Oprør og forsoning – Villy Sørensen SAMLEDE HISTORIER I & II
Villy Sørensens samlede skønlitterære produktion, samlet og genoptrykt af Gyldendal i to store, tykke bind, indeholder alle de makabre, absurde og sære noveller fra dengang, kunstneren var ung og oprørsk, og de mytiske og religiøse fortællinger fra den ældre og noget mildere kunstner.
Digt
Hvor er min skæbne?
Er der noget her der gir mening?
Forstår I hvad jeg mener?
Nej, ikke meningen, sådan en er der jo ikke,
ikke meninger, de er allevegne
dumme meninger, kloge meninger
nej, mening mening mening!
Forstår I hvad jeg mener?Er det her jeg skal møde min skæbne?
Jeg har hørt så meget om den
det skæbnesvangre, det skæbnebestemte
den uundgåelige, den ubønhørlige skæbne.
Jeg ber ikke om at undgå den
jeg ber om at møde den
men den undgår mig
den hører mig ikkeKender I det
at der er nok af det hele
mere end nok
at man intet mangler
undtagen det der gir det hele mening
det der er værd at dø for
og man hver dag dør af at mangle –Er der noget her der gir mening?
Er det her jeg skal møde min skæbne?Nej, jeg er gået forkert.
Forsiderne på de to tykke bind, der tilsammen udgør Villy Sørensens samlede skønlitterære produktion, er prydet af to sort/hvid-fotografier af en smilende Villy Sørensen, der kigger intenst ind i kameraet. Et dybt, udefinerbart blik bag to store, pjuskede øjenbryn. Det mest bemærkelsesværdige ved de to fotografier er imidlertid ikke blikket, men smilet.
Kender man de kanoniserede novellesamlinger SÆRE HISTORIER, UFARLIGE HISTORIER, FORMYNDERFORTÆLLINGER og DE MANGE OG DE ENKELTE OG ANDRE SMÅHISTORIER, som alle tilsammen udgør bind I, er det tydeligt, at det er kunstneren bag disse værker, der smiler så skælmskt og diabolsk på forsiden.
På fotografiet af den ældre Villy Sørensen på bind II er smilet blevet roligere og mildere, hvilket harmonerer fint med teksterne, der hovedsageligt er genfortalte myter fra den græske, nordiske og gammeltestamentlige mytologi. Hvor Villy Sørensen på bind I ser vild og dæmonisk ud, ligner han mest af alt en rar gammel mand på bind II.
Teksterne er spændende, og Villy Sørensen skriver fantastisk, men har man lige forladt bind I, savner man i høj grad den unge kunstners oprørske energi. Man savner det vilde og det groteske, og først og fremmest savner man en mening. Man savner svar på det grundlæggende spørgsmål: med hvilken nødvendighed er disse tekster skrevet? Eller sagt på en anden måde: Hvad er det egentlig, kunstneren vil? Spørgsmål, der nemt ville kunne besvares i forhold til bind I. En undtagelse hertil er den posthumt udgivne novellesamling 55 BAGATELLER, der bl.a. indeholder de tydeligt samfundskritiske tekster, ’Samvittighedsspørgsmålet direkte’ i fem adskilte historier. Novellesamlingen rummer noget af det, den tidlige Villy Sørensens tekster også rummede, nemlig en samtidsdiagnose – og en kritik.
Den skandaløse Villy
Villy Sørensen debuterede i 1953 med novellesamlingen SÆRE HISTORIER, som vakte stor opsigt. Bogen blev modtaget med både undren og forargelse, i nogle miljøer blev den lige frem betragtet som skandaløs! Havde den da 24-årige studerende fra Valby udsendt sin litterære debut i dag, ville han næppe kunnet havde chokere nogen, men tiden var en anden den gang (som man jo siger…): I 50´erne læste man klassiske forfattere som Johannes V. Jensen og Henrik Pontoppidan og efterkrigstids forfattere som H.C. Branner, Frank Jæger og Martin A. Hansen. Hvis det gik vildt til, læste man også Karen Blixens fantastiske fortællinger, som måske på nogle måder, minder lidt om Villy Sørensens sære historier.
Litteraturen var fortællende og forståelig. Der var mening i den menneskelige tilværelse. Det modernistisk absurde, det mørke og det farlige, som Villy Sørensen mestrer så mesterligt, var endnu ikke slået igennem for alvor. Freud var kendt af mange, men hans drømmetydning var endnu ikke oversat til dansk, Becketts noveller blev først oversat til dansk i slutningen af 50´erne og Kafka – som var en klar inspirationskilde for Villy Sørensen, hvilket er helt eksplicit i novellen ’Mordsagen – En Kafka-idyl’ – var endnu ny og ukendt i det meste i den danske andedam.
At Villy Sørensen kunne chokere læserne i 50’erne er dog forståeligt, hvis man læser den makabre novelle ’Blot en drengestreg’, hvor to børn mishandler et tredje barn ihjel. Et oplagt eksempel på, at der hos Villy Sørensen, når han er sortest, intet håb er at hente.
