senere, når Psalm spørger “Maybe you can help me. Maybe I can exit through your thoughts and mind. If I make a strong enough impression on you, if I do something unforgettable, then you’ll carry me with you. […] I am, as you know, rooted to the spot”. Det er den her vekselvirkning mellem aktivitet og passivitet. For Psalm skaber narrativet, men hun er også faret vild i det og fanget som ord på siderne.
Og læseren skaber ikke fortællingen, men kan bevæge sig rundt i den, analysere, viderefortælle og endda lukke den. Og på den måde både påpeger og udfordrer Psalm den ellers ofte lidt usynlige kontrakt eller magtforhold mellem værk og læser på ret eminent vis.
Intenst, hurtigt skiftende og lidt smertefuldt
Der er ingen tvivl om, at det her værk er sjovt. Det handler både om stemmen, altså den måde, hvormed hun beskriver ting. Men det handler også om, hvad det er, hun vælger at beskrive. Som fx det næstsidste kapitel, hvor Psalm overvejer, hvad der kunne ske herfra. En slags scenarie-udlægning. Hvad hun kunne gøre, hvem hun kunne blive. Foruden sportstjerne, gartner, troværdig smykkestensforhandler, så er en af mulighederne at blive en medium-god professionel kriminel, komme i fængsel, få nogle fucking gode venner i fængselsgården, som bare kender en et hundrede procent, og som altid bare er der et hundredeprocent:
”… because these friendships are for life. And no one will ever screw me over again, in any situation big or small. Because everyone knows that I’m well connected, and that me and the other guys have each other’s backs. Amirite?”
Nogle gange er det også hårdt at læse. Både fordi det er intenst og hurtigt skiftende. Men også fordi det skærer en lille smule i hjertet, når Psalm ærligt fortæller, hvordan det er at være faret vild i et spind af narrativer, følelser, mennesker og tanker. Det gør ondt at være faret vild. Men på værkets bagside står der ”READ AND BELIEVE”, og jeg tror at det er lykkedes, for nu bærer jeg et lille stykke af Psalm med mig, og det vil du nok også, når du læser den – så måske er hun sluppet fri?