Ordenes forfører – Peter Handke DON JUAN (FORTALT AF HAM SELV)
Peter Handkes nye kortroman nærmer sig mere poesien end prosaen. Gennem mytefiguren Don Juan forsøges det uudsigelige og ubegribelige indfanget. Og det med en ubeskrivelig skønhed.
Det er ingen nem sag at skulle anmelde Peter Handkes strålende og nærmest for betagende kortroman DON JUAN (FORTALT AF HAM SELV). For det centrale ved Handkes roman er ikke – som i andre fortællinger om kvindebedåreren – Don Juans forførelse af kvinderne, men fortællingen om Don Juans, ordenes, forførelse af læseren, mig.
Gang på gang i løbet af romanen forsøgte jeg at holde øjnene åbne og tungen lige i munden, men fortællingen svøbte mig med en ordenes rus, som jeg pludselig vågnede fra uden anelse om, hvor meget eller hvad jeg egentlig havde læst. Det er således på mange måder en svært genfortællelig roman, Handke har begået, men om man ikke kan give et fyldestgørende referat, kan man dog komme med en smagsprøve på romanens sublime ordkunst, som fx. når Don Juan ser en kvinde:
– så nær og så stor som gennem et teleskop, og især så udelukkende alt andet – sådan, som man f.eks. kunne have et enkelt kirsebær for sig i en kikkerts brændpunkt, eller af nattehimlen kun månen, den fulde, der udfyldte hele det runde glas, uden spor eller strejf af natten omkring den.
Handkes roman er så nær poesien, som prosaen nogensinde kommer, men den indeholder dog alligevel en handling, nemlig en fortælling om syv dage af forføreren Don Juans liv (med syv dertilhørende kvindeerobringer) fortalt i løbet af syv dage, hvor Don Juan opholder sig på et gæstgiveri uden for Paris.
Historien er blevet berettet af Don Juan selv til indehaveren af gæstgiveriet, romanens jeg-fortæller, som fortæller den videre. Romanens titels FORTALT AF HAM SELV er således en sandhed med modifikationer, i og med at der altid er et lag skudt ind mellem Don Juan selv og læseren, der bevirker, at man aldrig helt kan gribe, hvem og hvad han er.
For Handkes Don Juan ligner ikke andres. Han er ikke den selvsikre kvindeforfører, men snarere en uhåndgribelig og udefinerbar størrelse, der konstant ændrer karakter fra elegant til klodset, fra herre til tjener, fra fortæller til fortalt. DON JUAN (FORTALT AF HAM SELV) er derfor en lille roman, der alligevel behandler store emner som det uudsigeliges grænser og det sublimes ubeskrivelighed i noget, der læser som et eneste langt, smukt digt. Lad ordene beruse dig!
