Oprør fra middelmådigheden – Lars Olsen DEN NYE ULIGHED
‘Jeg er ikke lighedsfundamentalist’ siger manden, der lancerer begrebet ‘en ny ulighed’, en storstilet plan for mere lighed og i øvrigt ønsker sig en lighedskommision, en ny lighedsstrategi og øget fokus på – du gættede det – lighed.
Lars Olsen er hyldet som velfærdssamfundets nye chefarkitekt og hans bog DEN NYE ULIGHED som redningsplanke for synkende socialdemokrater og andre i havsnød på den forliste venstrefløjsskude. DEN NYE ULIGHED indfrier stensikkert forventningerne i det egalitære utopias udhungrede fanbase, men selvom bogen på overfladen ligner et katalog fra en forhandler i velfærdsstatsløsninger eller byg-dit-eget-lighedsutopia, er den ikke et stykke politisk håndværk. DEN NYE ULIGHED er nærmere en etisk afhandling om den danske model; en lille, stærkt parsimonisk morallære om rigtigt og forkert i den ligeste lige af alle verdener.
Når Lars Olsen taler om en ny ulighed, er der selvfølgelig tale om retorisk taskenspilleri, for ”den nye ulighed” har strengt taget intet at gøre med den ”gamle ulighed”. Problemet er ikke demokrati, retssikkerhed eller fattigdom, men at nogle børn er bedre rustet til en boglig uddannelse end andre. Konsekvenserne er ifølge Olsen et 5/6-samfund, hvor en sjettedel af befolkningen udgør en kulturel underklasse, men den nye ulighed bunder slet ikke i noget håndgribeligt eller åbenlyst uretfærdig samfundsforhold.
Det Olsen angriber er ulighedens sidste bastion i det danske samfund: er de biologiske og kulturelle forskelle vi arver direkte fra vores forældre Det er naturens egen krøllede logik og de idiosynkrasier, der på forunderlig vis går i arv fra en generation til den næste, som Lars Olsen har en bøf med. Derfor er den endelige løsning for den danske andedams sidste pirater også tilsvarende totalitaristisk: en de facto statsmonopol på værdiformidling gennem en helhedsskole, der overtager forældrenes prægning af børnene og et entydig og ensidigt værdihierarki, der gør fællesskabet og den svages behov ikke blot til det vigtigste, men også det eneste mål for børnenes opdragelse og uddannelse. Olsens utopi er et egalitært kontrolsamfund, der skal frigøre børnene for vrangforestillinger om at være bedre til at læse, regne eller synge end de andre.
Lars Olsen er ikke så meget velfærdssamfundets problemknuser, som han er dets prædikant. Det er ikke en fornuftens stemme eller de politiske løsningers pragmatik, der taler fra siderne i DEN NY ULIGHED, men en forurettet troende, der er blevet stødt på sine overbevisningers vegne. Lars Olsen er ikke som den gamle uligheds samfundsrevsere båret af indignation, men af ressentiment og bogen igennem runger en hadsk grundtone mod ”professordøtre”, ”veluddannedes knap så kvikke unger” og ”den kreative klasse” og dens ”ph-lamper” og ”caffe latté”.
Folkeskolen er problemets kerne. Den er skabt af den veluddannede 1/3 af samfundet, mener Lars Olsen, og skal indrettes efter de 2/3, der kommer fra ikke-boglige hjem af hensyn til den 1/6, der udgør den kulturelle underklasse. Det er et absurd regnestykke og måske også her, hvor Olsen viser sig fra sin mest lighedsreligiøse side, når han påstår, at har vi bare ligheden, vil der ske en ”kammeratskabseffekt” af sig selv og vi vil få en bedre folkeskole, gladere elever og imødekomme videnssamfundets krav selvom det faglige niveau svækkes markant og de resursestærke elever ribbes for den sidste rest af motivation.
Det er Kloge-Åge og Spørge-Jørgen, der ofres, når Lars Olsen skal behage den grådige vulkangud, han kalder Sammenhængskraften. Hvor innovation, kreativitet og arbejdspladser skal komme fra, hvis danskerne allerede fra barnsben er blevet frigjort fra enhver ambition om at være den bedste eller bare original, går Lars Olsen pænt uden om. Det er heller ikke vigtigt, for hans vision er moralsk, ikke praktisk, en institutionaliseret og totalitær lighedsreligion, der effektivt vil udrydde fregner, krøller og kalveknæ, den dag de skulle vise sig at udgøre en fordel for nogen.