En tiger i køkkenet
I novellen ’Tigrene’ sætter Villy Sørensen fokus på det farlige og ukendte fra menneskets inderste, men den er langt fra lige så mørk som ’Blot en drengestreg.’ Den er alvorlig og tankevækkende, men samtidig også vanvittig morsomt. Her følger et længere uddrag af novellen:
– Kort tid efter at de to brødre var flyttet hjemmefra, modtog de bægge i samme time et telegram fra deres forladte mor, hvis ordlyd var: ’kom straks hjem tiger i køkkenet.’
Da hverken Steen, den ældste bror, eller Fif, den yngste, boede på samme sted i verden, havde de ikke lejlighed til at drøfte telegrammets ordlyd indbyrdes, men de tvivlede ikke på, at sindssygen som en rovfugl var slået ned på deres mors forladte hjærne, og de skyndte sig bægge hjem.
Moderen to sig lige kærligt af begge sønnernes frakker, selv fulgte de faderen ind i stuen.
I ved jeres mor kan få sine idéer, aldrig mine, sagde han og sukkede. Vi får aldrig mad mere, fordi hun siger der sidder en tiger i køkkenet. Selvfølgelig ville jeg gå ud og jage den væk, men hun har låst døren og gemt nøglen. Nu sidder jeg og læser konversationsleksikonet om tigre, og der står ellers meget, men ikke noget om, at de lever i køkkener…
Ja hvis ikke I vil tro mig kan I selv gå ud og se, sagde moderen grædende…
Steen, der var videnskabsmand, tog sin tropehjælm på hovedet og sin revolver i hånden, og efter lange forhandlinger gav moderen ham endelig nøglen og tilladelse til at bruge samme til at lukke køkkendøren op, dog på den betingelse, at Fif, der ikke rigtig havde nogen stilling, der kunne imponere en tiger, holdt sig forsigtigt tilbage.
Den første der kom ind af den langsomt åbnede køkkendør var den velladte revolver, straks derefter fulgte Steen med tropehjælm, faderen med sin ældste spadserestok løftet til slag, Fif med vidtopspilede øjne og moderen med hånden på hans arm.
På gulvet lå – en kæmpetiger og sov!
Villy Sørensen efter modernismen
Villy Sørensens værker har været kanoniseret gymnasium- såvel som universitetslæsning i mange årtier efterhånden. Spørgsmålet er imidlertid, om det fortsat giver mening at læse Villy Sørensen i dag, hvor modernismens kærlighed til det sære, groteske, absurde og frastødende efterhånden har gjort os så familiære med disse emner, at det er svært at forestille sig, at nogen fortsat vil kunne blive provokeret eller chokeret.
Årsagen til genoptrykningen af Villy Sørensens værker er ikke forklaret nogen steder i udgivelsen. Der er ikke noget forord eller nogen introduktion, blot et ganske kort efterskrift af Gert Posselt, hvori en egentlig årsag til genoptrykningen heller ikke forekommer. Det tætteste man kommer på en begrundelse hos Gert Posselt lyder i første omgang således:
– Centralt i dansk litteratur fra 1900-tallets anden halvdel står Villy Sørensens forfatterskab, som allerede ved sin formmæssige spændvidde markerer sit særpræg… De Samlinger af historier og fortællinger, der indgår i Samlede Historiers to bind, har Villy Sørensen selv komponeret, og de spænder over et halvt århundrede; de to første historier blevet skrevet i 1952, de sidste i 2001.’
Og dernæst:
– I denne sidste samling historier (55 BAGATELLER, red.) er kærlighed og samvittighed grundtemaer, undertiden i forening. En særlig veloplagthed lægger Sørensen for dagen i ’Samvittighedsspørgsmålet direkte’, der er entydigt nutidig i sine referencer. I dialogform blotlægger denne femdelte historie moralens skrøbelighed hos repræsentanter for samfundsopretholdelsen, samtidig med, at den spotter de bærende principper for medievirkeligheden i vores del af verden her i årene omkring år 2000.’
Som Gert Posselt således gør opmærksom på ovenfor, skriver Villy Sørensen ikke kun absurde og samfundskritiske noveller, han skriver også om kærlighed og samvittighed. Han skiver om det dybeste, mest grundlæggende eksistentielle; det gode, det smukke og det sande. Betydningen heraf, fraværet af disse og jagten derpå.
Forstår I, hvad jeg mener?
’Er der noget her der gir mening? Forstår I hvad jeg mener?’ spørger Villy Sørensen i digtet ’Hvor er min skæbne?’ Og svaret er så entydigt: Ja! Det gir mening. Det gir mening, fordi det handler om de mest grundlæggende værdier, som selv ikke modernismetræthed kan gøre uvedkommende og kedelige. Og fordi Villy Sørensen skriver om dem på moderne præmisser.
Samlet set er Villy Sørensen SAMLEDE HISTORIER i høj grad anbefalelsesværdig læsning, men det er først og fremmest den tidlige Villy Sørensen, der er interessant. Hos den senere Villy Sørensen savner man, med enkelte undtagelser, lidt mere oprør og ønsker lidt mindre forsoning.
