Ophidset af nattens hede – Antonio Molina MÅNEVIND
Spaniens velskrivende fortæller erindrer skammen og vellysten i sin spanske barndom.
Citat
Jeg vågner næsten hver morgen af kulden og fugten fra en ejakulation og mindet om en drøm, hvor der ikke er seksuelle handlinger, fordi jeg knap nok kender til dem, men sygelige syner ophobet i vågentilstanden, et par brune ben, en udringning med en halvmørk fordybning mellem et par hvide bryster, måske ikke engang det, tilfældige berøringer, dufte, filmscener, en slavindes lår, der kommer til syne i slidsen i siden af en tunika i en historie om romerne, de nøgne fødder med rødmalede negle og et par lænker om anklerne. Jeg vågner våd, utilpas, skyldig, ængstelig og bange for synden, som jeg dog ikke tror på længere, og for sygdommen, som ifølge præsternes tvivlsomme videnskab vil være lige så destruktiv for kroppen som skyld for den fordærvede sjæl.
Man skal ikke læse langt ind i Antonio Molinas nyoversatte roman MÅNEVIND, før det går op for én, at der bag den 13-årige navnløse jegfortæller, der beretter om sin spanske barndom i dagene omkring månelandingen i 1969, befinder sig en meget ældre fortæller, som fra et sted i fremtiden genskaber historien om sig selv som dreng. Fortællerstemmen er afgjort knyttet til drengen, men sproget rummer en visdom og poesi, som hviler på en erkendelse, der kun opnås i tilbagesyn.
Vor hovedperson bor sammen med sin bedstemor og bedstefar, mor og far og lillesøster i et hus midt i det spanske bondeland. Her lever han på sit værelse oppe under taget, hvor han i en dunst af sæd og drengesved uforstyrret kan hengive sig til sine to forbudte fornøjelser: onani og læsning. Til forskel fra familiens mænd, der er havebrugere og tager til markedet før daggry for at sælge deres afgrøder, er drengen bidt af bøger og vil helst sove længe. Hans hænder er bløde og fine som en dovenlars, og hans interesse for unyttig videnskab, i særdeleshed månelandingen, mødes af hovedrysten. Selv drømmer han om at blive astronaut. Og hans boglige begavelse har givet ham friplads på kirkeskolen, hvor han færdes blandt veritable sataner og foruden latin og matematik lærer en hel del om korporlig afstraffelse samt synden og sjælens fortabelse.
Intellektuelt har vor helt for længst gjort op med sin katolske barnetro. Han hverken skrifter eller går i kirke, men finder sin sandhed hos Newton og Darwin. Skammen er dog ikke sådan at ryste af sig, og hver gang han giver efter for sin pirrende lyst og atter må låse sig inde på dasset i gården, husker han efterfølgende syndens læresætninger.
Molina er ligesom sin hovedperson født i 1956, og det er vanskeligt ikke at læse et spor af selvbiografi ind i hans roman, som er båret af erindringens blanding af fragmenter og vigtige begivenheder, sporadisk holdt sammen af en umærket gengivelse af Apollo 11-besætningens ufattelige månefærd.
MÅNEVIND er både vis og velskrevet. En personlig fortælling om ‘min spanske barndom’ og tillige erindringen om et Spanien, sådan som det var, dengang man endnu ikke havde køleskab, og fortielser om Franco og borgerkrigen skabte skel mellem naboer.
