Opera-tenorens drøbel blafrer – Laurent Gaudé FAMILIEN SCORTAS SOL
Fødderne er solidt plantet i Syditaliens tørre, stenede jord. Til gengæld er der højt til loftet i denne slægtsroman, hvor de store ord får luft under vingerne. Det handler om Liv og Død – skrevet med litteraturens mest højtidelige kapitæler.
Citat
Elia skænkede sig endnu et glas, nu var brændevinens smag ikke den samme, syntes han, nu smagte den ikke af presset sten, men af solstråler, afsolleone, ‘løvesolen’, sommermånedernes tyranniske stjerne. Den duftede af sveden, der løber ned ad mændenes ryg, når de arbejder i marken. Den smagte af firbenets hjerte, der banker hidsigt mod klippen. Den duftede af jorden, der åbner sig og revner i en tvingende bøn om lidt vand. Solleoneog dens ubøjeligt suveræne styrke var, hvad Elia sad med i munden.
Foruden at være romanforfatter er franske Laurent Gaudé også dramatiker, og det skinner tydeligt igennem i hans fortælling om familien Scorta. Med store armbevægelser og svedigt temperament dirigerer han livets gang under landsbyen Montepuccios bagende sol.
Igennem et helt århundrede følger vi den stolte Scorta-slægt, der i bedste mafioso-stil består af røvere, smuglere og andet svindler-godtfolk. Læseren er landet i en kultur, hvor familien betyder alt, præsten og kirken er en selvfølgelig del af dagligdagen, og traditionen ikke er noget man sådan lige piller ved.
Handlingen begynder i tempo lento med, at landevejsrøveren Luciano nærmer sig landsbyen på æselryg efter 15 år i fængsel. Men Monsieur Gaudé svinger hurtigt taktstokken op til et tempo furioso, og inden side 30 er en gammeljomfru gjort gravid og Luciano som følge heraf stenet til døde. Som i et bragende symfoniorkester, der akkompagnerer en lidenskabeligt fremført opera, bølger rytmen i handlingsforløbet herefter frem og tilbage mellem menneskeskæbners storm og vindstille.
Historien leveres uden dybsindige mellemregninger eller psykologisk profilerede personer. Figur-tegningen er flad, som den kun kan være det i et typisk landsbysamfund, hvor folk kendes under navne som Den Stumme, Lægens Datter og Ole Købmand.
Til gengæld sendes De Store Ord på himmelflugt med ytringer som: ”Ti, djævleyngel! Jeg er jeres straf” og ”Jeg hedder Luciano Mascalzone, og jeg spytter på skæbnen, der driver sit usle spil med menneskene”. Sproget er tungt og svulstigt – som sunget ud af den oppustede opera-matrones vibrerende svælg. Uden at det i øvrigt skal opfattes som en kritik af oversætterens udmærkede arbejde, kan man vist roligt bemærke, at ordlyden har været mere elegant og knap så salvelsesfuld på fransk.
Som læser skal man liiige vænne sig til Gaudés dramatiske retorik. Lykkes det, forvandles romanen til en skøn, solvarm sten mellem ens hænder. Stille dansk regnvejr må vige pladsen for maleriske beskrivelser af altopslugende jordskælv og solens pjuskede ildhoved i sørgmodig solnedgang. Gråbrun leverpostej må vige pladsen for lyserøde kæmperejer, ristet aubergine og laurbærbrændevin, der serveres i et festmåltid så sanseligt fremstillet af forfatteren, at både øjne og tænder løber i vand.
Med sit Godfather-sceneri er FAMILIEN SCORTAS SOL en Hollywood-opsætning værdig og en selvskreven Oscar-kandidat. I litteraturens verden har romanen allerede høstet den fornemme franske Goncourt-pris, og den fortjener sin plads i solen med Den Gode Historie og Laurent Gaudé som Den Hengivne Historiefortæller
