Om håbet
På forsiden svæver en rød rund form i lysebrune nuancer over en klar blå bund. Måske en glødende rød sol og et stille blåt hav. Et indrammet motiv, hvor former og farver udtrykker det arabiske sprog, som den libanesiske forfatter, Etel Adnan (1925-2021), aldrig selv talte, men boede omkring. Født og opvokset i et arabisktalende Beirut, med en græsk mor og syrisk far, men med et fransk klosterskolesystem som forbød arabisk, blev fransk hendes sprog. Arabisk blev derimod et sprog hun senere opdagede, at hun kunne male med. En kendsgerning hun beskriver i essayet At skrive på et fremmed sprog fra 1985, der nu kan læses på dansk sammen med oversættelsen af digtcyklussen Den arabiske apokalypse (1980), og romanen, Sitt Marie-Rose (1978) hos forlaget OVO press. Begge værker er skrevet som reaktioner på den femtenårige libanesiske borgerkrig, der brød ud i 1975, og strømmer med utilslørede og tilstedeværende opråb fra Beiruts krigsramte gader, hvor kroppe falder hvert sekund. Hvor dage tælles i lig. Hvor børn lærer om døden ved at se den. Litterære fortidsbilleder som unægtelig kaster skygger ind i nutidens levende univers.
Det er med en stille åbning romanen, Sitt Marie-Rose, begynder: syriske ørkner, millioner af fugle og filmdrømme. På side tyve forandres det. Borgerkrigen, ”Årtusinders tilbageholdt frustration bryder ud” i Beirut. De kristne militser fra et libanesisk falangistparti dræber tredive palæstinensere. En begivenhed som katalyserede den femtenårige borgerkrig i Libanon. Herfra ændres alt. Noget som mærkes i prosaens accelererende syntaks, hvor ord, sætninger og sider hvirvles sammen til en kaotisk krigsmasse, hvor lig i sække, smadrede biler og blodfyldt skrald nærmest klæber sig til fingrene der bladrer, ”… kastrationer, henkastede nylonsække fulde af lig i småstykker […] mord begået med køkkenknive, modbydelig kirurgi, tortur begået på en kirkegård”. Krigens barske virkelighed fortælles råt for usødet, og jeg sluger ordene med samme hast som de står. Uden pause eller ophold. Det er især i værkets først del, Tid 1, at jeg mærker det, som oversætter, Ditte Marie Nesdam Madsen skriver i sit glimrende efterskrift; at værket er blevet til under krig, under kaos, og derfor uden opklarende efterrationaliseringer, ensrettede narrativer, eller tydelige kronologier, men med et pulserende og skiftende tempo. En pointe jeg også knytter til de syv skiftende karaktervinkler, der sammen former fortællingen om den libanesiske kristne kvinde som lægger navn til titlen, Marie-Rose. Marie-Rose, der på grund af sine aktivistiske og feministiske handlinger for skoleforbedringer, kvindesager og ikke mindst de palæstinensiske eksilborgere, tilfangetages og sættes under forhør for landsforræderi af barndomsvennen Mounir og hans kristne milits.
