Oksanen og ondskaben
Hvad ved vi egentlig om finsk kultur? Skræmmende lidt er nok den skinbarlige sandhed. Og hvad ved vi om de baltiske landes historie og litteratur? Endnu mindre når det kommer til stykket. Derfor er den finsk-estiske forfatterinde Sofi Oksanens roman RENSELSE et vigtigt – om end ondskabsfuldt – bekendtskab.
I november 2009 befandt jeg mig ad omveje på den finske ambassade i Litauen. Her havde repræsentanter fra universitetet i Vilnius arrangeret en paneldebat om migration og litteratur i de nordiske lande. Oplægget lød på, at Norden de seneste år har oplevet en tilflytningsstrøm af mennesker fra andre og anderledes steder. Hvilken betydning disse migrationsstrømninger har for litteraturen, og hvordan det påvirker teksterne, at forfatteren er flersproget og multikulturel, var noget af det, der skulle diskuteres.
De inviterede og debatterende forfattere var Theodoras Kallifatides fra Sverige, Lone Aburas fra Danmark og fra Finland Sofi Oksanen. Kallifatides emigrerede som ung fra Grækenland til Sverige, hvor han har boet siden og skrevet et hav af romaner og digtsamlinger. Lone Aburas er født og opvokset i Danmark med en far der er fra Egypten, hvilket debutromanen FØTEXSØEN blandt meget andet tematiserer. Og endelig er Oksanen, der har estisk familie, opvokset og stadig bosiddende i Helsinki. Disse tre meget forskellige forfattere skulle, ifølge arrangørerne, repræsentere noget særligt i kraft af deres ikke entydige nationale tilhørsforhold.
Jeg vil anse arrangementet som et velment, men dybt naivt, forsøg på at give en samtale mellem tre meget forskellige forfattere en rød tråd. Et forsøg på at skabe sammenhæng, når forskellene tårner sig op. For det mest opsigtsvækkende, fra min optik, var hvor skræmmende lidt danskere, svenskere og finner egentlig ved om hinanden.
Sofi Oksanen (f. 1977) påpegede tørt underspillet, at hun havde hørt, at man i de andre nordiske lande, fandt det meget morsomt, at sige ’yksi, kaksi, kolbe’. Det, hun ikke lige forstod, var, hvad der var så sjovt ved at tælle til tre. Hvorfor griner vi ikke af one, two, three eller eins, twei, drei? Svaret er vel desværre ikke, at vi har en særpræget humor, men at det skyldes vores manglende forståelse og voksende fordomsfuldhed over for sprog og kulturer, vi ikke konfronteres med til dagligt?
Qua Oksanen blev jeg i hvert fald konfronteret med min egen uvidenhed om både den baltiske og finske kultur. Jo jeg kunne da huske, at Riga var enten hovedstad i Estland eller Letland, og at min første mobiltelefon var af mærket Nokia, et af Finlands største eksportprodukter, men hverken en enkelt estisk forfatter eller en eneste bogtitel fra Finland fandt vej til min hukommelse. Kun den modernistiske lyriker Edith Södergran tittede frem, men hun var finlandssvensk og født i Sankt Petersborg, så end ikke hun kunne mildne omstændighederne. Den eneste, jeg kendte, var Sofi Oksanen, og hende havde jeg heller aldrig hørt om før, før jeg sad i Vilnius, og den finske ambassadør berettede, at hun var en stjerne i sit hjemland, at hun havde vundet flere priser, bl.a. hvad der svarer til De Gyldne Laurbær i Danmark.
Hun var udmattet, Oksanen. De sidste par måneder havde hun, som en anden popstjerne, turneret Europa rundt og reklameret for sine bøger. Tre havde hun skrevet, plus noget radiodramatik. Siden hendes debut med STALINS KØER i 2003 er hendes popularitet vokset stødt, og hun er oversat til mere end 20 sprog. Da jeg forhåbningsfuldt ytrede et ønske om at læse hende på dansk (fordi min kunnen på finsk pinligt nok begrænser sig til at tælle til tre), svarede hun, at hendes tredje roman heldigt nok var planlagt til at udkomme i Danmark inden for kort tid. Og ganske rigtigt. Nu er RENSELSE netop udkommet i dansk oversættelse.
