Om at slippe tøjlerne og lade andre fortolke sine digte med Elias Sadaq
Det er den første formiddag på Roskilde Festival. Elias Sadaq har netop hilst og signeret for den gruppe af fans, som havde samlet sig ved sceneområdet efter hans oplæsning. Sadaq har taget en del af sit performer-outfit af og står nu uden den blomstervest, som før hang over hans bryst.
Elias Sadaq med forsythia og vedbend på. Foto: Klara Løkke
Der er højtstående sol og gang i camp-musikken rundt om os, da vi bevæger os mod et roligere hjørne for at snakke. Vi lander på en lille bænk i udkanten af Vest, lige stor nok til os begge. Sadaq tager sine solbriller på og en tår af sin vand, inden vi begynder.
Hvordan var det at læse op på Roskilde?
Først og fremmest var det en stor ære for mig at blive inviteret på Roskilde, fordi det er ikke det sted, jeg er kommet. Jeg synes, det er dejligt, at det ikke altid skal være så højkulturelt. Det lyder lidt som en cliché, men jeg skriver jo både for folket og for parnasset og for alle mulige andre.
Et sted i baggrunden har en camp sat ’FE!N’ på af Travis Scott.
Ej, sorry jeg elsker den her sang!
Sadaq holder en lille pause for at nyde musikken.
Men det kan også variere meget. Nogle gange kan man komme ud for eksempel i Frederikshavn, som er meget langt fra det, jeg er vokset op i, og der ser publikum en del anderledes ud. Der kan jeg godt føle nogle gange, at jeg lige skal tage min Emma Holten på og forklare. Hun er jo en virkelig dygtig formidler, så det kan jeg godt lære noget af. Det der med ikke at antage, at folk ved alt.
Hvordan tænker du forholdet er mellem poesi og dramatik? Hvordan arbejder du med de to kunstformer samtidigt?
Min rejse som dramatiker er kun lige begyndt, selvom jeg faktisk har skrevet mere dramatik nu, end jeg har skrevet digte. Det er bare for at sige, at jeg stadig er i gang med at undersøge det. Jeg tror også, at tingene naturligt kommer til at væve sig sammen. At der er en styrke i, at ting kan være noget forskelligt hver for sig. At jeg har de to kasser, som jeg kan arbejde med.
Da jeg skrev Fremmedlegionen (2023) arbejdede jeg med, at sproget skulle være poetisk. Det var et mål, jeg havde. Sproget skulle være krigsramt. Så karaktererne brugte mange krigsmetaforer. De talte i et ‘krigsprog’. Det gjorde, at publikums oplevelse med karaktererne blev mere distanceret, for der er ikke nogle mennesker, der kun taler poetisk. Så når vi sidder som publikum og ser, at de her karakterer taler meget poetisk, så genkender vi dem jo ikke som os selv. Det kan være en fed effekt, men det skaber også en fremmedgørelse.
Hvordan var din skriveproces med Djinn?
Det er jo virkelig mange års tekstarbejde. Noget af det har bare lagret i mig. Men jeg arbejdede med sådan en teori for mig selv, når jeg skrev. Jeg kaldte det for min ’kontrafaktiske queer-teori’. Det var en konkret teori, hvor jeg gik tilbage og genbesøgte minder fra min fortid, og hvor jeg stillede spørgsmål som: hvad nu hvis det egentlig var queer? – altså de her minder. Så jeg genbesøgte dem med en queer-linse. Og så åbenbarede der sig virkelig mange ting for mig. Hvor jeg kunne se, wow, det var virkelig gay det der. Men fordi det var i det miljø, i det sprog, i den alder, så havde vi ikke den linse til at se det.
Hvordan er det at arbejde og se andre spille noget, som er baseret på din digtsamling, og til dels dit eget liv?
Det er jo altid en vild oplevelse, når der er flere mennesker, der køber ind på din kunstneriske vision. Det er i sig selv en ret vild oplevelse at sidde i et rum med folk, der er ekstremt kompetente i deres fagligheder. Jeg startede jo bare med at være en kunstner i mit eget lille kammer. Så det, synes jeg faktisk, er det vildeste.