Fortællingen om Marie-Rose er baseret på virkelige hændelser. Det var en kvinde som Adnan kendte lidt, men beundrede meget. Karakteren i bogen er selvfølgelig fiktiv, men det som hun udsættes for, tortur og henrettelse, er faktiske begivenheder, som Adnan kort beskriver i essayet At skrive på et fremmed sprog (1985). Et essay hvor hun tildeler rum til sprogets indviklede væsen, hvor både koloniale og imperiale refleksioner, samt hendes egne personlige erfaringer, afslører sprogets magt og muligheder. Noget som værkets karakter Marie-Rose også forstår. En kvinde der udover at være usædvanlig stærk, stålfast og stolt, også bærer en kærlig medmenneskelighed i sine ord og politiske overbevisninger. Hun bærer evnen til at kunne se længere end krigens sidste og næste skud. Hun ser vanviddet i folkemordet. I udslettelserne. Hun forstår at det hele hænger sammen, at den enes overlevelse afhænger af den andens. Hun gør modstand mod den kristne milits og forklarer at deres fjender, palæstinenserne, er ”vores brødre i kødet og Historien” og at ”de har bygget en nation på trods af ufattelig fjendtlighed”. For hun tror på kærligheden, og at den største af slagsen er den, man viser en fremmed. Kort sagt, så forsøger hun at banke noget fornuft ind i en verden, hvor vanviddet har erstattet virkeligheden. Menneskelige idealer og politiske synspunkter som lever videre i hendes ånd, når hendes krop henrettes for øjnene af hendes døvstumme elever, der aldrig kan viderefortælle, hvad de har set, men som danser til bombardementerne ved hendes død. En slutning jeg først ikke helt kunne greje. For på trods af det skræmmende billede, så bor der et forbavsende, men komplet uudslukkeligt håb i det sønderrevne krigsfundament, hvor børnene til sidst danser. Måske fordi Marie-Rose i sit navn bar det blomstrende liv. I sine handlinger modstandens kraft. I sine overbevisninger, håbet for noget andet end det, livet ellers har vist, er muligt. Noget som børnene så, og ikke mindst, husker. Nok især fordi hun turde se og kæmpe for noget, der endnu ikke er. Selv her knap 50 år senere.
På omtrent samme tid som tilblivelsen af Sitt Marie-Rose skriver Adnan digtcyklussen Den arabiske apokalypse. Et værk der oprindeligt udkom på fransk i 1980, et år efter Adnan flygtede fra Libanon, men som hun selv senere oversatte til engelsk, som denne danske oversættelse af Andreas Eckhardt-Læssøe, beror på. Den arabiske apokalypse er en digtsamling med 59 digte, hvor solen spiser og spytter med pus, dræber og bliver dræbt. En bearbejdning af krigens voldsomhed, hvor ordet ”STOP” findes på hver side, ofte flere gange; måske som et censurerende ord der dækker for rædsler, måske et påbudsord der vil afbryde krigens eskalering, eller blot fornuftens bydeform, der kan høres fra de utallige stemmer i krigens gader, hvor der er ”Mere blod end mælk mere pus end vin”. Mellemrummet mellem mælk og mere er meningen. Det er ofte sådan sætningerne står skrevet. Fragmenteret og adskilt, men alligevel sammenhængende, når deres cykliske bevægelser udfolder sig, og nærmest spiser sig selv, som når ”Lejesoldater brændemærker solen solen er selv en lejesoldat”. Skræmmende og smukke vers cirkulerer i dette værk. Der er mange jeg slet ikke kan citere, ikke kun som følge af mellemrummene, men fordi værket benytter et sprog af symboler og kalligrafiske tegn, som jeg ikke kan imitere her. Små sorte illustrationer og former kommer og går uden åbenlys systematik, hvorfor jeg opfordrer læseren til at lade tegnene være forholdsvis frie i deres position, frem for at forsøge at afkode et betydningsnetværk. For så bliver læsningen en malerisk oplevelse, hvor både poetisk og politisk skarphed og symbolernes skønhed tegner sin vej ind i et apokalyptisk univers, hvor ”Beirut er et lig anrettet på et sølvfad”.
Begge værker er maleriske. Sitt Marie-Rose i sine prosabeskrivelser og på forsiden, et maleri Etel Adnan selv har malet. I Den arabiske apokalypse er symbolerne flyttet ind på de poetiske ords linjer, når tidevandet står stille og ilden er kold. Begge skildrer de krigens jordiske og kosmiske liv råt og upoleret, men med et intakt håb for det medmenneskelige. Begge gør de mig klogere på Libanon og Beiruts kompleksitet, hvor nationer, religioner og politiske fraktioner trækker fra utallige sider på forskellige tidspunkter. Men mest af alt minder de mig om håbet. Om, at fred og kærlighed er muligt, og om, at modstand mod det modsatte er nødvendigt. Om, at værker, der er tilblevet under krigens håbløshed, kan rumme et uudslukkeligt håb. Om, at skriften er et håb i sig selv. Og om, at håbets skrift er alsidig; tegn, symboler, ord og dans synes alle at ville minde mig om, at håbet findes.
