Om klirrende poser og søvndrukken stilhed
”Jeg har gjort alt, hvad jeg kan for ikke at begynde at skrive. Jeg har sorteret skuffer, vasket vinduer, sat fotografier i kronologisk orden. Hvad end der kan holde mig fra tastaturet, er en aktivitet, der fortjener min opmærksomhed. Hvis jeg først begynder at skrive, vil det være som at tabe skraldeposen på køkkentrappen. […] Jeg har drukket tre glas vin og er alene hjemme, da jeg sætter mig.”
Passagen er taget fra en af de sidste sider i Sophie Gevinds selvbiografiske debutroman. Det er som om teksten ved at binde sig om sig selv på denne måde siger: ”Her har du min historie – vær nænsom med den”. Så det vil jeg forsøge at være, selvom Små sorte bogstaver skal vise sig at være en overraskende svær bog at anmelde. For det første har jeg svært ved at forstå Gevinds sproglige projekt, og jeg har derfor svært ved at få greb om teksten. For det andet er der spørgsmålet: hvad betyder det for læsningen af en bog, at den er selvbiografisk? Vejer det ind på læseoplevelsen, at mærke forfatterens mod ved at udlevere egen livshistorie – særligt når emnerne er følsomme? Og i forlængelse deraf: Kan man forstå det hele, hvis man ikke har personlig erfaring med temaerne? Til det sidste må jeg nok svare: Ikke helt. Man kan prøve, men der vil være ting, der går hen over hovedet på én. Med det i baghovedet, forsøger jeg at nærme mig teksten.
Små sorte bogstaver handler om en opvækst i en familie, der er præget af tumult, udiagnosticerede psykiske problemer og alkohol. Hver gang Sophie tager et nyt skridt, er der ingen garanti for, at hun har noget at stå på – som at gå på en meget faldefærdig trappe, hvor træet under fødderne kan give efter når som helst. Sådan er det både når Sophie står i skelsættende øjeblikke og har brug for voksenvejledning, men også bare i hverdagen, når hun skal hentes fra ridning eller have aftensmad. Alligevel formår hun at klare sig igennem både folkeskole og gymnasium, har venner og kæreste og tager sig af sin bror, og derfor ser omgivelserne ikke, hvor ofte hun falder, og hvor sjældent hun bliver grebet. Det eneste spor på ensomheden er stedet lige under næsen, der altid er rødt og ømt.
Efter kun at have læst de indledende sider, tænker jeg ”hun skriver som en journalist!” og må derefter overveje, hvad det egentligt vil sige. Gevinds sprog er simpelt, men ikke simpelt nok til at blive kaldt minimalistisk. Det lægger sig midt i mellem. Det gør klart en indsats for at gribe læserens interesse, men dets sproglige kneb er lidt fortærskede, hvilket giver en fornemmelse af, at æstetikken ikke er i højsædet. Et citat, der slår mig som særligt journalistisk, er da Gevind skriver “forretningen nåede kun at eksistere i 8 måneder førend finanskrisen blev en realitet”. En meget berettende sætning, jeg lige så godt kunne være stødt på i en interviewartikel. ”Finanskrisen blev en realitet” – det er meget klart, det fortæller tingene som de er (eller var). Måske romanen her kan kaldes en beretning, mere end en historie?
Nogle sider længere henne vakler min tese dog lidt. Gevind skriver: “jeg sender mailen, lukker computeren og ringer til Adam. Han fatter ikke noget, og det er præcis, hvad jeg har brug for. [] Han er min bedste ven.”. Fra det journalistiske sprog er teksten gået over i det uprætentiøse talesprog, som er at finde i meget YA-fiktion. Det varmer mit hjerte lidt at se et genkendeligt træk fra en genre, jeg har haft en meget stor kærlighed til, og jeg tænker at jeg må skrive: ”Små sorte bogstaver – en alvorlig roman til ungdommen!” Hemmeligheden ved god YA-litteratur er, at det ligefremme sprog fremstår oprigtigt – at det ikke skal pakke dybe følelser ind i kiksede metaforer eller ironisk distance. På sin vis rammer Gevind plet her, da hun skriver ”Han fatter ikke noget, og det er præcis, hvad jeg har brug for.” Andre gange gør hun ikke, eksempelvis: ”der er en storm i mit bryst og en orkan i mit hoved.” Forsøget på at skrive en metafor her bliver lidt krampagtigt, fordi billedet ikke rigtigt holder. På det pedantiske niveau kan man indvende, at en orkan faktisk er en storm, og skelnen derfor ikke rigtigt giver mening. På det lidt mere overordnede plan kan man begræde, at det ærlige og simple går lidt tabt. At Små sorte bogstaver skulle være en ungdomsroman bliver derfor svært at argumentere for, fordi stilen ikke er gennemført. Den unge stemme, som jeg møder nogle gange, blandes med det mere voksne eller det journalistiske sprog, hvilket giver en mudret læseoplevelse.