RENSELSE er en historie om misforholdet mellem mennesker og magt. Hvordan kærlighed kan få det værste frem i folk. Hvordan jalousi kan få de grimmeste sider frem i mennesker, og få dem til at handle modbydeligt mod deres nærmeste. Hvordan det at leve på løgne kan forgrene sig ned gennem generationer. Ondskab er menneskets væsentligste karaktertræk, og ifølge bogen lærer mennesket aldrig af sine fejl. Det, læseren til gengæld kan lære af romanen, er aldrig at stole på tingene, som de tager sig ud. Intet er entydigt. Et mord kan begås i affekt, som reaktion på en livslang undertrykkelse, og er derved ikke udelukkende en forkastelig handling.
Har man set Lukas Moodyssons grufulde, geniale film LILJA FOREVER om en russisk pige, der bliver offer for menneskehandel og havner indelåst og som sexslave i Sverige, har man en anelse om, hvilken stemning læsningen af RENSELSE sætter en i. I romanen er det den unge pige Zara, der bor fattigt med sin mor og bedstemor i en lejlighed i Vladivostok, og som fristes af forestillingen om, hvad et liv i Vesten kan bringe af rigdom og lykke. De to ældre kvinder har en fortid i en sibirisk arbejdslejr, og bedstemoren har derfor altid færdigpakkede kufferter stående klar i skabet. Hvis man en dag pludselig fik brug for at flytte og/eller flygte. Men mor og bedstemor bliver tilbage, da Zara drager til Berlin, til en fatal fremtid.
Skildringerne af de gentagne voldtægter er i LILJA FOREVER ubærlige, fordi de er klippet så det udelukkende er ansigter, henholdsvis Liljas og hendes skiftende, prustende, svedende kunder. Ikke det mindste stykke bare bryst kommer til syne. Det bliver overladt til seerens fantasi. I RENSELSE derimod er beskrivelserne barske, medrivende og anderledes udførligt detaljerede.
– Kunden havde haft en ring med pigge omkring sin pik og noget andet, som Zara ikke kunne huske hvad var. Hun kunne blot huske, at der først blev bundet en dildo på Katja og en anden på Zara, og at hun skulle kneppe Katja, samtidig med at Katja kneppede hende, og så skulle Katja åbne hendes kusse, og manden begyndte at mase sin knyttede næve ind i hende, så kunne hun ikke huske mere. Næste morgen kunne hun hverken sidde eller gå, kun ligge ned og ryge Prince-cigaretter. Katja var forsvundet, men Zara kunne ikke få sig selv til at spørge efter hende, for den slags gjorde Pasha vred.
RENSELSE er ikke kun en historie om sexslaveri. Det er en velkomponeret familietragedie, hvor fire forskellige fortælleperspektiver flettes sammen over fem dele. Fra den første side, hvor den estiske bonde Hans-Pekk skriver et brev under udråbet ’For et frit Estland!’ dateret maj 1949, udrulles den europæiske historie i relation til den tedrikkende, møjsommelige og misundelsesramte bondekone Aliide Truu.
– Aliide Truu stirrede på fluen, og fluen stirrede tilbage. Dens øjne bulede ud, Aliide væmmedes.
Den form for mishandling Stalins Sovjet udøvede på bønder og godtfolk i de baltiske lande, har sin direkte parallel i nutidens prostitution. Det er den samme angst Aliide står tilbage med i 1947, da hun er blevet tortureret og voldtaget på kommunekontoret under et forhør, som kan spores i øjnene på Zara, efter at hun har været holdt fanget af de to alfonser Pasha og Lavrentij. Det er imponerende den måde Oksanen formår at forskyde de voldsomme tematikker, så menneskene på trods af tidens gang fremstår lige så frastødende, som de fluer, der dukker op igen og igen igennem romanen.
I et interview med Jess Stein Pedersen, der blev sendt på DR2 i november viser Oksanen Pedersen rundt i Helsinki som en anden anti-turistguide. Hun præsenterer, hvordan det ifølge statistikkerne er farligere for en finsk kvinde at opholde sig i sit eget hjem end at gå på gaden, fordi hustruvold er så udbredt. Hun nævner de høje selvmordsrater, den omfattende alkoholisme og lignende seværdigheder ved den finske kultur. De kritiske ord skabte efterfølgende furore i Finland, hvilket næppe har ændret hendes syn på sagen.
Det ligger meget fjernt for Oksanen at være optimistisk, men hendes pessimisme er til gengæld så poetisk smuk, når den formuleres i fiktion, at forestillingen om det gode, retfærdige menneske synes umulig, indtil andet er bevist.
