Også kunsten er bare en måde at leve på – Rainer Maria Rilke MALTE LAURIDS BRIGGES OPTEGNELSER
Rainer Maria Rilke, der havde så prominente læsere som Hans-Georg Gadamer og Ludwig Wittgenstein, skrev i 1910 dette hovedværk. Østrigeren iagttager med Maltes danske øjne den franske hovedstad og kredser om fødsel og død i poetisk forstand.
Hvad er han egentlig for en fisk? Han blev født i Prag i 1875 og døde i Wallis, Schweiz i 1926 og betragtes som en af de største tysksprogede digtere siden Goethe og Hölderlin. Ikke så underligt, hvis man nærmer sig værket med en vis andægtighed og tøven, der kan være lidt af en hæsko for at komme i gang.
MALTE LAURIDS BRIGGES OPTEGNELSER handler om den unge adelige dansker Malte, der slumrer rundt i Paris på må og få. Her oplever han især bagsiden af byen, erindrer sig sin barndom og diverse dødsfald på danske herregårde. Optegnelserne rummer desuden fantasier om historiske, middelalderlige personer, og slutteligt fantaserer Malte om en tilbagevenden til barndommens herregård.
Romanen leger med sin form, hvilket man måske kan mærke på resuméet. Det er ikke handlingen, den fremadskridende fortælling om Malte, der er i højsædet, men det poetiske blik. Et godt eksempel på, hvordan Malte reflekterer over den voksende poetiske opmærksomhed:
– Jeg lærer at se. Jeg ved ikke, hvad det skyldes, alt går dybere ind i mig og standser ikke på det sted, hvor det ellers altid er til ende. Jeg har et indre, jeg ikke vidste noget om. Alt går ind i det nu. Jeg ved ikke, hvad der foregår der.
Rilkes prosa er nok så modernistisk, mens teksten er fyldt med romantisk længsel efter de gode gamle dage. Det er især refleksionerne over døden, der rummer denne længsel. Man døde en mere oprigtig død, dengang i Danmark. Døden var noget man tog alvorligt, og noget der spillede en rolle i livet. I Paris kan man leve nok så poetisk, men er dog mere en skygge i massen. Og en skygges død, spiller ikke den helt store rolle i bybilledet.
MALTE LAURIDS BRIGGES OPTEGNELSER spiller på og er inspireret af J.P. Jacobsens romaner, og den danske orientering i romanen gør læsningen vedkommende. Men romanens drømmende sprog og æsteticerende blik, den krævende ikke-handling og tendensen til konstant opløsning, kan gør det svært at fastholde interssen, for en mindre æstetiserende personage.