Min læsning fortsætter uden helt at have fået greb om bogens format. Men jeg læser ikke i små klatter; i tiden mellem jeg har spist aftensmad og det tidspunkt, hvor jeg synes det er acceptabelt at begynde at se hjernedødt tv. Jeg læser i stedet aftenen igennem, jeg læser på café og i transport og før jeg ved af det, har jeg læst den op, rub og stub, slugt en bog, jeg troede, jeg ikke forstod. På trods af min ambivalens over for romanens sprog, er det som om, den alligevel kradser nok i mig til at efterlade et sår: Jeg kører i tog gennem Sverige i sommersolen og får pludselig lyst til at ringe til nogen.
Efter at have lukket bogen for sidste gang, og tænkt over den i et par dage, slår det mig, hvad der gør den så vedkommende, på trods af sproglige knaster. Gevind skriver nemlig sine karakterer så stærkt frem, at jeg til tider følte, at jeg selv var ved at blive draget ind i faren Franks illusioner eller synke med ned i moren Tinas depressive søvn. Hver persons knudrede indre logik bliver portrætteret med lige dele klarhed og kærlighed. Tina er både den mor, der hjælper Sophie gennem farens misbrug, men også den mor der, blændet af egen skrøbelighed, ikke formår at opfange hendes ensomhed. Frank er både en far, der belønner Sophie for at stille store spørgsmål og tænke selvstændigt, men også én, som gennem utallige e-mails beskylder hende for at være hjernevasket af sin mor og illoyal. Karakterernes nuancer bliver ikke undertrykt – der skal ikke males nogen fanden på væggen. Den eneste karakter, hvis position i historien der ikke reflekteres synderligt over, er Sophies selv. Først til allersidst vender fortælleren fokus mod sine egne handlingsmønstre. Om sine mistede veninder skriver hun: ”Jeg har aldrig været i stand til at forstå dem. Ikke dem, ikke nogen af de alle de venskaber, der har været, og som forsvandt. Min egen ensomhed har været så overskyggende at jeg ikke kunne se deres.” Passagen her er spændende og vigtig, og kunne have været interessant at udbygge eller dosere lidt undervejs.
Det står klart, at Små sorte bogstaver er skrevet af nødvendighed: Det er en måde for forfatteren både at bearbejde sine oplevelser, men også en måde at sætte mere fokus på børn, der oplever svigt i familielivet. Vender vi tilbage til mit tidligere spørgsmål må det konkluderes at ja, det påvirker læseoplevelsen at mærke det mod og den refleksion, som det har taget at skrive den selvbiografiske roman. Forfatteren sætter sig selv i en skrøbelig position fordi det føles nødvendigt, og det må man beundre. På den anden side ærgrer det mig, at der ikke har været en redaktør til stede, som har kunnet hjælpe med at skabe en skarpere og mere konsistent stemme for Gevind. Historien havde stået meget klarere, hvis der havde været en større opmærksomhed på den sproglige detalje.
Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at Små sorte bogstaver er en roman, som mange på forskellig vis vil føle sig set af, fordi den insisterer på at fortælle historien om en type skæbne, som indtil videre ofte er blevet overset. På den måde opfylder den på mange måder det, som virker til at være nyere dansk autofiktions fornemmeste rolle: At skrive historier, som kan skabe genkendelse hos dem, der ikke er vant til at se sig selv repræsenteret i mainstream medier, og som kan udvide horisonten for dem, som er.