Der var en del af mig, der bare havde lyst til at give dem digtene og være sådan: ”Fedt, gør det!”, men jeg ville også gerne have, at det skulle være sit eget selvstændige værk. Derfor endte jeg med at arbejde som dramatiker på projektet, for at Djinn kunne blive til noget nyt som teaterforestilling. Som digter står jeg selv på scenen, men som dramatiker giver det mig friheden til at lade andre stå forrest. Det elsker jeg at give videre. Og jeg elsker, at de mennesker, der er med i forestillingen, er en krydsliste af folk, jeg altid har drømt om at arbejde sammen med. Det er bare en drøm, der går i opfyldelse.
Hvad motiverer dig i din skrivning?
At der er så mange historier, der ikke er blevet fortalt endnu. Altså i starten tænkte jeg, at det var sjovt, at jeg landede i teater, fordi jeg har brugt hele mit liv på at undgå andre mennesker. Og dramatik handler jo om at give andre mennesker en stemme, men der gik det egentlig op for mig, at jeg altid har været en slags observatør. Jeg har været vidne til mange karakterer, historier, fortællinger, men jeg vidste det bare ikke endnu. Så derfor har jeg en masse idéer, der bare skal ud!
Mange af idéerne har jeg båret med mig lige siden, jeg var barn. Jeg var det barn, der aldrig sagde noget. Det var en måde for mig at overleve på som queer person i det miljø, at gå i ét med omgivelserne. Så på den måde har jeg har været vidne til rigtig mange karakterer, historier, fortællinger, liv. Og det vi skal fortælle. De der historier mangler. Altså hvad ville Holberg skrive i dag? Jeg føler, at der er et enormt tomrum, og det er noget af det, der har motiveret mig til at skrive Djinn.
Sadaq i samtale med publikum efter oplæsningen. Foto: Julius Kamper
I samtalen bagefter din oplæsning talte du også om aktivisme, hvad ligger der i din egen aktivisme også i forhold til kunsten?
Altså det kan kræve meget nepotisme at få adgang til de kunstneriske rum. Familie, privilegier og så videre. Så på en måde er min aktivisme, tror jeg, at give folk lov til at udtrykke sig kreativt. Særligt dem som ikke har adgang til det. Jeg tror, det er det, jeg tænker på. Den lille dreng fra blokken, hvad ville han gøre? Altså ham refererer jeg ofte tilbage til. Elias dengang, hvis du fik muligheden, hvad ville du så bede ham om at gøre? Ville du vikle dig ind i blomster på Roskilde Festival?
Hvem er dine største inspirationskilder?
For tiden er det jo meget dramatikere, så Roland Schimmelpfennig og Caryl Churchill. Samuel Beckett, som jo også er en meget poetisk dramatiker, apropos sammenblandingen af poesi og dramatik. Af forfattere, så var den sidste virkelig gode bog jeg læste Emma Rosenzweigs roman Jeg giver alt væk (2024). Og så selvfølgelig folk fra min egen generation, Amina Elmis poesi, og Jens Kæmpes digtsamling Brutus (2024).
Og hvad med musik?
Jeg elsker hiphop. Jeg er vokset op på blokken, så jeg lytter til alt det der hiphop gangsta rap. Schoolboy Q har jeg været fan af i mange år. Han kom engang til Train i Aarhus, hvor jeg missede ham. Altså mange, mange år tilbage. Jeg tror, jeg var sådan 17 dengang. Jeg kan godt lide at forestille mig selv, når jeg skriver, som om jeg er en sangskriver. Hvilken følelse er det, jeg gerne vil fremkalde? Men der er også en kunstner som Tobias Rahim. Jeg synes, han bevæger sig i et spændende felt.
‘Djinn’ spiller som forestilling på Blaagaard Teater fra 15.11 til 15.12. Medvirkende er Stanley Bakar & Aftab Asghar Gondal.
Interviewet er en redigeret udgave af en længere samtale.