Omkring rundt i dødsriget – Morten Søndergaard ET SKRIDT I DEN RIGTIGE RETNING
Morten Søndergaard hilser på Højholt og Ovid i sin nye bog. Det går skide godt, ville de sikkert have sagt.
Først udkom Ursula Andkjær Olsens ÆGTESKABET MELLEM VEJEN OG UDVEJEN. Herefter så Niels Franks ÈN VEJ dagens lys og nu får vi så Morten Søndergaards ET SKRIDT I DEN RIGTIGE RETNING. Og det ser ud til, at der er gået et spøgelse gennem Danmarks lyriske elite,
V e j s p ø g e l s e t !
Andkjær Olsen, Frank og Søndergaard har ikke vejslægtskabet fra fremmede: Per Højholt har skrevet og kloget (og praktiseret) om det at gå indtil flere gange. Tænk blot på den 32 opslag lange TURBO fra 1969 og den 1107 sekunder lange radiomontage OMKRING RUNDT fra året efter.
Netop de to Højholttekster ligger som vandmærker i Morten Søndergaards nye bog. Helt eksplicit i det indledende afsnit, hvor en vejrtrækningsløs tekst buldrer igennem tilværelsens (overraskende) mange floskler, der handler om at gå: Vi går bort, ned med flaget, ud og spiser, undergår forvandlinger, går til badminton. Søndergaard formår at fortsætte, hvor Højholt slap og åbne den sproglige turbulens yderligere op ud mod det omkringliggende sociale rum. Vel at mærke uden at slippe taget i den antagelse, at S. Prog er og bliver hovedpersonen.
Bogens to afsnit med datostemplede dagbogsnotater er i al deres private troskyldighed en udfoldelse af Søndergaards pågående evne til at lade poesien tale hverdagsligt ud i sin omverden. Her adskiller ET SKRIDT sig fra de pæne(re) og regelrette(re) digte i BIER DØR SOVENDE (1998). Søndergaard har siden VINCI, SENERE (2002), der stadig er hovedværket, givet sig selv lov til at skride ud i svingene, og det har kun gjort godt bedre.
Den græske myte om den syngende digter Orfeus – foreviget bl.a. i Ovids METAMORFOSER – opdateres i den nye bog. Orfeus kiggede sig tilbage for at forsikre sig om, at Eurydike var kommet med op fra dødsriget, og netop derfor kom hun ikke med op. Hos Søndergaard gennemlyses den grundfortælling i en snaksaglig tekstrække, hvor Orfeus’ vending projiceres over på moderne tiders kollektiverede tvivl. Den dræber også det, der betvivles.
Om Orfeus hedder det med Søndergaards genuint poetiske sløjfebindinger, at han ‘vendte sig og opfandt verset’. Vers betyder slet og ret at vende rundt, og så er vi atter tilbage ved TURBOs ordrette udmålinger: ‘man kan gå frem det er muligt ad den højre vej til målet’. Søndergaard har tip top tjek på læseretningens vej mod højre, og i mål er han ganske bestemt kommet.
