Om sommeren sprang en ko i luften – Einar Már Guðmundsson FODSPOR PÅ HIMLEN, DRØMME PÅ JORDEN, NAVNLØSE VEJE
Den samlede udgivelse af Einar Már Guðmundssons islandske slægtstrilogi er behagelig og afdæmpet historiefortælling i sagaklasse.
Bøgernes fortæller beretter om sin fars familie gennem størstedelen af forrige århundrede. På Island kan man skrive sin slægtshistorie temmelig langt bagud, men det er farens forældre og hans ni søskende, der fylder næsten det hele.
Man kan betegne bogen som en familiekrønike, sige at det handler om ti søskendes fattige opvækst i spredt familiepleje eller nævne, at der gives god plads til den islandske tro på sære væsner. Alt dette kan få alarmklokker til at ringe, og jeg blev derfor positivt overrasket over, hvor fremragende det er. Det er i al sin komplicerede enkelthed bare en række særdeles gode historier, fortalt uden omsvøb og sentimentalitet:
– ”Sæunn,” siger Kåre. ”Hun tog på hospitalet og kom hjem. Så tog hun derhen og kom ikke tilbage.”
Dermed er alt slet ikke sagt om det dødsfald, for fortælleren taler også med andre af farens slægtninge, finder gamle kilder frem og får på den måde forskellige versioner af de samme afgørende punkter (fx de søskendes vidt forskellige ophold på landet, brødrenes arbejde på havnen og havet, Ragnars deltagelse i den spanske borgerkrig, Ivars ågervej til rigdom, Haralds overraskende testamente til fordel for fattige kvinder og den nærmest arvelige islandske alkoholisme). Disse variationer udgør selve strukturen i bøgerne, hvor sporene hele vejen igennem er flettet ind i hinanden. Hver gang præsenteres begivenhederne fra en ny vinkel, i en ny sammenhæng, og derfor er en historie aldrig færdigfortalt og gentagelserne aldrig overflødige.
Der er 620 sider, men de er endog meget letlæste, hvorfor man som regel vellystent pløjer sig gennem det tredobbelte af, hvad man planlagde. Det hele krydres af en underspillet humor, og det hedder således om en gårdejer:
– Geir havde i realiteten ingen tro. Han læste i Bibelen, men kun fordi den rummede så gode beskrivelser af får.
Denne Geir inddrager det, nogle mener er en elverhøj, i sit landbrug. Det går i første omgang godt, men om foråret sker der noget:
– Alle lammene i fårehuset ved højen blev født vanskabte, om sommeren sprang en ko i luften, og hans kone Thora brækkede benet i søvne.
Mange af bogens personer tror på de overnaturlige væsner, mens andre ikke gør. Fra fortællerens side præsenteres de ikke som noget, vi skal klappe i vores små hænder af. De er bare noget dagligdags på Island. Dagligdags i den forstand, at de altså ofte indgår i menneskers forklaringer. Hvad vi som læsere så gør med informationerne er vores sag, og det er velgørende, at der ikke gøres et større Krølle-Bølle-nummer ud af det. Mange forfattere, der inddrager magiske elementer i deres tekster, kan her se, hvordan den slags gøres troværdigt. Med ét ord drejer det sig om afdæmpethed.
Hvor jeg i Guðmundssons REYKJAVIK-TRILOGIEN kørte lidt træt i anden og tredje bog, har jeg efter læsning af disse bøger lyst til mere. Da fortælleren kun når gennem farens familiehistorie, kan man vel godt tillade sig at håbe på, at de næste romaner gennemgår morens slægt? Jeg vil gerne have 620 sider mere
