Ord og bakterieflora og ord – Frøydis Sollid Simonsen HVER MORGEN KRYBER JEG OP FRA HAVET
Frøydis Simonsens debutsamling kribler af tanker i poetisk anrettede bidder. Teksterne vækker begejstring og læseglæde, men bliver til tider lidt platte i kanten.
Citat
Sølvfisk på badeværelsesgulvet når jeg kommer fuld hjem og skal tisse. Prøver at snakke med dem. Sølvfisk under vasken når jeg står op om natten og er tørstig. Sølvfisk, en enkelt gang, oppe i badeforhænget efter jeg havde taget alt tøjet af. Sølvfisk spiser alle former for stivelses- eller sukkerholdige ting, men er ellers uskadelige. De skifter ham mellem sytten og seksogtres gange i løbet af et liv, langt oftere end insekter normalt gør. De kan desuden gå et helt år uden at spise. Sølvfisk lever mellem to og otte år, og de største af dem har altså boet i lejligheden længere tid end mig. Burde jeg spørge dem til råds. Om afkalkning af brusehovedet måske, om afrimning af frysere måske. Er det virkelig nødvendigt at skifte pære i gangen. Hvordan skal jeg forholde mig til naboerne. Skal jeg rydde værelset op, inden du kommer på besøg. Kommer du på besøg, hvis jeg beder dig.
HVER MORGEN KRYBER JEG OP FRA HAVET er sådan en bog, man gerne vil have liggende på sofabordet. Eller på toilethylden. Eller på kanten af kommoden. Den slags bog, som man lige kan dykke ned i, fra tid til anden for at samle stemningen op og hygge sig i et par minutter.
Bogen er en samling af små stykker prosa – det er ikke digte, det er ikke historier – det er poetisk arrangerede tankestrejf med fagligt indhold. En mini-antologi med kortprosa? Frøydis Sollid Simonsen deler i HVER MORGEN KRYBER JEG OP FRA HAVET sine videnskabelige og romantiske funderinger med læseren. Det er en kombination af nørdet angst og sproglig intelligens – og det virker, for det meste.
Hvis jeg nu starter med noget af det mindre vellykkede. Se citatet. Heri skriver Frøydis om sølvfisken i en scene, som er velkendt for de fleste. Der er en stemning, og humor. De videnskabelige fakta flettes fint sammen med dagligdagens spørgsmål, men til sidst får teksten et romantisk tvist i form af et ‘dig’.
Dette sker rigtig ofte i teksterne: først en ramme, så en distanceret faglighed, og til sidst en drejning til en konkret situation/følelse (for det meste i forbindelse med et ‘dig’). Det, at et ‘dig’ ikke var en eftertanke, men den grundlæggende tanke, fremfor den stakkels sølvfisk, blev jeg lidt træt af. At de mange fine refleksioner næsten altid var i relation til en kærlighedsproblematik. Er det monstro, fordi at en sådan problematik er så altopslugende for den ramte (hovedperson), at man ikke kan tænke sølvfisken uden ‘dig’? Måske. Men man kunne da prøve.
Nå, men det er faktisk også min eneste indvending. Der er rigtig mange litterære perler og sjove sammenligninger i HVER MORGEN KRYBER JEG OP FRA HAVET. Den tekst, som også er valgt til bagsidetekst på bogen, er jeg selv glad for:
– Fordi du kyssede mig og spurgte: Er du med? Fordi du boede lige over gaden fra festen. Det var praktisk. Fordi nogen har det værre. Mindst fem arter af vandrende pinde formerer sig ved selvkloning. Det vil sige, at alle er helt identiske, det vil sige, at de ikke har haft sex i over en million år. Nogen har det værre.
Der er flere af sætningerne i bogen, hvor jeg ikke kan bestemme mig for om de er geniale eller små-banale. Nok begge dele. Der er en metaforisk skrøbelighed i kontrast til hårde videnskabelige fakta, som er interessant og velovervejet. Nogle gange er sætningerne nuttede (‘Læser IKEA-kataloget. Leder efter kattevideoer på nettet’), andre gange lidt kliché-agtige (‘På denne side af døgnet er jeg ensom, også når vi er sammen. Måske endda mest der.) Men nogle gange er de også originale og inspirerende (‘Jeg vil have min egen bakterieflora tilbage’, ‘Tankerne som et hjernesekret.’)
Hele bogen er opbygget som en rejse op fra vandet, i gang med livet, i gang med dagen og tankerne. Nogle af teksterne søger herefter ned mod havet igen, men de fleste af dem kredser om et ømt følelsesliv og en overproduktion af tanker og ord. Sproget er smukt og ligetil, ligegyldigt om teksten omhandler en vandrende pind eller ‘dig’. Det er kun når der nævnes norske stednavne, at man lægger mærke til, at bogen ikke er dansk.
Jeg har nu læst de fleste af teksterne i HVER MORGEN KRYBER JEG OP FRA HAVET flere gange. Jeg kan ikke lide tanken om, at stille bogen helt væk på reolen. Den skal helst ligge inden for rækkevidde, så man lige kan læse en lille tekst om havbunden og føle den overanalyserende hovedperson igen, når lysten melder sig. Rigtig godt skrevet af en debutant, simpelthen.
