Øl, fisse og hornmusik i Oldtiden – Petronius SATYRICON


Med fragmenterne, der udgør SATYRICON, har den moderne læser fået et spejl fabrikeret i romerriget til at se sin samtid med.

Citat

Så kom bøssekarlen ind, den mest rædselsfulde mand nogensinde – han passede perfekt ind i dette hus. Han stønnede og klappede ivrigt, og derefter ytrede han et vers i stil med:
Skamløse svanse, saml jer i flok og kom hid med det samme/løb med ilsomme fjed, lad ej foden røre ved jorden/medbring en føjelig røv og gramsende hænder til alle/fimsede oldfund, nosseløse som haner fra Delos
Derefter smattede han det mest vulgære kys ud over mig. I en fart kravlede han også op på sofaen til mig og fik klædt mig af, selvom jeg gjorde modstand. Han kæmpede en lang, hård, forgæves kamp for at give mig pik. Sveden, der strømmede fra hans pande, var tyk som saften fra et gummitræ, og rynkerne på hans kinder var så fulde af pudder, at det hele lignede en mur, hvis puds blev skyllet væk af regnen.

– Rom med sin kvantitetsdyrkelse, sin mangel på fælles åndelige værdier, sin rigdom og sit armod, sin livsnydelse og sin livslede, sit behov for underholdning og for frelse, sin individualisme og sin massepsykose, er det store fortilfælde for vor egen storbycivilisation.

– Villy Sørensen, SENECA

Man bliver umiddelbart stillet over for en del problemer, når man læser Petronius’ SATYRICON. For det første er SATYRICON et fragment i den form, som vi har fået det overleveret. Kun dele af bog 14-16 i et altså langt større værk kan vi forholde os til i dag.

For det andet er det langt fra sikkert, hvem denne Petronius var (der er flere kandidater til posten).

For det tredje er der ikke en egentlig handling, for tekstbidderne er flere steder så atomiserede, at meningen skal findes på få linjer og i korte passager.

For det fjerde kan det være svært at vide, hvornår SATYRICON er henholdsvis satirisk og realistisk, dvs. hvornår beskrivelserne af personerne og deres handlinger og det samfund, de lever i, er overdrevent groteske eller blot udtryk for (det fordærvede) Roms skik og brug.

Det sidste punkt kan der ikke gives noget entydigt svar på, og netop derfor virker SATYRICON så overvældende og direkte forståelig. Har vi ikke selv i vores samfund i dag visse tendenser, der udstiller vores perversioner, grådighed og stupiditet, men som ville blive kaldt ’socialrealitiske’, hvis kunsten forsøgte at afbillede dem? Der er, som Villy Sørensen siger, en letgenkendelig spænding mellem ’massepsykose’ og ’individualisme’ i SATYRICONS Italien. Dette er ikke blot et åndrigt postulat, men grunden til at Petronius er vor samtidige!

I SATYRICON rejser Encolpius igennem Italien med sine upålidelige venner; da de, foruden at være slaver på flugt, også er elskere og rivaler, er der nok af intriger. Jagten på simpel overlevelse er en af grundpillerne i fortællingen, men den åbner undervejs for et liderligt og voyeuristisk blik på deres tid. Kapitlet om ’Middag hos Trimalchio’ er vel nok SATYRICONS mest prægnante: her er vennerne inviteret ind hos en storpralende rigmand, der indbyder til orgie og ædegilde tilsat hallucinatorisk galskab i fuld fart.

For i SATYRICON er der ikke sparet på noget. Der kneppes og hores, ædes og drikkes i et væk, og der går aldrig lang tid, før lysten igen melder sig på banen, eller maven pludselig på ny er tom. På Trimalchios gravsten skal der stå ’Lyttede aldrig til en filosof’ – og det er der ingen, der gør hos Petronius, selvom døden og bekymringerne aldrig er langt væk hos Oldtidens festaber.

Det skal kort nævnes, at den danske oversættelse har fået en formidabel formidler i forfatteren Harald Voetmann, der tager den store stilsans og sin næse for det perverse og mærkværdige, som han bl.a. viste i bøgerne TEUTOBURGER og I EN ALT ANDET END PROPER TILSTAND, med over i SATYRICON.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *